KRÆFTedeme bekymret for brystkræft

I 1970´erne døde min mormor, som jeg desværre aldrig nåede at møde, af brystkræft. I 2009 var det min elskede mor der bukkede under for selvsamme sygdom. Jeg har altid frygtet at selvsamme lortesygdom skulle ramme mig. Alligevel har jeg været en hat til at få mig selvundersøgt, hvilket er paddehattedumt! Forrige torsdag, da jeg var gået i seng, tænkte jeg dog pludselig, at jeg hellere måtte mærke efter på mine bryster. Jeg ved ikke, hvad der lige fik mig til det dér, men jeg frøs til is, da jeg mærkede en knude i mit venstre bryst. Den havde jeg ikke mærket før. For lidt over en måned siden havde jeg bemærket, at min brystvorte så lidt anderledes ud, men havde egentlig slået det lidt hen (idiot!), og i lang tid har jeg været irriteret over hævede lymfer under armen. Nu hvor jeg også mærkede knuden, blev jeg oprigtigt nervøs. Næste morgen prøvede jeg at få fat i lægen, men forgæves, da de havde lukket den dag. Lige mit held. Jeg måtte derfor vente hele weekenden på at kunne få ringet, da det er et job for egen læge og ikke vagtlægen.

Min dejlige mor, som heldigvis lige nåede at møde Isabella (tv)

Mandag den 04.06.18 tog jeg på arbejde om morgenen, og fik så fat i lægen i lægernes telefontid. Jeg kunne heldigvis få en tid samme eftermiddag, og dagen på job var præget af bekymring og grådlabilitet. Besøget hos lægen bekræftede desværre min frygt. Lægen kunne også godt mærke knuden og se brystforandringen, og 1-2-3 var jeg blevet til en patient i en kræftpakke! Jeg fik en tid til mammografi, ultralyd og lægesamtale den kommende fredag. Jeg reagerede faktisk ikke rigtig på det før jeg næste dag mødte op på job. Et par kollegaer vidste, at jeg var taget til lægen dagen før, og spurgte høfligt ind til det, hvorefter jeg brød sammen og sagde, at jeg var kommet i et brystkræftpakkeforløb.

Hele ugen var præget af bekymring, og på selve dagen for undersøgelsen kunne jeg næsten ikke fungere på jobbet, fordi jeg simpelthen var så bange for svaret! Hver gang en kollega spurgte ind til den kommende undersøgelse, brød jeg sammen. Det var derfor også med en kæmpe knude i maven, at jeg betrådte røntgenafdelingens mammografiafsnit. Jeg var meget stille og meget alene. Jeg ville nemlig ikke have nogen med, selvom flere havde tilbudt at følge med mig. Jeg følte ikke, jeg kunne rumme andre end mig selv.

Det var helt surrealistisk at stå inde til mammografien. Mine tanker gik til min mor, hvis forløb også startede med en mammografi, og jeg kæmpede for at bevare fatningen. Efter at have fået mast mine ammeflade bryster endnu mere flade, skulle jeg ind til en læge som skulle ultralydsscanne og beføle brysterne. Lægen kunne sagtens mærke knuden i brystet og mærke de hævede lymfer i armhulen, men var umiddelbart ikke så bekymret under scanningen. Hun valgte derfor ikke at tage en biopsi, men afsluttede mig fra kræftpakken. Umiddelbart blev jeg lettet over svaret, men allerede en time efter levede bekymringerne igen i fuld flor i maven, som havde jeg en kæmpe knude af angst og nervøsitet. Mavefornemmelsen var simpelthen forkert! Da jeg i løbet af weekenden talte med flere venner, som kendte folk som var blevet fejldiagnosticeret med, at det “bare var kirtelvæv” lige som jeg fik at vide, valgte jeg, at jeg simpelthen bliver nødt til at få lidt afklaring her.

Nu har jeg gået hele weekenden uden den forløsning som svaret burde have givet i fredags. Grådlabiliteten forsvandt med svaret i fredags, men mavefornemmelsen skriger efter en reel afklaring. Jeg har derfor kontaktet røntgenafdelingen igen, og de gik med til at lave en fornyet ultralyd om en måned med evt biopsi. Det har givet mig ro i sjælen, og forhåbentlig kan en biopsi give mig det gode svar jeg har brug for.

