Farvel strå, farvel barn

Farvel strå, farvel barn

"Goddag, det er fra Odense IVF-Klinik. I har stadig et donorstrå liggende. Vil i fortsat have det opbevaret?", blev jeg spurgt i telefonen for et par uger siden! Og svaret faldt prompte, selvom det også var lidt mærkeligt at give afkald på muligheden for flere børn med den fantastiske donor: "Nej tak, vi skal ikke have flere børn". For et år siden skulle vi lige have en treer, og nu har vi fire skønne unger. Kunne jeg godt tænke mig flere børn? Ja, det kunne jeg faktisk godt, for jeg har masser af overskud og lyst til at have en masse skønne børn omkring mig (og de bliver ganske vellykkede, spørger du mig!). Havde jeg været sammen med en mand, hvor man ikke skulle gennem inseminationstromlen, kunne jeg godt have haft en større flok, for børn er en fantastisk gave! Samtidig føler jeg dog ikke, at vi økonomisk kan forsvare at få flere, da vi gerne vil opretholde en livsstil, hvor vi ikke skal vende hver krone, kan rejse flere gange om året og forkæle vores unger, og opleve spændende ting, når vi har lyst til det.

Det var faktisk en smule vemodigt at vinke farvel til strået, men vi har snakket om det herhjemme, og vi har de børn, vi skal have. Vi har fire fantastiske, sunde og raske børn, som lever harmonisk sammen som søskende. Min graviditet med tvillingerne var ingen dans på roser, og vi er ved at komme op i alderen (!) -især Lisette :). Så det ER den rigtige beslutning, selvom den ikke er nem. Vores fire unger er fantastiske, og de har så meget glæde af hinanden. Vi er hamrende privilegerede ved at have de fire skønne børn, og vi glæder os til at se dem voksne op og blive de fantastiske mennesker, som vi er sikre på, de bliver.

Tak fordi du læste med!

Tak fordi du læste med!

Lebbeliv // At springe ud…igen og igen!

Kærlighed i Caribien
“Nå, hvad laver din mand så?”, er et af de spørgsmål man ofte får, når man løber ind i nye mennesker. Svaret kommer meget an på, hvem man snakker med, for er det for eksempel en patient, så svarer jeg bare hvad professionen er, uden at fortælle at kønnet ikke passer. Det er dog lidt anderledes, når det gælder mennesker, som man i fremtiden skal have en relation til. Her kan det godt føles lidt som at springe ud…igen og igen…hvilket jo egentlig er ret fjollet! For jeg er sprunget ud for mange år siden, hvilket bestemt ikke var helt nemt!  Dengang Lisette og jeg sprang ud, sprang vi ud sammen, for vi havde begge kun haft fyre før, da vi pludselig blev forelsket i hinanden. Forud for det havde vi været hinandens bedste veninder i 6 år, og vi kunne i virkeligheden ikke blive meget tættere, medmindre det skulle være som par. Vi havde dog begge ret svært ved at springe ud, for ingen af os havde nogensinde tændt på det samme køn, og vi havde meget svært ved at forlige os med tanken! Da vi begyndte at være kærester aftalte vi derfor (lidt naivt), at vi bare var kærester indtil vi fandt en fyr! Efter et år måtte vi dog indse, at ingen af os ønskede denne løsning. Vi havde det skønt sammen, og det hele føltes rigtigt…vi kunne bare ikke dele glæden med nogen andre, for hvordan ville omgivelserne ikke reagere? Et år efter vi blev et par, flyttede vi sammen som “veninder”, hvilket folk ikke synes var så sært, for vi havde hængt sammen som ærtehalm i mange år forud for det. Vi kunne derfor leve skjult videre som et par, selvom det var temmeligt anstrengende ikke at kunne dele sin glæde med andre.

