10 ting man sagde INDEN man fik børn, at man aldrig ville gøre

10 ting man sagde INDEN man fik børn, at man aldrig ville gøre
Søde, lille Tristan

Inden vi fik børn, havde vi en stålfast idé om, hvordan vi havde tænkt os at indtage forældrerollen, når vi en dag fik børn. Vores børn ville selvfølgelig blive velopdragne, kvikke (kunne de andet med de forældre?), rare, omgængelige, vellidte med mere -og de skulle i hvert fald ikke fyldes med sukker i tide og utide, de skulle passe deres sengetider, vi ville aldrig sige “fordi jeg siger det” uden at argumentere sagligt o.s.v. o.s.v….Lad mig bare sige, at man bliver klogere, og at man lærer at vælge sine kampe med omhu! Med en, efterhånden, relativ god erfaring inden for forældreskabet med fire børn, har jeg derfor samlet en lille top 10 over ting man sagde, man aldrig ville gøre, når man fik børn -men alligevel gjorde!

10 ting man sagde INDEN man fik børn, at man aldrig ville gøre:

1. Jeg vil aldrig besvare et spørgsmål fra mit barn med “…fordi jeg siger det” eller “Sådan er det bare”, men vil kun give saglige, begrundede svar!   

Nogle gange orker man bare ikke at argumentere mere over for sit barn, som stiller det samme spørgsmål for tiende gang på 2 minutter! Jeg er stadig af den overbevisning, at man bør lære sine børn at argumentere + give dem nogle ordentlige svar på de spørgsmål, de stiller, MEN…når ens (på det tidspunkt meget irriterende barn) spørger for femte gang, hvorfor det ikke må blive længere oppe/få mere slik/lave swimmingpool på badeværelsesgulvet -ja, så er der bare ikke noget fornuftigt svar -andet end “…fordi jeg siger det!”

2. Mine børn skal ikke have slik og sodavand før de er mindst 30! 

Det gik helt godt med denne sukkerfri politik indtil Isabella var ca. 2-3 år, hvorefter sukker stille og rolig sneg sig ind i hverdagen, og mødrene blev mindre hysteriske. Med et lille smil på læben husker jeg tilbage til dengang, Isabella fik sukker for første gang. Hun var faktisk kun ca. 6 mdr gammel, og det var IKKE os der gav hende det! Vi havde snakket med Lisettes forældre om, at Isabella måske ville få lov at smage et lille sut af vores is, når vi måneden efter skulle til Mallorca -men havde aldrig i vores vildeste fantasi forestillet os, at vi fem minutter senere ville komme ned i svígernes stue og se vores lille pige med sin helt egen sodavandsis i hånden -som hun havde fået af sin morfar, for “I sagde da, at hun gerne måtte smage is?!”. Mødrene rev isen ud af hånden på den lille guldklump, mens morfar fik en længere reprimande om, at barnet da absolut ikke måtte få sukker o.s.v….men jo længere tid vi var i forældrerollen, jo mere brugte vi vores sunde fornuft -og lad mig bare sige, at hverken Nicolaj, Tristan eller Nohr har ventet så længe på at smage det “forbudte”, farlige sukker.

3. Jeg vil ikke benytte mig af bestikkelse 

Lad mig bare sige en ting: Jeg glæder mig til tvillingerne forstår bestikkelse, så vi kan begynde at få dem til at “lystre” bedre. Bestikkelse er i den grad vejen frem i et forældreskab! Bestikkelse har hjulpet ungerne til at blive renlige i en ung alder (=slikkepinde ved tis i potte), lært Isabella at turde sove ude (= længe ønsket Polaroidkamera, hvis hun overnattede på skolen), fået Nicolaj til at turde sove i sin egen seng, efter flere måneder i forældrenes seng (= udvidelsespakke i Fortnite ved 10 nætter i egen seng) og rigtig mange andre ting. Bestikkelse er simpelthen vejen frem!