Det var KRÆFTedeme noget af en forskrækkelse…

Tak fordi du læste med!

Isabella -det bedste menneske vi kender!

Må man godt være helt ekstremt stolt af sin datter på ni år? JA!!! -tillader vi selv at svare. Isabella er faktisk det bedste menneske, vi kender. Det mest empatiske, rare og næstekærligste menneske -og vi er vanvittigt stolte af hende!

Der er mange årsager til, vi er stolte af Isabella, og dette er en af dem: Isabella har haft egen mobiltelefon siden hun var seks år. Dengang fik hun den, fordi hun cyklede til og fra skole, og det var en god sikkerhed for os og hende, at vi altid kunne få fat i hinanden. Isabella skiftede som bekendt skole, da det faglige niveau var for lavt, og cykler ikke til og fra skole længere, da der ikke er sikker skolevej. I lang tid var telefonen derfor overflødig, og efter nyhedens interesse havde lagt sig, brugte hun den meget sjældent.Nu er hun så blevet ni. Og jeg skal da lige love for, der er kommet godt gang i telefonen. Det er beskeder, face-time, youtube og søgninger på internettet. Og så er der det helt store hit. Musical.ly. Her kan hun lave sine egne videoer til kendte sange. I musical.ly universet kan man like, dele og kommentere, som på Facebook. Og tonen er ikke meget anderledes end på Facebook eller på andre SoMe platforme.

Inden Isabella fik lov til at komme på Musical.ly og youtube talte vi om, hvordan opfører sig på nettet. Hvad man gør og skriver, hvad man lægger på, og i særdeleshed, hvad man ikke gør og skriver. Vi var også nødt til at fortælle hende, hvordan nogle opfører sig på nettet. Det var svært for Isabella at forstå, at voksne mennesker kunne skrive grimt til hinanden. Havde de ikke lært hjemmefra, hvordan man opførte sig? Vi har valgt, at vi hellere vil klæde vores børn ordentligt på i mødet med de sociale medier og internettet. Vi kan ikke undgå, at de kommer på nettet, og vi har altid vægtet højt, at vi hellere snakker med vores børn om tingene fremfor totale forbud. Musical.ly er primært et univers for børn og unge. Og nogle har måske opfanget den grimme og hårde tone fra andre sociale medier. I hvert fald er det faldet Isabella for brystet, at nogle mennesker ikke kan opføre sig ordentligt. Og nu kommer vi så til det punkt, hvor vi er ved at revne af stolthed.Isabella kommer med sin telefon og viser os en musikvideo med en ung pige og er meget fortørnet over de meget hårde og onde kommentarer denne unge pige har fået. Beskeder som ”hold kæft, hvor er du grim?,” ”gå dog ud og skyd dig selv,” ”dø” og ”kæft, hvor er du dårlig!” Ind imellem disse hadefulde kommentarer kan vi se, Isabella flere gange har skrevet, at de andre skal opføre sig ordentligt og skrive pænt. Hun har samtidig rost den unge pige for sin musikvideo. Og hun fortæller, at det er noget hun ofte gør, så hun støder på hadefulde beskeder.

Vi kunne ikke være mere stolte af, at vores pige på ni år udviser så meget mod til at gå imod strømmen og italesætte den dårlige opførsel, hun har oplevet.

Hendes retfærdighedssans online er heldigvis ligeså stor som den er IRL, og det startede allerede i en tidlig alder:

Isabella er imod at holde andre udenfor, og hun er absolut forfærdet over, at nogle ikke vil lade andre komme med i en leg eller lignende. Hun har præsteret flere gange at hoppe ud af en leg i skolen, hvis dem i hendes gruppe ikke vil lade andre være med, og vi er så hamrende stolte af hende! Hvis flere mennesker bare var som Isabella, ville verden være et bedre sted at være, vil vi vove at påstå! Flere af hendes slags, tak!

Stolte mødre!

Tak fordi du læste med!

Stilhed før stormen? Er det hele slut?