Kærlighed i Amsterdam
To gange var vi lige ved at springe ud, fordi en af os stejlede, og var træt af hemmelighedskræmmeriet, men vi mistede modet. Til sidst var vi dog SÅ trætte af at holde det hemmeligt, at vi meget impulsivt sendte en sms rundt til den nærmeste familie, hvor vi fortalte om vores forhold. Til vores held tog de fleste det rigtig flot, en enkelt kneb en glædeståre, en anden græd over det og resten sagde, at de havde haft det på fornemmelsen. Det blev i hvert fald en overvejende positiv oplevelse, selvom der gik lang tid derefter, hvor vi stadig ikke kunne lide at kysse eller holde i hånd foran familien.

Nå, det var lidt off topic…Selvom det er over 10 år siden vi sprang ud sammen, kan vi begge stadig få følelsen af at skulle springe ud, når vi skal ses med nye mennesker, for eksempel nu, hvor jeg lige har skiftet job. Det er bestemt ingen hemmelighed, at jeg lever i et lesbisk forhold, og alligevel er det så svært at sige “min kone”, at jeg oftest siger “min bedre halvdel”, når jeg omtaler Lisette, fordi jeg ikke rigtig ved, hvordan folk vil reagere, og fordi jeg ikke ønsker den øgede opmærksomhed på det pågældende tidspunkt.Når det så er sagt, er det også meget befriende, når folk ved det, for det er jo hverken noget jeg skammer mig over eller som bekymrer mig -og i bund og grund må folk synes hvad de vil!

Så hvorfor har jeg det så sådan? Jeg aner det faktisk ikke, for jeg har aldrig haft nogen dårlige oplevelser ved at springe ud. Samfundet virker også til at acceptere det mere og mere.

Jeg er dog faktisk “sprunget ud” for en af mine nye kollegaer. For første gang omtalte jeg Lisette som “min kone” i den aller første samtale vi havde, og hendes reaktion var fantastisk: “Er du gift med en kvinde? Ej hvor cool. Hvem af jer har så født børnene?”…alligevel har jeg omtalt Lisette som “min bedre halvdel” på det nye job lige siden, men det er nok et spørgsmål om tid, før der er en der spørger mig, hvad min mand laver, og jeg så kan komme med standardsvaret: “Jeg har ikke en mand, men en kone…”

Tak fordi du læste med!

Vi du læse flere indlæg i samme genre, kan du blandt andet læse disse to indlæg:

Lebbeliv // Jeg kender en lesbisk i Hjørring (åbner i nyt vindue)

Manden i lesbiske forhold (åbner i nyt vindue)

Tak fordi du læste med!

Familieliv // Mor Lisettes fødselsdag

Fødselsdag! I dag fylder min kone Lisette 35 år! Ja, jeg har fundet en noget ældre model, for jeg blev først født året efter (godt nok i januar, meeeeen…)!

Børnene har selv tegnet et kort hver og købt en lille gave. De plejer også at lave noget hjemmelavet til deres mor, men en eller anden (i HVERT FALD ikke mig), havde glemt at jeg havde aftenvagter hele ugen, og kun så børnene om morgenen, så det kunne ikke nås! Det er en ommer!

Lisette med 5 uger gammel Isabella
Lisette med Nicolaj på 1 år og Isabella på 3 år  
Lisette med Isabella, 5 år
Lisette med en virkelig lækker kvinde, nytåret 2013/14
Lisette i Lalandia, oktober 2015

Jeg, der ellers ALDRIG bager, serverede koldthævede boller, scrambled eggs og bacon kl 06.45 i morges inden ungerne skulle i skole og børnehave -og Lisette fik lov at åbne sine gaver ;-). Jeg har taget fri fra job, så vi kan hygge os sammen, og så har jeg inviteret Lisette og ungerne ud at spise på en af Lisettes yndlingssteder i Odense i aften.

