“Jeg har over 125 søskende”

“Jeg har over 125 søskende”
Smukke, smukke Isabella

“Jeg har over 125 søskende…”

…har Isabella ofte sagt, når folk spørger hende, hvor mange søskende hun har. Selvom det måske lyder lidt overdrevet, taler pigebarnet faktisk sandt. Hendes donorfar, som vi kalder ham, har været en yderst produktiv herre, og for et par år siden havde han over 125 donorbørn registreret på verdensplan. Sidenhen har vi produceret tvillingerne Tristan og Nohr, og der er nok også kommet andre små mirakler til. Jeg kender dog ikke det nuværende tal. Selv om Isabella snakker om dem som halvsøskende, er hun udmærket godt klar over, at det kun er genetisk. Jeg tror egentlig også, hun er fint tilfreds med “kun” at have tre helsøskende, for der er rigeligt at se til med tre frække brødre. Især de små krudtugler, som lige er fyldt 3 år i mandags, holder hende i gang.

Flotte, skønne Nicolaj

Donorfar

Det er meget forskelligt, hvilken rolle donor spiller i de forskellige familier. For os er donor grunden til, at vi i dag har fire fantastiske børn, som hver dag suger penge og energi ud af os bringer så meget glæde ind i vores liv. Børnene kender til hans rolle som sæddonor, at vi har brugt ham som anonym donor, og formentlig aldrig kommer til at finde ud af, hvem han er. Vi kalder ham donorfar, fordi det har været vigtigt, for især Nicolaj på snart 9, at vide der er en far derude. Det har i perioder gået ham meget på (læs evt “Mor, jeg vil hellere have en far end dig!”). Vi har en masse informationer om donorfar såsom billede (ca 2-3 år gammel), lydprofil, sygdomsprofil, skrevet tekst m.m., som børnene meget gerne må se. Vi er nemlig af den holdning, at de har ret til at vide så meget som overhovedet muligt omkring deres ophav. Da vi skulle lave Isabella, var det rigtig bøvlet at skulle have en åben donor (en donor, som børnene en dag kan kontakte.red), så der brugte vi anonym donor. Da vi skulle have Nicolaj, måtte vi have noget mere af det fantastiske genetiske materiale -og da vi skulle have vores “treer”, var det bare vigtigt for os, at h*n også blev helsøskende. I dag ville vi nok have valgt om -men det er en hel anden historie.

Skønne, glade Tristan
Dejlige, finurlige krøltoppe-Nohr

Donorsøskende

For nogle år siden, fandt jeg frem til en masse donorsøskende i Danmark og Norden. Der findes en hemmelige facebookgruppe over vores donor, og via den er der arrangeret nogle møder, så børnene kunne møde deres donorsøskende. Nogle i gruppen er ikke interesseret i møder, da deres børn skal have lov at vælge selv. Andre vil som os gerne have, at deres børn kan kende så meget som muligt til deres ophav. For vores børns vedkommende, har de haft stor glæde af at mødes med deres donorsøskende, og de har indtil videre mødt 5 donorsøskende. Nogle af deres forældre er vi blevet venner med, og børnene er meget glade for at ses en gang imellem. Mange af børnene har mange fællestræk, og det er morsomt at se den fantastiske synergi mellem dem. For os har det i hvert fald været den helt rigtige beslutning.

Så Isabella har over 125 søskende -men det er nu kun de 3 der tæller -så’n helt rigtigt i hvert fald.

Tak fordi du læste med! Husk at du kan følge Regnbuemor på Instagram (regnbuemor.dk) og Facebook (Regnburmor.dk). Jeg bliver mega glad, hvis du følger bloggen.

Tristan og Nohr 3 år

Tristan og Nohr 3 år
To nyfødte, små drenge

For tre år siden fordoblede vi børneflokken som med et trylleslag. Vi skulle lige have en efternøler, og i stedet var vi så heldige at få hele to stk. Det lyder måske mærkeligt, men jeg har altid haft fornemmelsen af, at jeg en dag ville få tvillinger -og allerede inden vi skulle til den første scanning, luftede jeg for Lisette, at jeg havde en fornemmelse af, at der lå to i maven. Det havde jeg ganske ret i, og hos scanningsjordemoderen var jeg flad af grin, da der må skærmen dukkede to små bankende hjerter op. Lisette sad omvendt og messede “Det kan vi ikke, det kan vi ikke”, og den følgende uge sagde hun nærmest ingenting. Hun vænnede sig dog hurtigt til tanken, og i dag er vi begge hamrende stolte af at være tvillingeforældre.