Der har været stille på bloggen. Meget stille faktisk. Lidt for stille. Alt for stille. Siden jeg startede bloggen for snart tre år siden, har der ikke været stille i mere end max et par dage, så det er en ny og uvant situation, som i virkeligheden ikke rigtig huer mig. Det har dog også været tiltrængt! Jeg har haft flere uger, hvor jeg ikke har været nær så meget på de sociale medier, som jeg plejer. Hovedet har været fyldt op med operationsoplæring på arbejdet, forberedelser til fødselsdage, jul og nytår, nætter med to søvnterrorister, som har vækket mig på skift en gang i timen hele natten, ekstravagter -og Lisettes jobstart! Lisette blev cand.public i efteråret, og er startet i job, så nu prøver vi også hvordan det er at have en travl hverdag som børnefamilie. Vi har nemlig været så privilegeret at Lisette har været studerende i alle årene indtil nu, og det har betydet en utrolig fleksibilitet i forhold til ungerne, mange skønne fridage og max fokus på børnene. Nu er vi begge i job, hverdagen er presset, ungernes sport fylder massivt (især Isabellas skøjteløb) og hverdagen kan godt komme til at handle meget om overlevelse. Lisette flexer dog på jobbet og prioriterer at møde klokken 9 og gå kl. 15, så ungerne ikke får for lange dage i institutionen.

Samtidig har den kvikke måske opdaget, at regbuemor.dk er blevet en del af MOMSTER -en community af mommybloggere. I forbindelse med flytningen af min blog, fik jeg lavet en fejl så jeg ikke fik halvdelen af indlæggene med over, og flere af dem mangler billeder. Det tog lidt af pusten fra mig, fordi jeg har mistet en masse indlæg der betød en masse for mig, og det tog desværre også lidt af gejsten med at få skrevet på bloggen. Bloggen er dog mit hjertensbarn, og jeg håber virkelig ikke at jeg har mistet for mange følgere de sidste uger, fordi de er stødt ind i det samme indlæg om julen igen og igen. Jeg har lavet bloggen som en gave til mine børn, og også for at vise folk omkring os, at en regnbuefamilie såmænd ikke er meget anderledes end alle andre familier -den er bare bygget lidt anderledes op.

Faktisk har jeg “været så langt ude”, at jeg har overvejet om jeg skulle stoppe med at skrive på bloggen -især fordi min blog er blevet så amputeret med de manglende og halve (tidligere) indlæg. Jeg håber ikke det har gjort den for rodet. Jeg har dog i dette nu besluttet mig for, at bloggen fortsætter -og jeg vil selvfølgelig bestræbe mig på at skrive og opdatere ofte. Husk at regnbuemor også kan følges på Facebook og Instagram (regnbuemor.dk)

Og nu vi er ved det. Er der nogen ting i godt kunne tænke jer at høre/læse om? Hvad er godt ved bloggen? Hvad er mindre godt ved bloggen? Jeg ville virkelig værdsætte noget feedback! Skriv en kommentar herunder!

Tak fordi du (stadig) læser med!

Tak fordi du læste med!

Overskuddet der blev væk

“Hvor får i alt det overskud fra?”, er vi ofte blevet spurgt, når vi igen skulle ud at opleve spændende ting, eller når vi for tredje gang den uge skulle have kammerater med hjem til begge børn. Vi ved det ikke. Vi ved heller ikke hvor overskuddet smuttede hen, for vi er på ingen måde så overskudsagtige som vi har været tidligere. Det irriterer mig grænseløst, for jeg kan virkelig godt lide at have mange bolde i luften, men det har nok været kroppens måde at sige, at nu skulle vi lige geare lidt ned. Vi laver stadig utrolig mange ting i forhold til så mange andre, men virkelig lidt i forhold til hvad vi plejer. Jeg mistænker lidt at det er vores små yndlingsbabyer som dræner os lidt. De er verdens nemmeste drenge, men der er stadig to af dem, to der skal skiftes, to der skal mades/have mad, to mere der skal afleveres i institution om morgenen, to der skal have hjælp til alt, skal overvåges hele tiden og som kræver deres mødre 24/7. Vi har aldrig haft behov for at få passet de store. Det kan i hvert fald tælles på een hånd, hvor mange gange de er blevet passet, men jeg kan mærke at det behov altså er kommet. At vi virkelig trænger til at kunne trække vejret en gang imellem, komme ud at spise, se en voksenfilm i biografen (nej ikke sådan en slags voksenfilm din lille gris) m.m., men det er ikke lige sådan at få afsat 4 (dejlige) unger -og det er bestemt heller ikke hvem som helst der får lov!