4. Man skal spise, hvad der bliver serveret 

Jeg tror alle helst vil kunne sige, at deres børn er altspisende og ikke kræsne. Og vi sørgede da også for at introducere børnene for alle mulige forskellige fødevarer, da de var små og smagte på alt med velbehag.  Men jeg tror de fleste børn er inde i perioder, hvor de er selektive og kun vil spise bestemte ting. Mine unger er ingen undtagelse! Især Nicolaj er meget kræsen/selektiv, og han har perioder hvor han i flere måneder f.eks. får det samme med på madpakken. Vi fik engang en bebrejdende reprimande af hans børnehaveklasselærer, fordi vi kun havde givet Nicolaj leverpostejsmadder med i skole -og Nicolaj havde jo fortalt, at han slet ikke kunne lide leverpostej! Hvad han ikke fortalte var, at han i månedsvis havde spist 3 halve med leverpostej hver dag, fordi det var det eneste, han ville have med på sin madpakke -og lige den dag kom skæringspunktet, hvor han fandt frem til, at leverpostej var det klammeste i verden! Vi laver ikke specialmad herhjemme, men vi sørger for at der altid er et eller andet på bordet, som vi ved, børnene kan lide. Og de skal ikke spise op. Heller ikke selvom de selv har øst op, for vi vil ikke lære dem at spise ud over deres mæthed!

“Mine unger skal ikke lege med ledninger” 🙂

5. Mine børn skal ikke spise en masse junk 

Nu skal det jo altså ikke lyde som om, vi fylder vores unger med en masse junk hele tiden, for det gør vi bestemt ikke. Men vi har da haft perioder, hvor vi har haft så travlt, at vi desværre bestilte junk med hjem flere gange om måneden ugen. Det er dog heldigvis ikke så slemt mere, især ikke efter vi begyndte at spise efter Sense, men det hænder stadig, og vi spiser vel junk 1-2 gange om måneden nu.

6. Mine børn skal ikke glo TV hele dagen lang

…og det gør de heller ikke…men lad os slå en ting fast: Nogen gange er TV bare verdens bedste babysitter, når man ikke orker skrigende små tvillingedrenge, som klamrer sig til ens ben, når man står og laver aftensmad -eller skal have lavet andet praktisk. Og så er Gurli Gris og “Biler” lidt billigere end en babysitter til 150 kr/timen, ikke også? Da tvillingerne var helt små, interesserede TV dem ikke det fjerneste, så mødrene var i noget nær ekstase første gang drengene fattede interesse for fjernsynet, og vi fik et lille break. Måske det også hang lidt sammen med, at der er to små frække tvillinger, som gerne laver ballade i hver sin retning, når man ikke lige kigger. Og hvis de stadig klamrer sig til benene og tigger mad, selvom vi har tændt TV’et -så stikker vi dem bare en slikkepind i bestikkelse!

7. Mine børn skal selv rydde op på deres værelse 

Ja, det ville da være dejligt, hvis de altid gjorde det, altså ryddede op på deres værelse, men nogen gange er de unger altså bare et helt andet sted. Herregud, de bliver da ofte sat til at rydde op på værelset, men vi hjælper dem lige så ofte. Selvom vi, lige siden de var helt små, har guidet og hjulpet dem til at rydde op, er det altså ikke noget der sker af sig selv. Og når de endelig rydder op, sørger vi for at rose dem meget, og ikke påpege, at de da lige har glemt det og det og det, for der er da ikke noget mere demotiverende i verden! Vores små tvilllingedrenge er egentlig gode til at hjælpe med at lægge biler eller andet tilbage i kasserne, men de er eddermaneme også gode til at tømme 10 kasser på 10 sekunder, og hvis de skulle rydde det op selv, ville de aldrig komme nogen vegne.

8. Hvis jeg siger nej, mener jeg nej

…og det gør jeg også, men nogen gange bliver nej til måske, eller måske endda til ja, hvis man ikke orker en konflikt. Jeg mener, at barnet har godt af at lære, at hvis det kan argumentere ordentligt for sin sag, så kan man godt rykke på sin mors beslutning. Så nej er ikke altid nej -men vi har fundet en fin mellemvej, synes jeg.

