Udskrevet! Verdens sejeste!

Udskrevet! Verdens sejeste!
Syg far, bekymret datter

Verdens sejeste far!

For ca 5 år siden var jeg vanvittigt bekymret for min far, som var blevet indlagt hundesyg med tarmslyng. Han blev svagere og svagere, blev smidt rundt på den ene afdeling efter den anden (10 stk på fire forskellige sygehuse) og mine søskende og jeg var virkelig bekymrede for, at han ikke klarede den. For 5 uger siden stod vi med samme problematik -denne gang med et langt mere alvorligt billede! (Læs mere HER). Lægerne mistænkte alvorlig cancer med virkelig dårlig prognose, min far var hundesyg og kiloene RASLEDE af ham (over 20 kg). Jeg forberedte mig mentalt på, at han ville dø snart. Min stærke, intelligente, seje far -kun en skygge af sig selv. Jeg forberedte mine brødre på, at udfaldet nok var døden. Jeg forberedte mine børn på, at morfar var alvorligt syg. Av!

Jeg fejler sgu ikke noget alvorligt…

…sagde min evigt optimistiske far, selvom hans mad ikke kunne passere mavesækken, blodprøverne var skæve og kiloene fortsat raslede af. “Jeg har sgu ikke kræft. Jeg har lovet dig at blive mindst 100 år. Bliver jeg ikke det, så går det nok også. Jeg har haft et langt og godt liv”. Selv om min far ikke troede på diagnosen, var han alligevel lidt nervøs for prognosen, for han begyndte at fortælle os, hvem der skulle have hvad. Cancerdiagnosen troede han dog ikke på!

Stærke, intelligente, seje far!

Svar på undersøgelser

Som dagene gik kom der svar på flere og flere undersøgelser. Lægerne var stadig i vildrede, men ingen af prøverne bongede ud for cancer (læs mere HER). Min far havde fået lavet endnu en gastroskopi, denne gang i narkose, og der havde de set, at han havde gastroparese (lammelse af mavesækken/slap mavesæk). Han kom i behandling, og pludselig kunne maden igen passere ned gennem mavesækken. Han kunne begynde at spise, slippe for den parenterale ernæring og fik langsomt energi igen! Der er stadig ikke svar på de sidste prøver, men vi forventer ikke cancer. Lægerne har dog fundet lidt forandringer i spiserøret, som kan være et forstadie til kræft -men det skal der”bare” holdes øje med!

For fem uger siden troede vi far skulle dø

…men han er gjort at et fantastisk stærkt stof. HAN ER NEMLIG BLEVET UDSKREVET!!! Han skal have lidt mere hjemmehjælp her i starten, mindes om at huske at drikke mm -men han er udskrevet. Lægerne ved stadig ikke, hvad der præcis skete, men medicinen virker, han får det bedre for hver dag der går -og jeg tror ikke jeg bliver forældreløs lige om hjørnet.

Stærke, intelligente, seje far, som nu har snydt døden to gange!

Tak fordi du læste med! Husk at du kan følge Regnbuemor på Instagram (regnbuemor.dk) og Facebook (Regnburmor.dk). Jeg bliver mega glad, hvis du følger bloggen.

Lægerne leder efter en cancer, men de leder i blinde…

Lægerne leder efter en cancer, men de leder i blinde…
Svagelig far i sygesengen

Fortsat fra indlægget 17 dages stilhed, alvorlig baggrund.