Med det manglende overskud føler jeg heller ikke, at jeg er den mor jeg gerne vil være. Den mor med overskud, som lige har tid til at spille et spil med ungerne, når de ytrer ønske om det, som kan engagere sig i en hyggelig leg i længere tid ad gangen, som ikke har den noget kortere lunte, som jeg har fået med det manglende overskud (ikke forstået sådan at jeg render og råber af dem), som ikke har så mange bolde i luften, at hun glemmer at holde hvad hun lover o.s.v. F.eks. sad jeg og hjalp Nicolaj med en opgave på hans skoletablet, så kom der gæster ind ad døren, og jeg vendte aldrig tilbage og hjalp ham færdig, selvom jeg havde lovet ham det. Jeg glemte det simpelthen, og kom først i tanke om det da jeg var på vej i seng, og Nicolaj havde sovet i mange timer! Og Nicolaj sagde ikke noget. Var det mon udtryk for at han bare havde opgivet på forhånd? Jeg ved det ikke.

Tvillingerne tager enormt meget af vores tid, og vi bestræber os virkelig på at huske de store også, så tvillingerne ikke får al opmærksomheden. Jeg er bare ikke sikker på, at jeg er god nok til det. Jeg er meget opmærksom på at have de store i fokus, men de små kræver mig fra det sekund jeg kommer ind ad døren, og de kan jo ikke så meget selv -endnu -og så kommer jeg hurtigt væk fra de store, og kommer til at fokusere på de små. Det er bestemt ikke med min gode vilje! Men også svært at lave om på! For at være helt ærlig føler jeg mig lidt som en dårlig mor i de her dage. Eller i hvert fald ikke som den mor, jeg ved jeg kan være. Det her skal jo altså ikke tolkes som om, at jeg er deprimeret. Sådan er det på ingen måde. Humøret er skam udmærket. Jeg kan bare mærke at jeg ikke kan have lige så mange bolde i luften, som jeg plejer, og der er mange ting jeg simpelthen ikke orker for tiden -og det går mig vanvittigt meget på!

Så hvordan finder man lige det overskud igen? Hvordan bliver jeg den nærværende mor, jeg ved jeg kan være? Er det bare oddsene, når man har TO (meget nemme) babyer derhjemme? Det er ikke rigtig muligt at geare mere ned i forhold til oplevelser og sådan, for vi har en stram kalender året ud med ting der ikke rigtig kan rykkes -f.eks. børnenes kommende fødselsdage/fødselsdagsfester som kommer som perler på en snor. Hvad gør en klog? Hvad gør en mor der bare gerne vil være den bedste mor som muligt?

H.j.æ.l.p.

Tak fordi du læste med!

Tak fordi du læste med!

Hjælp min kone er skrumpet!

…og hun giver mig alt hvad hun taber! Hun har nu altid været så god til at dele!
Mens jeg bliver tykkere og tykkere (man kan ikke blive ved med at spise som en der fuldtidsammer tvillinger, når man ikke ammer så meget mere!), er min kone skrumpet. Ja ikke bare skrumpet…hun har faktisk tabt et lille menneske! Om få kg har kun tabt 40 kg, og jeg er rasende stolt af hende.

Lisette på Tenerife, juni 2017. Hun havde tabt 10 kg på det tidspunkt (før ballonen)

Hun har faktisk tabt sig så meget, at der er flere i vores bekendtskabskreds som er gået lige forbi hende, fordi de ikke kunne genkende hende! Så sejt gået altså! Faktisk vejer jeg nu mere end hende -hvilket BESTEMT ikke huer mig -men hvor er jeg dog glad på hendes vegne!

Lisette september 2017!!!

Lisette vil gerne tabe ca. 20 kg mere. Og jeg er sikker på at det nok skal lykkes for hende!
Hun startede med at gå til diætist, som hjalp hende med at tabe de første 10 kg. Herefter fik hun isat en maveballon i juni 2017. En ballon som sættes ned i mavesækken via en kikkert gennem halsen, og som så skal være i maven et års tid, hvorefter den tages ud igen. Den har hjulpet hende til at føle mæthed hurtigere, og kiloerne er bare raslet af hende siden. Hun bliver smukkere og smukkere for hver dag, og alle hendes fine træk kommer mere og mere frem. Der har jeg godt nok scoret over evne.
Ser det ikke bare godt ud?
Tak fordi du læste med!-1

Tak fordi du læste med!