9. Mine børn skal ikke forkæles

Jeg har aldrig manglet noget i min barndom, men er heller ikke blevet overdynget med ting mellem fødselsdag og jul. Jeg synes dog nogen gange, at min mor var liiiiige en tand for nærig, og ville gerne finde en gylden middelvej mellem dét, og Lisettes helt ekstreme forkælelse som barn. Jeg ville nemlig under ingen omstændigheder have unger, der bare krævede ind bare for at få. Lad mig bare sige det sådan, at den gyldne mellemvej er lidt tættere på Lisettes barndom end min egen, og vores unger ér ret forkælede. De går i mærketøj, har Macbook/gamercomputer/Playstation/Wii/iPads/Iphones, får en del ting og er bestemt noget mere forkælet end gennemsnittet. Men det det handler om for mig, er ikke de mængder de overdynges med -men dét, at de ikke tager det for givet, at de bliver jublende lykkelige, når de får tingene, og at de ikke føler sig bedre end andre, fordi de på nogle områder har nogle andre privilegier. Mine unger er super gode til at dele med andre, de kræver ikke bare ind, men tænker over om de virkelig har brug for tingene -og de opfører sig ikke som forkælede møgunger. Begynder de på det, slutter festen på stedet. Og det gør den bare!

10. Jeg vil ikke hæve stemmen over for min børn

…og det var vi også super gode til at lade være med, da de store var små…Meeeeen som frækheden tiltager, og hørelsen aftager, kan man nogen gange blive nødt til at tale med store bogstaver -selvom jeg faktisk tror man kommer meget længere, ved at holde tonelejet neutralt. Vi bestræber os på ikke at hæve stemmen, men det sker -og jeg tvivler på at særlig mange forældre formår aldrig at hæve stemmen.

Der findes lige så mange bøger om børneopdragelse, som der findes (velmenende) råd fra folk med og uden børn. Det vigtigste er, at man er den bedste forælder, man kan være, og at man følger sin mavefornemmelse, når det kommer til at opdrage ENS EGET BARN. Og hvis dit barn trives, udvikler sig, og er glad -jamen, så gør du da et eller andet rigtigt, ikke?

Er der nogen ting du sagde FØR du fik børn, at du aldrig ville gøre, men gør?

Tak fordi du læste med! Husk at du kan følge Regnbuemor på Instagram (regnbuemor.dk) og Facebook (Regnburmor.dk). Jeg bliver mega glad, hvis du følger bloggen.

Hov! Du glemte at ønske tillykke! Regnbuemor 4 år!

Hov! Du glemte at ønske tillykke! Regnbuemor 4 år!
Regnbuemor a.k.a. Sophie

Tiden flyver når man er i godt selskab, og således er der pludselig gået fire år med det her bloggeri! Og jeg elsker det! For 4 år siden – i februar måned -skrev jeg mit allerførste indlæg, som var en hurtig præsentation af vores lille familie, som dengang “kun” var på to børn og to voksne. Bloggen var både ment som en gave til vores børn, men lige så meget for at skabe awareness omkring regnbuefamilier. Jeg ville gerne vise, at selvom vores familiekonstellation er sat lidt anderledes op med mor, mor og børn, så er vi i bund og grund en hel almindelig familie, som laver helt almindelige ting som at smøre madpakker, råbe efter ungerne når de smider tøj deres på gulvet og som laver en masse spændende ting sammen med ungerne!

4 stk ønskebørn, februar 2017 (Isabella, 8 år, Nicolaj, 6 år og Tristan og Nohr 4 måneder)

Isabella er nu 10 år og går i 4. klasse. Hun er vild med mode, trends, skiløb og med at spille Sims på sin Macbook -og så er hun stadig den mest empatiske, skønne pige. I fritiden går hun til trampolin, som hun udskiftede skøjteløbet med i efteråret, og hun er virkelig glad for skiftet. Vi begynder at kunne mærke lidt preteentendenser, og hun sætter nogen gange mødrene lidt på prøve med sine rappe replikker, men hun er bare en dejlig pige.

Nicolaj er 8 år og går i 2. klasse. Han er vild med at spille Fortnite, og går meget op i spillet sammen med sine venner. Han er en yderst kvik dreng, som har meget nemt ved at lære -og så er han dygtig til at snøre sine mødre. Han er netop stoppet til fodbold, og går nu og overvejer, hvad han nu vil gå til.