Alt ved gastroskopien så dystert ud, og som sygeplejerske kunne jeg ikke lade være med at Google på de fund, da havde gjort sig ved gastroskopien og CT-scanningen med kontrast. Takket være Sundhed.dk, kunne jeg løbende følge med i min fars journal, hvilket han havde givet tilladelse til. Her holdt jeg øje med blodprøvesvar, biopsisvar og journalnotater (med 1-2 dages forsinkelse), og måtte flere gange gøre personalet på afdelingen opmærksom på ting. F.eks. da visse blodprøver blev mere og mere “skæve”; da min far ikke blev vejet fast trods stort vægttab inden indlæggelsen; da der ikke var ordineret fysioterapi; da han burde få anlagt CVK til den parenterale ernæring og da der ikke blev bestilt “sladrehanks”blodsukker, da min far pludselig præsterede et tårnhøjt blodsukker o.s.v. Som pårørende med sundhedsfaglig baggrund, har jeg nok været lidt af en pestilens med alle mine spørgsmål, men jeg havde et helt andet indblik i journalen, fordi jeg kun skulle holde øje med min fars journal, og fx ikke over 10 journaler, som man ellers skal holde øje med. Lad mig bare sige, at jeg den sidste måneds tid virkelig har udviklet min viden inden for mave-tarm-medicin, som jeg ellers aldrig har arbejdet indenfor!

Et hyggeligt aftenbesøg hos min elskede farmand

Vi leder efter en cancer, men vi leder lidt i blinde…

…fik jeg at vide, da jeg talte i telefon med en af sygeplejerskerne. På grund af det store vægttab, som selvfølgelig til dels kunne skyldes ventrikelretentionen (ingen passage mellem mavesæk og tarme), var lægerne meget opsatte på, at der måtte være en cancer et eller andet sted. Alt hvad min far spiste, blev nede i mavesækken uden at komme videre, og han tabte sig yderligere 7 kg den følgende uge. Der blev planlagt flere undersøgelser i form af endnu et par gastroskopier (kikkertundersøgelse nede i maven), røntgen og parenteral ernæring (ernæring via drop uden om mavesækken). Jeg var forbandet bekymret for min far, som jeg var sikker på, jeg kun havde i kort tid endnu, og det gjorde, at jeg arbejdede på højtryk hele tiden med al min tankevirksomhed. Min evigt optimistiske far, tog det meste med ophøjet ro. I hvert fald udadtil. Han troede ikke på lægernes dystre profetier, og var som altid optimistisk.

Nicolaj og morfar -i bedring

Far i narkose

Til dem der ikke kender gastroskopier, er det en lille kikkert som føres ned gennem halsen og ned i mavesækken. Patienten får lidt beroligende, men det er stadig en ganske ubehagelig undersøgelse. Lægerne havde problemer med at få undersøgt min far ordentligt, da han havde svært ved at kooperere til undersøgelsen, så de besluttede sig for at lave en tredje gastroskopi -men denne gang i narkose. Og hurra for narkose. Fordi min far sov, kunne lægerne uden problemer få kigget godt og grundigt i mavesækken. De tog nogle biopsier, som vi endnu mangler svar på, men de gjorde sig også en yderst interessant opdagelse: Min far har gastroparese (en “slap” mavesæk), som dækker indgangen til tarmene, så maden ikke kommer videre! Der var altså ikke ventrikelretention og måske er vi endda så heldige, at der ikke er cancer! Måske kan det klares medicinsk, måske skal der lægges en sonde direkte ned til tarmene -men status er, at jeg er gået fra en udsigt til at blive forældreløs meget snart til forhåbentlig at få lov at beholde min far et godt stykke tid endnu!

Far (a.k.a. julemanden) og datter

Vi holder vejret i spænding -og håber at de medicinske tiltage virker -og at de sidste biopsier ikke viser cancer! Tænk at jeg nok får lov at beholde min far lidt endnu.

Tak fordi du læste med! Husk at du kan følge Regnbuemor på Instagram (regnbuemor.dk) og Facebook (Regnburmor.dk). Jeg bliver mega glad, hvis du følger bloggen.

17 dages stilhed, alvorlig baggrund.

17 dages stilhed, alvorlig baggrund.