Fødselsdagsbord
Nicolaj viser sit hjemmelavede kort
Koldthævede boller -opskrift i morgen
Isabella havde købt nogle magnetklemmer med ugedage på i Holland, som hun havde hørt, at Lisette ønskede sig
Dejligt med god morgenmad

Efter restaurantionsbesøget har tre venner spurgt, om vi ikke giver fødselsdagsboller, og det gør vi da, for man kan da ikke få nok hygge på sin fødselsdag, vel?

De koldthævede morgenboller blev forresten VANVITTIGT gode (og super nemme at lave) så hop ind på bloggen i morgen, hvor jeg smider opskriften 😉

Kæmpe stort tillykke skat! Jeg elsker dig, og håber du får en dejlig dag!!! 💋

…og så lige tre ting, du ikke anede, du gerne ville vide om Lisette:

-Hvis Lisette skulle have tre ting med på en øde , ville det blive Nicolaj, Isabella og en cheesecake fra Starbucks! (Tak for kaffe, skat!)

-Lisette valgte mig på grund af mit flotte ydre (sorry, I’m taken!)

-Lisette siger, at hvis hun var et dyr, ville det være en flodhest! Jeg tænker mere nymfeparakit eller myre

Endnu engang STORT tillykke skat!

Hvis DU har lyst til at smide en hilsen til den bedrageriske cheesecakeelskende flodhest, kan det gøres lige herunder! Lad hende føle din kærlighed!

Hurra hurra! 

Tak fordi du læste med!

Tak fordi du læste med!

Lebbeliv // Jeg kender en lesbisk i Hjørring

”Jeg kender en lesbisk i Hjørring. Hun hedder Anne. Kender du hende?

Hvor mange homoseksuelle har efterhånden ikke fået det spørgsmål? Det rette svar ville egentlig være, at spørge dem, om de så kender heteroseksuelle Peter fra København –for, believe it or not –vi kender altså ikke alle homoseksuelle i Danmark –eller bare i vores by for den sags skyld.

Min søsters, venindes, mormors, nabos barnebarn…

En anden lidt sjov ting er folks reaktioner, når de finder ud af, at man er gift med en kvinde. En typisk situation kunne være denne:

”Nå, hvad laver din mand så?”

Mig: ”Jeg har ikke nogen mand, jeg har en kone. Hun er journalist.”

”Åh, undskyld” (tavshed)

…og så kommer det næsten altid:

”Ja, det er der jo heller ikke noget galt i. Min søsters, venindes, mormors, nabos barnebarn er også sammen med en kvinde…! Men de er vist meget glade for hinanden! “

Tillykke! Du kender også en af de der homeseksuelle. Good for you. Jeg kender også en der er gift med en af de modsatte køn. Kender du ham? Han hedder Peter og bor i København :-).

Du ligner ikke en lesbisk…

…hørte jeg ofte, dengang jeg havde langt hår, for alle kvinder med kort hår er jo lesbiske –OG er manden i forholdet. Jeg har pudsigt nok ikke fået at vide, at jeg ikke lignede en lesbisk, efter jeg klippede håret kort. Og ja, det ER rigtigt, at der er mange lesbiske, som kan have lidt ekstra maskuline træk, men der godt nok også mange feminine lesbiske -og det samme gør sig jo egentlig også gældende blandt heteroseksuelle. Der er der også mange forskellige fremtoninger, men aldrig et spørgsmål om, hvem der er hvilket køn -for det er vel åbenlyst?  Det kan du læse mere om i indlægget Manden i lesbiske forhold (åbner i nyt vindue)

Jeg plejer at svare, at hele ideen med et lesbisk forhold jo netop er, at der ikke er en mand… -selvom det i virkeligheden kunne være fint under diskussioner, for som to kvinder kan man køre hinanden helt op. Eller er det måske også bare en fordom?

Kender DU nogen sjove anekdoter, så smid endelig en kommentar herunder. 

Tak fordi du læste med!

-Hr. Mor

 

 

Tak fordi du læste med!