Tristan og Nohr 1 år!!!

For et år siden havde jeg de værste presseveer i mands minde (eller i hvert fald i mit minde!),  som føltes fordoblet i smerter fordi der lå to små fyre inde i maven og pressede sammen for at komme ud. Jeg var 37+0 og var i fuld gang med at fordoble min børneflok! Fødslen tog ikke lang tid, men efterlod både psykiske og fysiske ar som har taget en del tid at bearbejde. Måske er de endda ikke helt bearbejdet endnu. Fødselsoplevelsen kan du læse meget mere om lige HER.

Lisette med to helt nye, lækre små drengebørn

To små mirakler ser dagens lys

Lille Tristan var den første som blev født klokken 10.43. Han vejede 2465 g og var 49 cm lang, Han blev næsten skudt ud som en raket, og mens Lisette hurtigt fik lov at klippe navlesnoren, begyndte fødselsholdet at arbejde på tvillingebror Nohrs ankomst. Nohr havde drillet fødselsholdet fra start, hvor han drønede rundt inde i maven så de ikke kunne komme til at måle hans hjertelyd ordentligt. Nu hvor lille Tristan var ankommet, havde Nohr pludselig endnu mere plads til at drøne rundt inde i maven, og det var svært at fange hjertelyden selvom de sad med både scanner og doptone. Da Nohrs navlesnor så kom ud før Nohr fik de travlt, og fra de tog beslutningen om kejsersnit klokken 10.56 og til hans ankomst 11.06 gik der kun 10 min, hvor jeg nåede at blive kørt ud af Fødegangen.  hen til elevatoren, tre etager ned, ind på en operationsstue, blive bedøvet, maven skåret op og Nohr trukket ud! Imponerende! -og så sov jeg endda fra det hele! Nohr vejede 2625 gram og var også 49 cm lang.

Stolt mor og stolte søskende. Tristan og Nohr bliver for første gang lagt sammen på Neonatal
1 uge gamle. Nohr til venstre, Tristan til højre

Alt vel. P.S Send flere penge!

Det gik jo heldigvis godt med begge drenge, som suger al energi (og alle vores penge) ud af os :). De gror som ukrudt, er stort set altid glade, kravler i hver deres retning, rejser sig op af ALT, går langs møblerne, putter ALT i munden og elsker at lege med deres søskende. Det var en omvæltning at få små børn i huset igen, og vi skulle ud at anskaffe os alt igen, da vi ikke havde regnet med at skulle have flere børn, men hvor var det dog en skøn omvæltning. Tristan og Nohr er virkelig nogle dejlige, glade, skønne drenge, som spreder en masse glæde og god karma omkring sig. Vi er alle vilde med dem herhjemme, og ikke mindst deres store søskende som elsker at lege med dem. Og nu er de allerede et år! Ja, det er vildt som tiden flyver, og fantastisk at følge deres udvikling på sidelinien…Og vi synes stadig ikke at det er hårdt at have tvillinger!

Hver dag er en fest! Her i Legoland september 2017

Hurra, hurra, hurraaaaaaaaaaaa…

Morgenen i dag blev fejret som vi fejrer alle fødselsdage herhjemme: Med masser af gaver, lækker morgenmad og bare vores lille familie fra morgenstunden. For et par uger siden holdt vi fest for familien, og om en uge bliver de fejret af vores venner. Normalt vælger vores børn selv hvor de vil spise om aftenen, men det er Tristan og Nohr ikke helt gamle nok til, så vi laver deres livret i aften: Spaghetti med kødsovs. Vi ville have været i zoo i dag, men vejrudsigten så bestemt ikke tillokkende ud, så vi har hygget herhjemme i stedet.

Vi ville lige have en treer, men endte med to dejlige børn mere -og det værdsætter jeg hver dag.

Tak for dig Nohr Maximillian.

Tak for dig Tristan Jackson.

Tak for jer.

Og kæmpe stort tillykke med jeres første år. Vi elsker jer!

Tak fordi du læste med!

Tak fordi du læste med!