Alvorlig stilhed

I de 4 år jeg har blogget på regnbuemor.dk, er det endnu aldrig sket, at der er gået 17 dage uden skriverier. Rekorden er vel en uge, og jeg ønsker heller ikke, at der går længere mellem indlæggene. Baggrunden er dog af alvorlig karakter, og mit fokus har været alle andre steder end på bloggen. Min far blev indlagt for 4 uger siden, og de sidste uger har været en mental rutschebanetur. Det har virket så hult at skrive om de sædvanlige familieting, og det her indlæg har været i tankerne flere gange. Min far har givet tilladelse til, at jeg skriver dette indlæg.

Min søde far, som vi kender ham normalt

For 4 1/2 uge siden blev jeg ringet op af min far…

Han havde det skidt, var træt hele tiden, havde kvalme, havde ingen appetit og følte sig yderst forstoppet. Samme morgen havde han taget elscooteren ned til sin læge i nabobyen, og forlangt at blive set. Lægen kunne se, at min far havde tabt sig rigtig meget. Han tog blodprøver -og sendte så ellers min svagelige far hjem. Min far, som ellers er i rigtig fin stand trods sine 87 år, var ikke blevet meget klogere, og var alligevel så autoritetstro, at han bare kørte hjem. Lægen var dog snarrådig nok til at kontakte visitatoren i kommunen, og vedkommende havde kontaktet mine brødre for et møde. Det var det møde mine brødre var på vej til, da de kom forbi min far den 22.august. Og det var den dag de så en lille, spinkel, afkræftet mand sidde i sin lænestol. Han havde tabt sig et sted mellem 15-20 kg de sidste uger, var afkræftet og bleg. Ikke en holdbar situation.

Min far som han så ud, da mine brødre kom forbi

En ambulance kom og hentede min far for at køre ham til Akutmodtagelsen på Slagelse Sygehus…

Blodprøverne var “skæve”, nyretallene alt for høje og min far svært dehydreret. Efter mange timers ventetid blev han overført til Mave-tarm-medicinsk afdeling, hvor der blev planlagt en masse forskellige undersøgelser, for ingen vidste præcis, hvad min far fejlede. Der blev bestilt en CT-scanning med kontrast, men på grund af de dårlige nyretal, måtte min far først hydreres op, og først 4 dage senere kunne han komme en tur i scanneren.

Om mandagen kom første melding: Min far havde ventrikelretention (ingen passage mellem mavesæk og tarm), og videre plan skulle lægges. Derudover også en cyste på hjertet, væske i lungerne, brok og forskubbede organer. Han tabte sig fortsat i vægt og maden kom ikke videre end mavesækken. Imidlertid forstod han ikke, hvad diagnosen gik ud på, for han bad om at blive udskrevet uden yderligere udredning. Jeg var ulykkelig og uforstående, for han ville blive udskrevet til den sikre sultedød, da han ikke kunne optage føde. Han frasagde sig hjertestopsbehandling, intensivbehandling og medicin og ville bare hjem. Der blev bestilt fuld hjemmepleje og sat en masse i værk. Jeg var grædefærdig, og forstod ikke, hvordan en ellers så livsglad og selvhjulpen mand bare kunne udskrive sig til den sikre død. Jeg besluttede mig dog for IKKE at prøve at påvirke min fars beslutning, da han er 87 og var ved sine fulde fem. Jeg havde dog rigtig svært ved at acceptere, at jeg i en alder af 38 år skulle være forældreløs (mistede min mor for 10 år siden).

Jeg besøgte ham om torsdagen, hvor jeg egentlig bare gerne ville se ham, da vores tid sammen nu var knap. Udskrivelsen var planlagt til fredag. Det første han sagde, da jeg kom ind ad døren var, at han havde besluttet sig for at genoptage undersøgelserne og behandlingen. Han ville dog fortsat ikke genoplives ved evt hjertestop -og det er fuldt forståeligt. Jeg blev SÅ glad, og han fik et kæmpe kram. Det her var hans egen beslutning, og jeg var glad for, at jeg havde kunnet se ud over min egen egoistiske næsetip. Min far havde ikke forstået konsekvensen af, at sige nej til behandlingen. Han havde ikke forstået, at det ville betyde den visse død, og han synes ikke helt hans tid var kommet endnu. Det var en sygeplejerskes ord, der havde gjort forskellen. Min far er en meget lærd og intelligent mand, og sygeplejersken havde gjort ham opmærksom på, at han langsomt ville blive mere og mere konfus.

