Alle børn fortjener en far, eller?

Alle børn fortjener en far, eller?

 

Verdens dejligste børn -Isabella, Tristan, Nohr og Nicolaj

Jeg har altid vidst, at jeg gerne ville have børn en dag. Jeg har altid været vild med børn, og alligevel kom jeg i tvivl om jeg ville have det, da jeg havde fundet sammen med en kvinde. For var det ikke synd for børnene, at Read More

Tak fordi du læste med!

Tak Tina -hvad skulle vi dog gøre uden dig?

Tak Tina -hvad skulle vi dog gøre uden dig?
Tina. STJERNE veninde

Vi er beriget med rigtig mange fantastiske mennesker i vores liv -og TAK for jer. Når man er en familie med fire børn under 10, har man rigeligt at se til, og en masse logistik der skal gå op hver uge. Når bedsteforældrene så tilmed bor på Sjælland, så kan man godt være lidt på skideren en gang imellem. I hvert fald hvis det ikke var takket være vores fantastiske veninde, Tina, som altid går ud af sin vej for at hjælpe os og alle dem hun kender, uden at forlange eller forvente noget igen.  Read More

Tak fordi du læste med!

9 år siden og evigt savnet

9 år siden og evigt savnet

I dag er det 9 år siden min mor døde. Det føles som meget længe siden, og alligevel lidt som i går. Hun mangler. Meget. Men livet går videre, og man lærer at leve med savnet og glæde sig over alle de gode stunder, vi nåede at have sammen. Hun var en skøn, sjov og empatisk mor, og jeg ville sådan ønske, at hun havde nået at se mine børn, hendes børnebørn, vokse op. Heldigvis nåede hun at møde Isabella, som var knap 8 måneder da hun døde, og mor fylder i Isabellas bevidsthed, selvom Isabella ikke kan huske hende. Vi kalder hende englemormor, for børnene er så heldige at have en mormor mere -Mormor (Connie), som er Lisettes mor. Hun er en fantastisk mormor for ungerne, og de forguder hende.

Jeg savner mor hver dag. Mangler hende til at snakke med og få gode råd, når livet kræver sin mors visdom. Mangler at have min elskede, dejlige mor her på jorden❤️

Æret være dit minde mor

Lene Bramsbye

29.10.42 – 04.08.09

Tak fordi du læste med!

KRÆFTedeme bekymret for brystkræft

KRÆFTedeme bekymret for brystkræft

I 1970´erne døde min mormor, som jeg desværre aldrig nåede at møde, af brystkræft. I 2009 var det min elskede mor der bukkede under for selvsamme sygdom. Jeg har altid frygtet at selvsamme lortesygdom skulle ramme mig. Alligevel har jeg været en hat til at få mig selvundersøgt, hvilket er paddehattedumt! Forrige torsdag, da jeg var gået i seng, tænkte jeg dog pludselig, at jeg hellere måtte mærke efter på mine bryster. Jeg ved ikke, hvad der lige fik mig til det dér, men jeg frøs til is, da jeg mærkede en knude i mit venstre bryst. Den havde jeg ikke mærket før. For lidt over en måned siden havde jeg bemærket, at min brystvorte så lidt anderledes ud, men havde egentlig slået det lidt hen (idiot!), og i lang tid har jeg været irriteret over hævede lymfer under armen. Nu hvor jeg også mærkede knuden, blev jeg oprigtigt nervøs. Næste morgen prøvede jeg at få fat i lægen, men forgæves, da de havde lukket den dag. Lige mit held. Jeg måtte derfor vente hele weekenden på at kunne få ringet, da det er et job for egen læge og ikke vagtlægen.

Min dejlige mor, som heldigvis lige nåede at møde Isabella (tv)

Mandag den 04.06.18 tog jeg på arbejde om morgenen, og fik så fat i lægen i lægernes telefontid. Jeg kunne heldigvis få en tid samme eftermiddag, og dagen på job var præget af bekymring og grådlabilitet. Besøget hos lægen bekræftede desværre min frygt. Lægen kunne også godt mærke knuden og se brystforandringen, og 1-2-3 var jeg blevet til en patient i en kræftpakke! Jeg fik en tid til mammografi, ultralyd og lægesamtale den kommende fredag. Jeg reagerede faktisk ikke rigtig på det før jeg næste dag mødte op på job. Et par kollegaer vidste, at jeg var taget til lægen dagen før, og spurgte høfligt ind til det, hvorefter jeg brød sammen og sagde, at jeg var kommet i et brystkræftpakkeforløb.

Hele ugen var præget af bekymring, og på selve dagen for undersøgelsen kunne jeg næsten ikke fungere på jobbet, fordi jeg simpelthen var så bange for svaret! Hver gang en kollega spurgte ind til den kommende undersøgelse, brød jeg sammen. Det var derfor også med en kæmpe knude i maven, at jeg betrådte røntgenafdelingens mammografiafsnit. Jeg var meget stille og meget alene. Jeg ville nemlig ikke have nogen med, selvom flere havde tilbudt at følge med mig. Jeg følte ikke, jeg kunne rumme andre end mig selv.

Det var helt surrealistisk at stå inde til mammografien. Mine tanker gik til min mor, hvis forløb også startede med en mammografi, og jeg kæmpede for at bevare fatningen. Efter at have fået mast mine ammeflade bryster endnu mere flade, skulle jeg ind til en læge som skulle ultralydsscanne og beføle brysterne. Lægen kunne sagtens mærke knuden i brystet og mærke de hævede lymfer i armhulen, men var umiddelbart ikke så bekymret under scanningen. Hun valgte derfor ikke at tage en biopsi, men afsluttede mig fra kræftpakken. Umiddelbart blev jeg lettet over svaret, men allerede en time efter levede bekymringerne igen i fuld flor i maven, som havde jeg en kæmpe knude af angst og nervøsitet. Mavefornemmelsen var simpelthen forkert! Da jeg i løbet af weekenden talte med flere venner, som kendte folk som var blevet fejldiagnosticeret med, at det “bare var kirtelvæv” lige som jeg fik at vide, valgte jeg, at jeg simpelthen bliver nødt til at få lidt afklaring her.

Nu har jeg gået hele weekenden uden den forløsning som svaret burde have givet i fredags. Grådlabiliteten forsvandt med svaret i fredags, men mavefornemmelsen skriger efter en reel afklaring. Jeg har derfor kontaktet røntgenafdelingen igen, og de gik med til at lave en fornyet ultralyd om en måned med evt biopsi. Det har givet mig ro i sjælen, og forhåbentlig kan en biopsi give mig det gode svar jeg har brug for.

Det var KRÆFTedeme noget af en forskrækkelse…

Tak fordi du læste med!