Lille Nohr på hospitalet

De sidste måneder har vi gået og pralet med lille Nohrs jernhelbred. Hvor Tristan har det med at fange hver eneste lille baktusse som kommer forbi, er Nohr gået fri hver eneste gang (pånær på Madeira, som vi endte med at strande på på grund af skoldkopper…). Denne gang nåede Nohr dog kun knap en 10 dage uden sygdom, før baby var ramt igen -og kom på hospitalet. Nohr lå hele sidste uge og buldrede afsted med 39-40 i feber hele døgnet. Efter fire dage med en storsovende, febril Nohr, tog vi et smut til lægen, som konstaterede svamp og en masse blærer i munden og infektionstal som var fine = virus. Da Nohr dog blev tiltagende svag og afkræftet, kontaktede jeg dog lægen igen fredag, og der kunne han godt se at Nohrs tilstand krævede et besøg i Børnemodtagelsen på Odense Universitetshospital. På det tidspunkt havde Nohr haft høj feber siden sent mandag aften, og han havde nægtet at spise hele ugen fraset amning, som dog blev mindre og mindre.

Lille, syge Nohr på Børnemodtagelsen

På børnemodtagelsen blev der taget blodprøver, konstateret mellemørebetændelse, dehydratio, svamp og mistanke om herpesinfektion i munden. Da Nohr havde rigtig ondt i munden, blev han sat i ekstra smertestillende, og så skulle vi nøde ham hvert femte minut med saftevand på sprøjte! Nohr blev vejet, og det viste sig at han havde tabt sig ca. 1 kg på fem dage! Vi blev super bange ved udsigten til evt herpes, efter at vi næsten mistede Nicolaj som spæd til en herpesinfektion. En helt anden historie, som du kan læse mere om HER.

Lille Nohr får taget blodprøver. Han reagerede knap nok på at de blev taget

I løbet af dagen begyndte medicinen at hjælpe lidt, især det smertestillende, og Nohr begyndte at ville tage lidt saft til sig. Det gjorde at han vågnede en lille smule mere op, hvilket var skønt at se efter fem dage, hvor han havde sovet 99% af tiden og kun ville ligge på arm.

Træt mand

Om eftermiddagen blev Nohr igen tjekket af en læge, som synes det var forsvarligt at lade Nohr komme hjem med åben indlæggelse weekenden over, hvis vi var trygge ved det.  Vi skulle sørge for at give fast smertestillende, og for at nøde Nohr med væske hvert 5. minut i de vågne timer. Vi havde allerede planer om et weekendophold i Herning, fordi Isabella, Nicolaj og Nicolajs ven Mathias (+ 2/3 mødre) skulle til Marcus og Martinuskoncert. Vi valgte derfor, at vi lige så godt kunne nøde Nohr på hotellet som hjemme, så turen kunne blive til noget -og så kunne vi altid køre retur til Odense, hvis Nohr fik det værre. Vi kørte derfor direkte videre til Herning efter indlæggelsen -og koncerten kan du læse om i næste indlæg her på bloggen.

Allerede lørdag var Nohr feberfri. Det smertestillende hjalp super godt på smerterne i munden. Vi tog det dog helt stille og roligt med Nohr, og sørgede for bare at hygge stille og roligt på hotellet, som heldigvis havde et vandland som de store unger kunne boltre sig i. Søndag begyndte Nohr at spise rigtig mad igen for første gang i 6 dage. Det havde dog været noget af en omgang for Nohr, som faktisk først kom i dagpleje i går onsdag -efter 10 dages sygdom. Han var simpelthen så afkræftet efter alle de dage med feber, vægttab m.m., men nu er han heldigvis fit for fight igen -og det frække glimt i øjet er tilbage.

Nohr på sin sidste hjemmedag inden han kom i dagpleje igen

Tak fordi du læste med!

Tak fordi du læste med!