Diagnose søges

Nu skulle der så sættes en masse undersøgelser igang for at finde ud af, hvorfor min far ingen passage havde. Der blev planlagt en gastroskopi (kikkertundersøgelse ned i mavesækken), som forhåbentlig kunne klarlægge, hvad problemet var. De første meldinger var dystre, da der under gastroskopien var set svære Barretforandringer i spiserøret og noget der så ondartet ud i mavesækken. Der var taget prøver, som vi skulle vente 6-10 dage på svar på, og min far kom i cancerpakkeforløb. Når man googlede spiserørs- og mavesækskræft kunne man læse om en meget dyster prognose…

Læs med i næste indlæg, hvor vi kommer nærmere en diagnose… (sorry…cliffhanger, I know…)

Tak fordi du læste med! Husk at du kan følge Regnbuemor på Instagram (regnbuemor.dk) og Facebook (Regnburmor.dk). Jeg bliver mega glad, hvis du følger bloggen.

10 ting man sagde INDEN man fik børn, at man aldrig ville gøre

10 ting man sagde INDEN man fik børn, at man aldrig ville gøre
Søde, lille Tristan

Inden vi fik børn, havde vi en stålfast idé om, hvordan vi havde tænkt os at indtage forældrerollen, når vi en dag fik børn. Vores børn ville selvfølgelig blive velopdragne, kvikke (kunne de andet med de forældre?), rare, omgængelige, vellidte med mere -og de skulle i hvert fald ikke fyldes med sukker i tide og utide, de skulle passe deres sengetider, vi ville aldrig sige “fordi jeg siger det” uden at argumentere sagligt o.s.v. o.s.v….Lad mig bare sige, at man bliver klogere, og at man lærer at vælge sine kampe med omhu! Med en, efterhånden, relativ god erfaring inden for forældreskabet med fire børn, har jeg derfor samlet en lille top 10 over ting man sagde, man aldrig ville gøre, når man fik børn -men alligevel gjorde!

10 ting man sagde INDEN man fik børn, at man aldrig ville gøre:

1. Jeg vil aldrig besvare et spørgsmål fra mit barn med “…fordi jeg siger det” eller “Sådan er det bare”, men vil kun give saglige, begrundede svar!   

Nogle gange orker man bare ikke at argumentere mere over for sit barn, som stiller det samme spørgsmål for tiende gang på 2 minutter! Jeg er stadig af den overbevisning, at man bør lære sine børn at argumentere + give dem nogle ordentlige svar på de spørgsmål, de stiller, MEN…når ens (på det tidspunkt meget irriterende barn) spørger for femte gang, hvorfor det ikke må blive længere oppe/få mere slik/lave swimmingpool på badeværelsesgulvet -ja, så er der bare ikke noget fornuftigt svar -andet end “…fordi jeg siger det!”

2. Mine børn skal ikke have slik og sodavand før de er mindst 30! 

Det gik helt godt med denne sukkerfri politik indtil Isabella var ca. 2-3 år, hvorefter sukker stille og rolig sneg sig ind i hverdagen, og mødrene blev mindre hysteriske. Med et lille smil på læben husker jeg tilbage til dengang, Isabella fik sukker for første gang. Hun var faktisk kun ca. 6 mdr gammel, og det var IKKE os der gav hende det! Vi havde snakket med Lisettes forældre om, at Isabella måske ville få lov at smage et lille sut af vores is, når vi måneden efter skulle til Mallorca -men havde aldrig i vores vildeste fantasi forestillet os, at vi fem minutter senere ville komme ned i svígernes stue og se vores lille pige med sin helt egen sodavandsis i hånden -som hun havde fået af sin morfar, for “I sagde da, at hun gerne måtte smage is?!”. Mødrene rev isen ud af hånden på den lille guldklump, mens morfar fik en længere reprimande om, at barnet da absolut ikke måtte få sukker o.s.v….men jo længere tid vi var i forældrerollen, jo mere brugte vi vores sunde fornuft -og lad mig bare sige, at hverken Nicolaj, Tristan eller Nohr har ventet så længe på at smage det “forbudte”, farlige sukker.