Tristan og Nohr er to helt fantastiske drenge. De er altid i godt humør, er super empatiske, nemme og skønne -og så er de hinandens bedste venner. De er lige så forskellige som dag og som nat, og de er så hensynsfulde og dejlige.

Tristan er udadvendt, fræk, omsorgsfuld og lidt af en gøjler. Han er meget tillidsfuld over for næsten alle, og elsker opmærksomhed. Han elsker fart, og er lynhurtig på sine køretøjer. Hvis nogen slår sig eller er kede af det, står han der straks. Han er skøn!

Nohr laver det sjoveste ansigtsudtryk, når han næsten krøller ansigtet sammen i ét stort smil. Han er super dygtig til at fordybe sig, og kan virkelig koncentrere sig om en leg længe. Han går rigtigt meget op i farver og biler, og så snakker han som et vandfald fra han vågner, til han går i seng! Dejlig dreng!

Fødselsdagsbord -en fast tradition
Intet mindre end en Lamborghini kunne gøre det

Den skønneste 3-års fødselsdag

Vi havde, traditionen tro, dækket fødselsdagsbord aftenen før med gaver på bordet og planer om masser af livretter i maven. I dag fik de friskbagte boller, Mickeypandekager (pandekager formet som Mickey Mouse.red), bacon, frisk frugt og deres elskede æblejuice. Vi vækkede de store 06.40 og de små med sang kl. 06.45, så de store kunne nå at være med til gaveoppakningen m.m. Nohr var lidt svær at få ud af sengen, selvom vi lokkede med gaver, men så snart han hørte ordet “pandekager”, sprang han op. De var helt vilde, da de kom ind i stuen og så den orange Lamborghini. Inden de pakkede andet op, måtte de lige have en tur i stuen. Kæmpe hit.

Gaveoppakning
Godt med lidt hjælp fra storebror Nicolaj

…men så var det også tid til at pakke gaver ud. Vi havde i år ikke købt nær så mange, som vi plejer. Vi havde simpelthen svært ved at finde på noget, for det har arvet så meget fint legetøj fra Nicolaj. De gaver vi havde købt, faldt dog i rigtig god jord -og vi glæde os rigtig meget til at køre hen til cykelhandleren for at hente de to cykler, vi havde bestilt.

Isabella var ikke helt tilfreds med, at de skulle i skole

Isabella og Nicolaj tiggede om at få lov at holde fri fra skole, men det ville vi ikke høre tale om Denne dag var en dag for Tristan, Nohr og os -lige som vi på deres respektive fødselsdage, havde dem alene med i bio og ud at spise frokost. Sådan noget alenetid med mødrene er nemlig ikke altid en selvfølge, når man er fire børn.

To stolte drenge med deres nye Kildemoes-cykler

“Mig ha dykel, mor?”

Sagde Tristan, da vi steg ud af bilen og gik hen mod cykelhandleren. Vi havde talt med Tristan og Nohr om, at vi skulle hente en ekstra gave til dem. Tristan har snakket meget om, at han ønskede sig en cykel. Normalt får ungerne bare en cykel, når de mangler, men da vi havde svært ved at finde på ting, fik de den som en ekstra fødselsdagsgave. Og det hittede! Drengene var ikke til at skyde igennem, da de cyklede ud af butikken. Egentlig ville vi have cyklerne uden støttehjul, da jeg hurtigt kan lære dem at cykle uden, men da ingen har prøvet at køre med pedaler før, skal de lige lære det først.

Stolt Tristan med drengenes nye æske
Tristans yndlingsrestaurant -Det Grønne Køkken

Efter vi havde cyklet lidt rundt på parkeringspladsen, kørte vi videre til en legetøjsbutik, hvor de kunne bruge lidt af deres fødselsdagspenge fra weekenden. De elsker at lege med Briotog, og manglede et par elektriske tog, så det investerede de i. Derefter fik vi købt vinterjakker, og så tog vi ud i Rosengårdcentret, har vi skulle spise frokost på Det Grønne Køkken (buffet med thaimad og salatbar.red) inden turen gik videre til drengenes aller første tur i biografen.