Farvel strå, farvel barn

"Goddag, det er fra Odense IVF-Klinik. I har stadig et donorstrå liggende. Vil i fortsat have det opbevaret?", blev jeg spurgt i telefonen for et par uger siden! Og svaret faldt prompte, selvom det også var lidt mærkeligt at give afkald på muligheden for flere børn med den fantastiske donor: "Nej tak, vi skal ikke have flere børn". For et år siden skulle vi lige have en treer, og nu har vi fire skønne unger. Kunne jeg godt tænke mig flere børn? Ja, det kunne jeg faktisk godt, for jeg har masser af overskud og lyst til at have en masse skønne børn omkring mig (og de bliver ganske vellykkede, spørger du mig!). Havde jeg været sammen med en mand, hvor man ikke skulle gennem inseminationstromlen, kunne jeg godt have haft en større flok, for børn er en fantastisk gave! Samtidig føler jeg dog ikke, at vi økonomisk kan forsvare at få flere, da vi gerne vil opretholde en livsstil, hvor vi ikke skal vende hver krone, kan rejse flere gange om året og forkæle vores unger, og opleve spændende ting, når vi har lyst til det.

Det var faktisk en smule vemodigt at vinke farvel til strået, men vi har snakket om det herhjemme, og vi har de børn, vi skal have. Vi har fire fantastiske, sunde og raske børn, som lever harmonisk sammen som søskende. Min graviditet med tvillingerne var ingen dans på roser, og vi er ved at komme op i alderen (!) -især Lisette :). Så det ER den rigtige beslutning, selvom den ikke er nem. Vores fire unger er fantastiske, og de har så meget glæde af hinanden. Vi er hamrende privilegerede ved at have de fire skønne børn, og vi glæder os til at se dem voksne op og blive de fantastiske mennesker, som vi er sikre på, de bliver.

Tak fordi du læste med!

Tak fordi du læste med!

Endnu et år uden mor

Endnu et år uden min mor er gået. For 8 år siden blev jeg moderløs, og mor har manglet lige siden! Mor blev kun 66 år. Ædt op af lortecancer, som dog ikke formåede at snuppe hendes humor, som var intakt til det sidste!

Jeg mangler af kunne ringe til hende om alt og ingenting.

Jeg savner at høre hendes smittende latter fra køkkenet, når hun talte i telefon med veninderne.

Jeg savner at kunne få gode råd, som kun en mor kan give dem.

Jeg savner at få et dejligt morkram.

Jeg mangler min mor.

Jeg savner at spille Scrabble med hende (hun var en ørn til Scrabble, og vandt som regel).

Jeg mangler min mors opkald lige efter midnat til nytår. Hvert år. Min telefon ringer aldrig efter midnat længere.

Jeg savner hendes fantastiske mad.

Jeg savner at have en mor.

Jeg savner familiens samlingspunkt, og at min familie ikke var splittet op, som den er nu efter hendes død.

Jeg er ked af, at hun ikke nåede at møde Nicolaj, Tristan og Nohr. Men lykkelig for at hun nåede at møde Isabella -omend det kun var i 7 mdr.

Jeg savner, savner, savner…

Den 4. august på bloggen står altid i min mors tegn. Min fantastiske, dejlige mor, som på uretfærdig vis blev revet bort alt for tidligt.

Savnet og elsket❤️

Lene Bramsbye
29.10.42-04.08.09

Tak fordi du læste med!

Psst læs nogen af de tidligere indlæg om min mor her:

Et kærligt minde

Om at miste. Når sorg bliver til savn (del 1).

Når sorg bliver til savn (del 2)

Når sorg bliver til savn (del 3)

Knæk den skide cancer. I dag ville mor være fyldt 74 år

7 år uden verdens bedste mor ;(

Om at miste // Jul, minder og savn

Tak fordi du læste med!

Kejsersnit -om at føle sig snydt for dyrebar tid!

Tristan og Nohr er nu fyldt 7 måneder.  Da de blev født den 30. september sidste år, var det en lidt halvbarsk oplevelse, hvor jeg fødte Tristan vaginalt og Nohr ved kejsersnit. Min fødselsberetning kan læses lige HER. I ugerne efter fødslen var jeg ret ked af det oven på den voldsomme oplevelse, og den dag i dag kan jeg nogen gange få en klump i halsen, hvis jeg fortæller andre detaljerne. Jo mere jeg tænker over fødslen, des mere føler jeg mig snydt for meget vigtig tid med mine nyfødte drenge, og det giver et ordentligt stik i hjertet!

Omringet af personale under fødslen
Jeg føler mig snydt for de dyrebare første minutter med hvert barn. Minutterne, hvor ens nyfødte barn bliver lagt på brystkassen, og man ser det barn, man har båret under sit hjerte i 9 måneder. Hvor man endelig har sit elskede barn i armene.