3. Jeg vil ikke benytte mig af bestikkelse 

Lad mig bare sige en ting: Jeg glæder mig til tvillingerne forstår bestikkelse, så vi kan begynde at få dem til at “lystre” bedre. Bestikkelse er i den grad vejen frem i et forældreskab! Bestikkelse har hjulpet ungerne til at blive renlige i en ung alder (=slikkepinde ved tis i potte), lært Isabella at turde sove ude (= længe ønsket Polaroidkamera, hvis hun overnattede på skolen), fået Nicolaj til at turde sove i sin egen seng, efter flere måneder i forældrenes seng (= udvidelsespakke i Fortnite ved 10 nætter i egen seng) og rigtig mange andre ting. Bestikkelse er simpelthen vejen frem!

4. Man skal spise, hvad der bliver serveret 

Jeg tror alle helst vil kunne sige, at deres børn er altspisende og ikke kræsne. Og vi sørgede da også for at introducere børnene for alle mulige forskellige fødevarer, da de var små og smagte på alt med velbehag.  Men jeg tror de fleste børn er inde i perioder, hvor de er selektive og kun vil spise bestemte ting. Mine unger er ingen undtagelse! Især Nicolaj er meget kræsen/selektiv, og han har perioder hvor han i flere måneder f.eks. får det samme med på madpakken. Vi fik engang en bebrejdende reprimande af hans børnehaveklasselærer, fordi vi kun havde givet Nicolaj leverpostejsmadder med i skole -og Nicolaj havde jo fortalt, at han slet ikke kunne lide leverpostej! Hvad han ikke fortalte var, at han i månedsvis havde spist 3 halve med leverpostej hver dag, fordi det var det eneste, han ville have med på sin madpakke -og lige den dag kom skæringspunktet, hvor han fandt frem til, at leverpostej var det klammeste i verden! Vi laver ikke specialmad herhjemme, men vi sørger for at der altid er et eller andet på bordet, som vi ved, børnene kan lide. Og de skal ikke spise op. Heller ikke selvom de selv har øst op, for vi vil ikke lære dem at spise ud over deres mæthed!

“Mine unger skal ikke lege med ledninger” 🙂

5. Mine børn skal ikke spise en masse junk 

Nu skal det jo altså ikke lyde som om, vi fylder vores unger med en masse junk hele tiden, for det gør vi bestemt ikke. Men vi har da haft perioder, hvor vi har haft så travlt, at vi desværre bestilte junk med hjem flere gange om måneden ugen. Det er dog heldigvis ikke så slemt mere, især ikke efter vi begyndte at spise efter Sense, men det hænder stadig, og vi spiser vel junk 1-2 gange om måneden nu.

6. Mine børn skal ikke glo TV hele dagen lang

…og det gør de heller ikke…men lad os slå en ting fast: Nogen gange er TV bare verdens bedste babysitter, når man ikke orker skrigende små tvillingedrenge, som klamrer sig til ens ben, når man står og laver aftensmad -eller skal have lavet andet praktisk. Og så er Gurli Gris og “Biler” lidt billigere end en babysitter til 150 kr/timen, ikke også? Da tvillingerne var helt små, interesserede TV dem ikke det fjerneste, så mødrene var i noget nær ekstase første gang drengene fattede interesse for fjernsynet, og vi fik et lille break. Måske det også hang lidt sammen med, at der er to små frække tvillinger, som gerne laver ballade i hver sin retning, når man ikke lige kigger. Og hvis de stadig klamrer sig til benene og tigger mad, selvom vi har tændt TV’et -så stikker vi dem bare en slikkepind i bestikkelse!