Første tur i bio

Første biograftur

CinemaxX har et koncept der hedder Minimaxx, hvor filmen henvender sig til de mindste, varer ca en time, og hvor der er plads til at være lille og ny biografgænger. Vi så Minisekterne 2, som fangede begge drenge. Især Tristan var super dygtig til at være i biografen, og han sad stille under hele filmen. Nohr holdt fokus i 1/2 time, hvorefter han gik lidt rundt og så resten af filmen lidt sporadisk. Heldigvis var vi alene i biografen. Begge drenge havde en rigtig god oplevelse, og næste gang tror jeg vi skal ind at se en “rigtig” film.

Aftensmad på McDonald´s

Efter filmen hentede vi de to store, var lidt hjemme for at lege, og så gik turen til McDonalds -Nohrs valg af spisested. Det var to meget trætte drenge, der blev puttet her til aften. De havde haft en fantastisk dag. Næste weekend skal de fejres af vores venner med børn, i weekenden var det familien der var til fødselsdag, og således er det ikke helt slut med fødselsdagsfejringen endnu. Vi skal have dinosaurtema, som jeg glæder mig til at dele med jer her på bloggen.

Tusind tak for alle de søde fødselsdagshilsener i dag.

Tak fordi du læste med! Husk at du kan følge Regnbuemor på Instagram (regnbuemor.dk) og Facebook (Regnburmor.dk). Jeg bliver mega glad, hvis du følger bloggen.

“Mor, ny hår NU!”

“Mor, ny hår NU!”
Glad fyr -med hår der nok kunne være trukket en måneds tid

Mor, ny hår?”, sagde Tristan og tog sig til håret. Han havde fået øje på en frisørsalon i centret, og ville forfærdeligt gerne klippes. Lisette sagde til ham, at han skulle spørge mig, så den lille mand kom kommenderende hen til mig og udbrød: “Mor, ny hår NU”! Jeg kiggede smilende ned på min lille, 2-årige dreng, og morede mig over, at så lille et menneske gerne ville til frisøren. Han kiggede på mig med sine smukke, brune, bedende øjne, og sagde så: “Mig ny hår, moar?” Det var så sødt, at jeg satte mig for at se, om vi kunne finde en frisør, som havde tid til at klippe ham. Tristan var nemlig meget opsat på, at det bestemt ikke kunne vente! Herregud, håret var da begyndt at blive lidt halvlangt, men moderens nærighedsgen havde tænkt sig at vente mindst en måned endnu.

Spændt dreng FØR klipningen

Frisøren i centret havde ikke tid, men skulle i øvrigt også have 300 kr for at trimme ham, så vi besluttede os for at kigge efter en frisør på vej mod Jem og Fix, hvor vi alligevel skulle hen. Ikke så langt derfra fandt vi en lille drop-in frisørsalon, hvor en børneklipning kun kostede 100 kr. De havde fin tid til at klippe ham, og så var Tristans lykke gjort.

Klar til klipning

Dygtig lille dreng

Tristan sad rank og helt stille, da han blev trimmet og klippet. Når han fik øje på sig selv i spejlet, smilede han stolt og glad over den nye frisure som tog form. Han trak skuldrene op, når trimmeren kildede, nikkede ivrigt, når jeg spurgte ind til, om han synes det blev pænt, og han fulgte interesseret med i klipningen af sidemanden. Da håret var klippet færdig, fik han sej gele i håret, og han var ikke til at skyde igennem!

MEGET stolt Tristan viser sit nye hår

En nyklippet tvilling, to nyklippede tvillinger…

Ude i bilen blev tvillingebror Nohr smittet af Tristans stolthed. Tristan var nemlig ved at revne af stolthed, da han skulle vise Lisette den nye frisure. Det fik Nohr til at udbryde: “Mig os nyt hår!” -og det kunne vi vel næppe sige nej til, selvom han ikke trængte specielt meget.

Nohr FØR klipningen. Nohrs hår vokser ikke nær så hurtigt som Tristans, så han kunne godt have ventet

Nohr viste sig at være endnu bedre til at sidde stille i stolen, selv når han blev trimmet. Han er kun blevet klippet to gange før, og har hadet trimmeren, som er blevet brugt så lidt som muligt. Nu fik han trimmet lokkerne uden en lyd. Han ville dog gerne lige holde mor i hånden imens. Da han var færdig med at blive klippet, fik også han stylet håret -og så måtte han også ud at vise det nye hår til mor Lisette og Tristan. Tristan var dog faldet i søvn, for det var åbenbart hårdt med sådan en klipning.

Nohrs klipning
Meget træt Tristan
Nohrs nye hår. Nohr synes vist, jeg tager for mange billeder
Tristans nye hår

Nu har vi to flotte, nyklippede fyre, som stråler, når vi snakker om deres nye hår. Hvad skal det dog ikke ende med?