Tristan og Nohr er netop fyldt 2,5 år. Tristan er en lille finurlig og sjov fætter, som elsker at fjolle rundt og sætte gang i gaden. Han minder utrolig meget om Isabella, og er en følsom lille fyr, som krammer alle der bliver kede af det. Han er vild med biler og dinosauere, og så elsker han at fræse rundt på sin løbecykel.

Nohr elsker at fortælle lange volapykfortællinger, at blive kildet og kilde sin mor, og så tager han sig så godt af alle omkring sig. Hvis han får noget slik, giver han straks noget til Tristan, og får han kun et stykke, giver han sit eneste stykke til brormand. Han kommer med legetøj og andre ting til Tristan, og finder han skrald i huset, går han straks ud med det til skraldespanden. Han er et rigtigt lille ordensmenneske. Nohr er også vild med dinosauere og biler, og drengene er virkelig gode til at lege sammen.

Begge drenge snakker ikke så meget endnu. De skal begge have dræn i ørerne på mandag, på grund af undertryk og dårlig hørelse, så vi er spændt på om vi får to sludrechatoller med hjem fra ørelægen igen.

Nå tilbage til bloggens fødselsdag…Tak til alle jer som læser, kommenterer, deler og følger med på bloggen. Det betyder rigtig meget for os! Jeg får så meget glad og positiv feedback på bloggen, at det bestemt gør det det hele værd at bruge så mange timer på at skrive. Fortsæt endelig med det! Tak for jer!

Tak fordi du læste med! Husk at du kan følge Regnbuemor på Instagram (regnbuemor.dk) og Facebook (Regnburmor.dk). Jeg bliver mega glad, hvis du følger bloggen.

Regnbuemors nytårstale…eller…Året der gik…Bare læs, ok!?

Regnbuemors nytårstale…eller…Året der gik…Bare læs, ok!?
Regnbuemor -aka Sophie

For 5 år siden lavede jeg et nytårsfortsæt, som er det eneste jeg nogensinde har holdt, og som jeg har holdt fast i lige siden: Jeg vil kun tilbringe tid med mennesker, som vil mig det godt, og hvis selskab jeg nyder. Det har kostet lidt venner og et par brødre med familie, men det er det bedste jeg nogensinde har gjort for mig selv! Livet skal leves, og den sparsomme fritid man har, skal bruges konstruktivt og med mennesker, man holder af.  Jeg tror ellers egentlig ikke rigtig på nytårsfortsætter, men det her…ja, det virker sgu! Og ved i hvad? Jeg mangler på ingen måde de mennesker i mit liv. Nu skal det jo ikke forstås som, at jeg skubber alle omkring mig væk. Vi har rigtig mange fantastiske mennesker i vores liv, hvis venskab eller familiebånd jeg sætter stor pris på. Men jo mere voksen jeg bliver, des mere forstår jeg vigtigheden af, at man ikke skal lade sig træde på, ikke skal finde sig i hvad som helst, og ikke skal holde fast i ting der VAR, men fokusere på ting der ER.

2018 bød på rigtig mange gode stunderoplevelser og rejser, som vi holder utrolig meget af i vores familie.

I januar fyldte jeg 37 år, som jeg nøjedes med at fejre med min kone og børn. Jeg gør ikke det store nummer ud af min egen fødselsdag, så vi hyggede os bare og tog lidt ud at spise.

Isabella på ski for første gang
Ambulance til Nohr

I februar havde jeg Isabella med på hendes allerførste skiferie, som gik til Wagrain i Østrig. En super dejlig (og tiltrængt efter 9 års skipause) skiferie, hvor vi rejste på en forældre-barn-skitur, så Isabella ville have en masse børn at lege med, og mig en masse voksne at snakke med. Isabella viste sig at være en haj på ski, og allerede første dag susede hun ned ad bakkerne. På tredjedagen var det hende der ventede på mor her, når vi stod ned at pisterne -med sætninger som “Kom nu mor, jeg troede du sagde du var god til at stå på ski?!” og “Bare tag det roligt ned ad bakken mor, jeg kan se du bliver bange!”. Dejlige møgunge! Vi tager i øvrigt på ski igen til februar med en af mødrene og hendes datter, som vi mødte på sidste års skiferie. Det bliver super hyggeligt.