7. Mine børn skal selv rydde op på deres værelse 

Ja, det ville da være dejligt, hvis de altid gjorde det, altså ryddede op på deres værelse, men nogen gange er de unger altså bare et helt andet sted. Herregud, de bliver da ofte sat til at rydde op på værelset, men vi hjælper dem lige så ofte. Selvom vi, lige siden de var helt små, har guidet og hjulpet dem til at rydde op, er det altså ikke noget der sker af sig selv. Og når de endelig rydder op, sørger vi for at rose dem meget, og ikke påpege, at de da lige har glemt det og det og det, for der er da ikke noget mere demotiverende i verden! Vores små tvilllingedrenge er egentlig gode til at hjælpe med at lægge biler eller andet tilbage i kasserne, men de er eddermaneme også gode til at tømme 10 kasser på 10 sekunder, og hvis de skulle rydde det op selv, ville de aldrig komme nogen vegne.

8. Hvis jeg siger nej, mener jeg nej

…og det gør jeg også, men nogen gange bliver nej til måske, eller måske endda til ja, hvis man ikke orker en konflikt. Jeg mener, at barnet har godt af at lære, at hvis det kan argumentere ordentligt for sin sag, så kan man godt rykke på sin mors beslutning. Så nej er ikke altid nej -men vi har fundet en fin mellemvej, synes jeg.

9. Mine børn skal ikke forkæles

Jeg har aldrig manglet noget i min barndom, men er heller ikke blevet overdynget med ting mellem fødselsdag og jul. Jeg synes dog nogen gange, at min mor var liiiiige en tand for nærig, og ville gerne finde en gylden middelvej mellem dét, og Lisettes helt ekstreme forkælelse som barn. Jeg ville nemlig under ingen omstændigheder have unger, der bare krævede ind bare for at få. Lad mig bare sige det sådan, at den gyldne mellemvej er lidt tættere på Lisettes barndom end min egen, og vores unger ér ret forkælede. De går i mærketøj, har Macbook/gamercomputer/Playstation/Wii/iPads/Iphones, får en del ting og er bestemt noget mere forkælet end gennemsnittet. Men det det handler om for mig, er ikke de mængder de overdynges med -men dét, at de ikke tager det for givet, at de bliver jublende lykkelige, når de får tingene, og at de ikke føler sig bedre end andre, fordi de på nogle områder har nogle andre privilegier. Mine unger er super gode til at dele med andre, de kræver ikke bare ind, men tænker over om de virkelig har brug for tingene -og de opfører sig ikke som forkælede møgunger. Begynder de på det, slutter festen på stedet. Og det gør den bare!

10. Jeg vil ikke hæve stemmen over for min børn

…og det var vi også super gode til at lade være med, da de store var små…Meeeeen som frækheden tiltager, og hørelsen aftager, kan man nogen gange blive nødt til at tale med store bogstaver -selvom jeg faktisk tror man kommer meget længere, ved at holde tonelejet neutralt. Vi bestræber os på ikke at hæve stemmen, men det sker -og jeg tvivler på at særlig mange forældre formår aldrig at hæve stemmen.

Der findes lige så mange bøger om børneopdragelse, som der findes (velmenende) råd fra folk med og uden børn. Det vigtigste er, at man er den bedste forælder, man kan være, og at man følger sin mavefornemmelse, når det kommer til at opdrage ENS EGET BARN. Og hvis dit barn trives, udvikler sig, og er glad -jamen, så gør du da et eller andet rigtigt, ikke?

Er der nogen ting du sagde FØR du fik børn, at du aldrig ville gøre, men gør?

Tak fordi du læste med! Husk at du kan følge Regnbuemor på Instagram (regnbuemor.dk) og Facebook (Regnburmor.dk). Jeg bliver mega glad, hvis du følger bloggen.