Tak fordi du læste med! Husk at du kan følge Regnbuemor på Instagram (regnbuemor.dk) og Facebook (Regnburmor.dk). Jeg bliver mega glad, hvis du følger bloggen.

De skiller vores tvillinger ad!!!

De skiller vores tvillinger ad!!!
To små drenges første besøg i børnehaven

“De skiller vores tvillinger ad, når de skal i børnehave!!!”, skrev Lisette desperat til mig i en SMS forleden! “WHAT?!!??!?”, var mit intelligente svar, for det var bestemt ikke hvad vi havde fået stillet i udsigt, da jeg for mange måneder siden ringede til børnehaven for at sikre mig, at drengene kunne komme i samme gruppe, inden jeg sagde ja til pladserne. Vi hørte det endda ikke fra børnehaven, men fra dagplejemødrene, som havde ringet ud for at aftale en dag, hvor de kunne komme på besøg med dagplejen. Vi var målløse, stiktossede vrede og kede af det, for vi kunne absolut ikke se nogen grund til at skille drengene ad, når de nu fungerer så godt sammen! Drengene har hver sin stærke, selvstændige personlighed, og er gode til at være adskilt, men de har også et behov for hinanden og at have hinanden i deres nærvær, så mentalt havde vi slet ikke forberedt os på, at man kunne finde på at skille dem ad!

Nohr var vild med at cykle rundt i børnehaven, omend benene var lidt for korte til at nå pedalerne

I går besøgte vi så børnehaven med Tristan og Nohr. Vi kender børnehaven rigtig godt, for Isabella og Nicolaj gik der også, og den er absolut fantastisk (og vores førstevalg, da vi skulle have plads til drengene). Nu ankom vi med drengene, med lidt ondt i maven og samtidig spænding, garderet med en masse gode argumenter for, hvorfor drengene ikke skulle deles. Og vi argumenterede. Og argumenterede lidt mere. Og der blev argumenteret frem og tilbage mellem lederen og pædagogerne. Vi lyttede til børnehavens argumenter, som i starten var for vage, indtil en af pædagogerne kom over til os og havde de helt rigtige argumenter for at drengene skulle i hver sin gruppe. Hun fortalte om børnehavens erfaring med at dele tvillinger, om at de i virkeligheden kun var delt ved frokosttid og et par timer om torsdagen, om at hende, og den anden fantastiske pædagog som drengene skal have, deler garderobe og samarbejder om børnene o.s.v.. Hun viste os børnehavens to andre tvillingepar, som også er i hver deres gruppe, og som fungerede super godt. Men det der i virkeligheden gjorde udslaget var da hun sagde, at drengene ville have rigtig godt at danne sig “sin egen identitet”, så de ikke blev kendt som “drengene” eller “tvillingerne”, men som Tristan og Nohr (hvilket vi også altid selv betegner dem som, og aldrig tvillingerne). At de stadig havde rigtig meget tid sammen hver dag, men også fik lov til at være dem selv uden at skulle holde øje med brormands gøren og laden.

Tristan ser lidt mut ud på dette billede, men i virkeligheden havde han lige fået øje på et lille insekt.

Mens vi stod og sludrede med pædagogerne, tog Tristan og Nohr på eventyr i børnehaven, hvor de større børn var super søde til at tage dem under deres vinger. De solede sig i de større børns opmærksomhed, og bekymrede sig overhovedet ikke om, hvor mor og mor befandt sig. Tristan og Nohr legede med hver sin flok, i hver sin ende af børnehaven, og efterhånden som de gode argumenter for en adskillelse hobede sig op, kom der ro i mødrenes maver. Jeg tror nu egentlig godt vi kunne få gennemtrumfet, at de kunne komme i samme gruppe, men ved nærmere eftertanke skal det nok blive helt godt det her. Det var så skønt at se drengene fise rundt i børnehaven, som om de aldrig havde lavet andet, og selvom det bliver enormt svært at sige farvel til verdens bedste dagplejemødre i Dagplejen Firkløveren, så tror jeg faktisk at drengene er klar til børnehave -adskilt, men heldigvis kun i kort tid hver dag. Og drengene? De blev mega sure da vi skulle hjem fra børnehaven, for de ville så gerne blive der lidt længere <3

Tak fordi du læste med! Husk at du kan følge Regnbuemor på Instagram (regnbuemor.dk) og Facebook (Regnburmor.dk). Jeg bliver mega glad, hvis du følger bloggen.