Februar blev desværre også måneden, hvor Nohr prøvede at være på sygehuset to gange inden for meget kort tid. Først spiste han (måske) en af sin morfars (min far) farlige piller, og skulle have aktivt kul, og kort tid efter prøvede han at køre i ambulance for første gang, efter han havde slået hovedet meget kraftigt, været vågen, og så pludselig blev helt ukontaktbar. Noget af en forskrækkelse.

I marts blev mødrene luftet til en Thomas Helmig koncert på Odeon i Odense, hvor vi først spiste på MASH og derefter nød den fede koncert. Det var fantastisk med alenetid, som vi kun sjældent har.

Fest i Weissenhaüser

I april tog vi til Weissenhaüser Strand i Tyskland til en feriepark med stort vandland og legeland. Vi var afsted med vores veninde, Tina, og havde en super skøn tur. Det var vores andet besøg i Weissenhaüser og bestemt ikke det sidste.

Det var også i april at vi tog hul på vores sæsonkort til Tivoli Friheden og Legoland, som vi holder meget af at komme i.

Lalandia
Nicolaj med armen i gips

I maj tog vi en tur til Lalandia med Lisettes forældre, søster og hendes kæreste og barn. En rigtig skøn tur. Vi er vilde med Lalandia, og har i mange år holdt 1-3 ferier eller forlængede weekender i Lalandia. Det var også i Lalandia at Nicolaj prøvede at brække noget for første gang. Han brækkede nemlig sin lillefinger i Monky Tonkyland og endte med armen i gips i tre uger. Jeg tror han synes, det var lidt sejt.

Lille Tristan indlagt

I juni blev Tristan, midt i den varme måned, indlagt med umåleligt højt infektionstal og dobbeltsidig lungebetændelse. Den lille mand var indlagt i 5 dage, og var temmelig skidt. Han blev heldigvis frisk igen, så han kunne nå med  på et besøg på Det Fynske Dyrskue med dagplejen, hvor drengene var super begejstrede for at se alle dyrene og hygge med deres små venner.

På bilferie

Juli måned bød på tre ugers SKØN ferie for os i Tyskland, Holland og i sommerhus. For første gang kunne man følge med på bloggen efter hver rejsedag, som gik til Hamborg, Slagharen forlystelsespark (Holland), Westerbergen Vakantiepark (Holland), Amsterdam (Holland) og til sidst en uge i Lisettes forældres skønne sommerhus i Odsherred. Vi formåede at rejse i tre uger for 9000 kr i alt for os alle 6 +benzin, mad, lommepenge og entreer. Første afsnit af vores rejsefølgeton kan læses HER

I juli lavede vi også sæsonkort til Sommerland Sjælland, da det ligger meget tæt på svigernes sommerhus, og vi nåede to besøg i løbet af ugen i sommerhus. Og vi nåede naturligvis også at besøge Tivoli Friheden og Legoland.

Popsi og Krelle-koncert på Børnetorvet

August bød på Popsi og Krelle-koncert på Børnetorvet i Odense, hvor vores to små drenge oplevede deres store idoler for første gang. Kæmpe hit.

Fødselsdagsdrenge
Popsi og Krelle-kage
Fødselsdagsbord
Halloween i Tivoli Friheden

I september havde vi Isabella med til hendes første “voksenkoncert” ,ed Thomas Helmig, og pigebarnet var intet mindre end begejstret. Der blev sunget, danset og hygget.

September blev også måneden, hvor jeg lagde min livsstil om og begyndte at spise efter SENSE-principperne. Det er i skrivende stund blevet til minus 15 kg!

30. september fyldte Tristan og Nohr 2 år. En dag der blev fejret i starten af oktober med et brag af en Popsi og Krelle temafødselsdag. I oktober var vi også til Halloween i både Legoland, Tivoli Friheden og Tivoli i København, og vi fejrede at Lisette fyldte 38 år den 22.