Da Tristan blev født, kom han straks over for at blive undersøgt m.m., mens jeg skulle føde hans bror lige efter. Ikke engang Lisette fik ham op til sig. Der var ikke tid til at få Tristan op på brystkassen, og jeg skulle i stedet forberede mig på fødslen af tvilling B, som jeg så heller ikke fik op på brystet, da jeg røg til akut kejsersnit! Jeg kan faktisk ikke huske andet end at jeg lige så Tristan ultrakort, da han blev løftet op, da jeg netop havde født ham. Det var  mærkeligt ikke at få sit lille barn op til sig -selvom jeg selvfølgelig også havde fødslen af tvilling B i tankerne. Så tomt at se ens lille dreng blive “fjernet”, mens man er omringet af et “halvpanisk” personale omkring sig, som alle var igang med et eller andet omkring en.

Føler mig kejsersnydt

Da Nohr skal fødes, kan lægerne ikke fange hjertelyden ordentligt, og navlesnoren ryger ud og “blokerer” udgangen. Efter lidt rumsteren på stuen besluttes det, at Nohr skal ud NU ved akut kejsersnit. Da jeg har født uden smertestillende, har jeg ikke nogen epidural, og jeg lægges derfor i fuld narkose. 10 minutter efter jeg er blevet kørt ud fra fødegangen, fødes Nohr. Jeg ligger i dyb søvn og oplever ikke fødslen. Hører ikke hans første gråd. Ser ham ikke før flere timer senere. Har ingen billeder fra fødslen.  Ingen. Sover bare. Får bagefter at vide, at Nohr blev lagt til amning mens jeg blev lappet sammen på stuen. Det er dejligt, at han lå hos mig, men desværre ikke noget jeg kan huske, da jeg sov.

Tom opvågning 

Endelig. Endelig er drengene samlet.
Det første jeg spørger om, da jeg vågner, er hvor mine børn er henne! Og jeg bliver helt ude af mig selv, da jeg erfarer, at Tristan ligger på Neonatal i CPAP og Nohr på barselsgangen med Lisette. Adskilt. ADSKILT! Mine små drenge, som har ligget side om side i maven i 9 mdr, ligger nu ikke engang i hver deres seng, men på hver deres afdeling, på hver deres etage! Og kun den ene har en mor hos sig! Jeg spørger hver eneste gang, jeg vågner lidt af min døs. Spørger efter drengene. Spørger efter deres velbefindende. Og så snart jeg er bare det mindste vågen, insisterer jeg på at komme op til dem! Da Nohr har Lisette, insisterer jeg på at blive kørt hen til Tristan, men det må jeg ikke. Jeg SKAL forbi barselsgangen først. På barselsgangen ser jeg Nohr for allerførste gang. Han er flere timer gammel og ligger i Lisettes arme. Jeg får for første gang en af mine tvillinger i armene -og mangler den anden tvilling helt vildt. Jeg insisterer på at blive kørt ned til Tristan sammen med Nohr, og på Neonatal får jeg for første gang begge mine drenge i armene. Jeg fortæller herefter personalet, at jeg under ingen omstændigheder vil have drengene liggende hvert sit sted, og de lover mig at finde en løsning. Da Tristan et par timer senere kommer ud af CPAP, samles vi alle på barselsgangen, og drengene bliver lagt sammen i samme vugge. Det føles endelig rigtigt. Mine drenge sammen. Samlet.

Men jeg føler mig snydt. Snydt for alle de minutter og timer hvor drengene var i andres hænder. Hvor de skulle ligge trygt på min brystkasse og blive beroliget af mit hjerteslag. Snydt for at føde dem begge vaginalt. Snydt for dyrebar tid! Og her 7 måneder efter, føles den del af fødslen så tom. Og jeg forstår ikke, hvorfor man skilte tvillingerne ad! De havde og har brug for hinanden -og den dag i dag sover de stadig sammen hver nat. Oplevelsen kunne ikke have været anderledes lige med hensyn til selve fødslen, for man kan ikke forudsige et akut kejsersnit -men jeg er ked af, at drengene blev skilt.

Tak fordi du læste med!

Tak fordi du læste med!