Nicolaj 8 år
Unicornkage
Unicornfest

I november fyldte Nicolaj 8 år. Han havde valgt at han på dagen gerne ville i en trampolinpark, Jumping Fun og spise aftensmad på McDonalds. Nicolaj holdt en skøn Harry Potter-temafødselsdag for sine kammerater, som blev et stort hit.

November blev også måneden, hvor vi fejrede Isabellas kommende 10-årsfødselsdag med et brag af en Unicorn-temafest for familien og hendes bedste veninde.

Isabella 10 år -stor dag
Julebag i Tarup Centret
Julebag lillejuleaften

8. december fyldte Isabella 10 år. Første runde fødselsdag! En stor dag hun havde set frem til længe. Hjemme hos os bestemmer fødselaren dagens gang, så vi startede med brunch i byen, herefter 8-9 timers powershopping og til sidst stor kinesisk buffet. Skøn dag.

December måned bød også på Popsi og Krelle julekoncert,  julebagning i Tarup Centret for jeg-ved-ikke-hvilken-gang, hygge og nogle skønne juledage i familiens skød, hvor Isabella tog en tur i Tivoli i København med sin moster, vi hyggede i Dinos Legeland og tog i biografen et par gange.

2018 blev sluttet af med et brag af en nytårsfest med flere af vores gode venner med børn. Vi var 8 voksne og 13 børn nytårsaften, og det var simpelthen så hyggeligt at feste sammen på børnenes præmisser.

Nu har vi taget hul på 2019, hvor vi allerede har flere oplevelser på ærmet. Til februar tager Isabella og jeg 10 dage på ski til Bad Gastein i Østrig. Februar byder også på Lukas Graham-koncert til de voksne. I marts skal vi en lille uge til Weissenhäuser Strand, I april skal vi overnatte på det nye Legoland Castle og Isabella og os skal overnatte en nat i København, hvor hun bestemmer hvad vi skal lave (noget af hendes fødselsdagsgave), i maj skal ungerne til ComKean-koncert (en youtuber), i sommeren regner vi med at tage tre uger til Disneyland/Paris/Frankrig/Amsterdam, i juli skal vi til Marcus og Martinuskoncert i Malmø og Ed Sheeran-koncert i Odense og oktober byder på Ariana Grandekoncert.

Vi ser frem til en masse skønne oplevelser i det nye år, og vil gerne takke alle jer der trofast læser med og kommenterer på bloggen. Det betyder utrolig meget! Tak for jer.

Tak fordi du læste med! Husk at du kan følge Regnbuemor på Instagram (regnbuemor.dk) og Facebook (Regnburmor.dk). Jeg bliver mega glad, hvis du følger bloggen.

Del 3: Har Nicolaj lidt skade?

Del 3: Har Nicolaj lidt skade?

Fortsat fra DEL 2

Lille møssemonster

Vi er nu tilbage på afdelingen. Fordi Nicolaj har været så dårlig af sin herpesinfektion, bliver han indlagt på en isolationsstue, da der stadig mangler svar på flere prøver. Nicolaj er ude at sin CPAP, og ligger nu kun med saturationsmåler på, som man måle hans puls og hans iltmætning. Jeg stirrer ofte på apparatet, og giver det den mindste lyd fra sig, bliver jeg fysisk dårlig, selvom Nicolaj retter sig spontant hele tiden, og jo heldigvis er i bedring. Afdelingen har fået besked på, at jeg skal have lov at være mor og ikke sygeplejerske, og jeg oplever da også, at jeg ikke i samme grad føler mig alene med Nicolaj. Lisette og Isabella besøger os hver dag. Isabella har fået nogle sår på brystkassen, som har vist sig også at være herpes, så hun må kun besøge os inde på selve isolationsstuen, og må ikke komme ud i afdelingen. Jeg ammer igen Nicolaj, men det er en hård kamp, da han ikke har mange kræfter til at spise, og fordi han faktisk taber sig en smule. Han sutter også skævt (det viste sig senere, at han var låst i nakke og bækken, men det vidste vi ikke der), så mine brystvorter er blødende sår. Jeg prøver at malke ud til ham, selvom også det er en smertelig affære. Overskuddet er næsten lig nul, men jeg er totalt pro ammer, så jeg kæmper, og sygeplejerske kommer med salver og gode råd.

Jeg har masser af tid, så jeg sidder og observerer Nicolaj hele tiden. Jeg synes måske han er en smule beløjet, og frygter at han er blevet hjerneskadet. Han er stadig rigtig træt, så det kan selvfølgelig også tilskrives trætheden, men havde lægen ikke sagt, at hvis han i bedste fald undgik døden, ville han få senfølger? Jeg spørger hver eneste læge som kommer ind på stuen om fremtidsudsigterne. Sammenholder svarene, som de naturligvis ikke kan give. Der er planer om at skulle lave EEG målinger af hjernens impulser, han skal have lavet fornyet rygmarvsprøve og vi kan se frem til flere uger, minimum 3 i alt, på Aciclovirbehandling mod herpes. Han får taget mange blodprøver hver dag, og efterhånden er hans hæle, hvor prøverne bliver taget, helt blå. Han har tidligere ikke reageret, når disse prøver blev taget, men nu bliver han ked af det -et godt tegn på, at han er i bedring. Jeg beder lægerne om kun at ordinere de vigtigste prøver, eller i det mindste at få taget flere prøver samtidig. Jeg kan slet ikke klare at se den lille mand så ked af det. I løbet af den første uge blev han stukket mindst 50 gange.

Et par dage efter ringes jeg op af Lisette. Isabella og hende sidder i Børnemodtagelsen, da Isabella er rigtig dårlig og har 41 i temperatur. Det løber mig koldt ned ad ryggen. Ikke igen. Jeg ved jo, at Isabella også har en herpesinfektion, som hun er i behandling for, og frygter det værste. Isabella er bleg, forkvalmet og har ondt i maven. Lægen tør ikke andet end indlægge hende, da hendes lillebror er så hårdt ramt. Hun skal isoleres, da man ikke rigtig tør andet da Nicolaj er så syg. De må dog ikke ligge på stue sammen, da hun evt kan smitte Nicolaj med noget andet, så Lisette og jeg sidder på hver vores side af gangen på hver vores isolationsstue. Heldigvis er Isabella allerede i bedring dagen efter, hvor hun udskrives. Hun må dog ikke komme på afdelingen før hendes udslæt er helt væk, så jeg må undvære hende i 5 dage. Det længste vi nogensinde har prøvet.

Lille Isabella, på 23 måneder, på besøg på sygehuset

Tårerne løber ned ad kinderne. Jeg prøver igen og igen at lægge Nicolaj til brystet, men smerterne er så store, at jeg til sidst må kapitulere. Jeg får en veninde til at hente nogle mælkestopspiller på apoteket, selvom det sårer mig dybt ind i sjælen. Overskuddet er nul. Drengen bliver ved med at tabe sig, og jeg har prøvet alt for at få amningen op at køre igen. Beslutningen har været flere dage undervejs, men da jeg til sidst ikke engang kan få mig selv til at sætte mælkepumpen til brystet, kapitulerer jeg. Oven i det har jeg haft en urinvejsinfektion, som jeg ikke kunne komme i behandling for, da man ikke måtte få det pågældende apparat, når man ammede. Derfor startede jeg straks behandling derefter.

Nicolaj i bedring

Nicolaj får det bedre dag for dag. Lægerne bliver langsomt mere og mere optimistiske. Vi er blevet rykket ud af isolation, og ligger nu på samme stue, hvor Nicolaj lå, da han røg på intensiv. Sygeplejersken har taget saturationsapparatet af ham. Det må kun være på om natten. Jeg var slave af det, selvom jeg godt ved som sygeplejerske, at man skal huske at kigge på patienten. Nicolaj er stabil. Han sover stadig en del, men har flere og flere vågne stunder. Den seneste rygmarvsprøve viste stadig herpes i spinalvæsken, men snart skal han tjekkes igen. Til EEG-undersøgelsen af hans hjernes impulser, er alt fint, hvilket er et godt tegn. Jeg begynder at turde tro på, at jeg får min lille mand hjem nogenlunde hel. Kigger stadig efter tegn på spasticitet eller anden hjerneskade, men lægernes optimisme smitter af på mig. Uanset hvad skal han følges i ambulatoriet indtil skolestart, siger de. De kan ikke spå om han får indlæringsvanskeligheder før skolealderen.

Nicolaj EEG-måles

Jeg har som ventet fortrudt ammestoppet, selvom jeg ikke rigtig havde noget valg. En uge efter ammestoppet, begynder jeg at prøve at pumpe mælk ud hver tredje time hele døgnet. Der kommer kun få dråber, men som dagene skrider frem, får jeg faktisk gang i mælkeproduktionen igen. Sygeplejerskerne er skeptiske og tror ikke rigtig på forsøget, men jeg er stædig og har googlet på livet løs, og til sidst er der mælk nok til, at jeg kan lægge Nicolaj til igen! Sejr! Nicolajs sundhedsplejerske anbefaler at jeg får ham til kiropraktor, fordi han sutter skævt, og der viser det sig at han er låst i nakke og bækken. Da det rettes op, ammer han helt normalt, og fra den dag nægtede han at få mere flaske. Nicolaj er nu i så meget bedring, at han kan komme hjem i dagtimerne, hvor der kommer en sygeplejerske og giver ham IV-medicin. Vi sover stadig på afdelingen om natten. Den seneste rygmarvsprøve har vist, at der ikke længere kan måles herpes i spinalvæsken, og jeg tør se frem mod udskrivelse, selvom det også er ekstremt skræmmende.

Da vi har været indlagt i 23 dage udskrives Nicolaj med åben indlæggelse, så han kan komme ind til hver en tid. Nicolaj er da 27 dage gammel. Han skal følges tæt i ambulatoriet til skolealderen, men lægerne vælger at ændre planerne. Ved første kontrol som 4-mdr gammel er Nicolaj langt fremad i sin udvikling, og som 1-årig vælger de at afslutte ham i ambulatoriet, da han er langt langt længere fremme end sine jævnaldrende. Nicolaj krøb 3 mdr gammel, kravlede 6 mdr gammel, tog første skridt 8 mdr gammel og løb 10 mdr gammel. Da han smed bleen som 2,3 år gammel, var gevinsten en ny cykel. Drengen, som også var fantastisk god sproglig, nægtede at skulle have støttehjul på cyklen, og bad cykelhandleren tage dem af -hvorefter han bare cyklede uden! Nicolaj går nu i 2. kl, hvor han ligger blandt de bedste i alle fag i klassen. Vi er meget stolte af vores dreng, og taknemlige over, at han kom igennem forløbet uden mén. Vi anede ikke, at herpes var så farlige for babyer. Lisette havde et lille forkølelsessår, som først brød ud efter Nicolajs indlæggelse, men som formentlig har smittet Nicolaj ved de kys han fik som nyfødt. Vi anede ikke at det kan ende fatalt for små babyer, og ingen fik lov at kysse på Tristan og Nohr, da de var små.

Lisettes elskede, nu afdøde, mormor sagde, at man kunne i Nicolajs øjne, at han havde danset med engle. Der var i hvert fald nogen der holdt hånden over Nicolaj, og hvilken fantastisk dreng vi fik lov at beholde! Vi sender ofte en kærlig tanke til den kontante overlæge, som havde været så skarp at sætte Nicolaj i den rette behandling allerede på 2. dagen. Hvis han ikke havde gjort det, havde vi nok ikke haft Nicolaj i dag. Da selvsamme læge i slutningen af indlæggelsen sagde, at nu skulle Nicolaj nok overleve, vidste jeg at han talte sandt. TAK er kun et fattigt ord. Tak for Nicolaj og tak for dygtige læger.Tak fordi du læste med!

Husk at du kan følge Regnbuemor på Instagram (regnbuemor.dk) og Facebook (Regnburmor.dk). Jeg bliver mega glad, hvis du følger bloggen.