Av min a.. finger i gips

Sidste weekend havde vi en skøn tur til Lalandia, som du kan læse meget mere om HER. Den blev dog på fineste vis afsluttet med, at min ældste søn, Nicolaj, på 7 år brækkede sin finger i Monky Tonky Legeland. Han nåede dog at blive trukket rundt i legeland, badeland og at hoppe i trampolin (man skal have valuta for pengene), inden vi på vej hjem lige slog smut ind over Køge Skadestue. Jeg har arbejdet i skadestuen tidligere, så jeg var ikke i tvivl om, at den var brækket. På skadestuen fik Nicolaj en åndsvag, og helt forkert, elastikgaze på til at holde lillefinger og ringefinger sammen, og den holdt da heller ikke mere end at den røg af den første nat.

Røntgenbillede af bruddet
Røntgenbillede af bruddet fra en anden vinkel

Nicolaj skulle have en tid til kontrol på Odense Universitetssygehus 5 dage senere, og da jeg spurgte dem, om jeg ikke som minimum kunne få en bølgeskinne til fingeren, kunne de se, at han faktisk burde have gips på! På grund af lukket 1. maj, kunne han først få det i går -og den seje dreng tog det i stiv arm. Faktisk tror jeg han synes det er lidt sejt at få gips på.

Nicolaj klar til gipsanlæggelse
Man skal lige følge med i sagerne
Det er lidt sejt med en gipsarm

Hans ven Gustav (og mig) var de første til at dekorere gipsen, og den skal sidde og pynte de næste tre uger på armen.

Nicolajs buddy Gustav var den første til at skrive på gipsen. De har kendt hinanden hele livet

 

Tak fordi du læste med!

En indlæggelse kommer sjældent alene…

“Lisette! LISETTE! Se lige Nohr. Jeg kan ikke rigtig komme i kontakt med ham!…Jeg tror vi skal ringe 1-1-2!”, sagde jeg noget panisk til Lisette torsdag aften, da Nohr blev ukontaktbar efter at have slået hovedet ned i klinkegulvet. Han havde siddet i sofaen og hygget sig, da han pludselig faldt ned med hovedet først. Han græd heldigvis med det samme, men sad efterfølgende meget stille og bleg og sagde ikke rigtig noget. Han kravlede dog grædende over til mig, da jeg kom hjem -og så skete det: Han besvimede og vi kunne ikke vække ham. Jeg prøvede lidt forskellige tricks uden effekt. Kunne se at han trak vejret, men at han var ukontaktbar, så efter et par forsøg på at vække ham, ringede jeg 1-1-2 -et nummer jeg ellers har meget respekt for. Mens jeg ringede prøvede Lisette at få den unge mand vækket, og da jeg havde talt med Alarmcentralen i ganske kort tid, vågnede Nohr lidt op, da Lisette tog Nohr ud i den kolde luft. “Min lille dreng har slået hovedet og har været besvimet, men nu er han lige vågnet lidt op, så det er nok lidt overkill at bruge jer”, sagde jeg ydmygt. For 1-1-2 skal virkelig kun bruges med omtanke, så man er sikker på at have en ledig vogn til de alvorligt syge patienter! Personen jeg talte med (husker faktisk ikke kønnet!) spurgte ind til situationen, Nohrs tilstand med mere. Og Nohr var nu stadig ret bleg. Og ret stille. Og faldt lidt hen engang imellem. “Vi sender en vogn”, sagde personen -og så sad vi ellers og ventede på ambulancen, mens jeg, uvist af hvilken grund, sad og grublede over, om jeg skulle aflyse den, fordi Nohr et par gange fik det lidt bedre. Jeg er virkelig ikke god til at bruge det der 1-1-2!

Nå, to søde ambulancereddere kom ind ad døren og begyndte at undersøge lille Nohr, som ikke var helt glad for situationen og de fremmede mennesker, som satte alle mulige måleting fast på ham. Han havde et noget højt blodtryk og puls i de første mange målinger, men værdierne (pånær pulsen) kom heldigvis ned i et rimeligt leje. Redderne konfererede med en ortopædkirurgisk bagvagt på sygehuset, og de ville gerne have at Nohr kom ind til et tjek -så Nohr fik sin allerførste tur i en ambulance. Redderne var simpelthen så søde og omsorgsfulde hele vejen igennem, og de gjorde hele situationen tryg.

Vi ankom til FAM (Fælles Akutmodtagelse) hvor Nohr blev undersøgt af en rar læge, som mente det nok var meget smart at Nohr blev observeret for hjernerystelse på Børneafdeling H7 natten over. Det var egentlig også det, jeg var mest tryg ved, for det var lidt skræmmende at Nohr havde været besvimet hjemme. Jeg nåede at få hilst på nogle af mine tidligere kollegaer fra Skadestuen, og så blev vi ellers fulgt over på H7, hvor vi blev indlogeret på vores stue.

Nohr var her kvikket lidt op, og han kravlede lidt rundt og undersøgte stuen og alle de spændende ting, men så snart han havde fået målt værdier, fik han lidt mælk til natten, og så gik han ud som et lys! Natten igennem skulle han have målt blodtryk, puls, bevidsthedsniveau og lyses i øjnene ofte, og jeg frygtede lidt en nat, hvor Nohr ville vågne hele tiden, da han altid har sovet utroligt let. Gokket i hovedet var dog så tilpas hårdt, at Nohr simpelthen sov fra samtlige undersøgelser hele natten -inkl at blive lyst i øjnene! Jeg sov rimelig let hele natten, for jeg var en lidt bekymret mor, og jeg ville nok ønske at Nohr havde reageret bare en lille smule på undersøgelserne!

Næste morgen kom der en patient mere ind på stuen, og de synes de skulle tale i et super højt leje, som kunne have vækket selv en komapatient. Nohr vågnede, havde en lille opkastning, og kiggede sig lidt omkring. Og så skulle området ellers undersøges! Han fik inspiceret sengen og legerummet -og havde en regulær fest! Alt det spændende legetøj! Nok var han lidt træt og mat i sokkeholderne, men det der legerum var SÅ fedt og samtlige køretøjer blev inspiceret. Et par timer senere blev vi løsladt, og Nohr fik lov at komme hjem og blive observeret videre for sin hjernerystelse. Han har været ret træt hjemme, men har også haft overskud til at lege og hygge med sine søskende. Nu synes jeg, at Nohrs indlæggelseskvote er opbrugt, da han også var indlagt kortvarigt to dage forinden, da han (måske) havde spist en af min fars piller. Der har været rigeligt knald på for et godt stykke tid nu, så nu ville det være rart med raske børn og ubekymrede mødre!

Tak fordi du læste med!

Aktivt kul på Nohr!

“Hvis han ikke kan spise sin “lakrids”is inden for 15 minutter, så må vi lave et overgreb på Nohr”, sagde sygeplejersken på Børneafdeling 17 på Næstved Sygehus i går aftes, da Nohr skulle have aktivt kul. Vi havde været hjemme at spise hos min gamle far i Faxe, og havde lavet en pillerunde i hans bolig, så de små ikke fik fingre i noget, de ikke skulle. Alligevel formåede Nohr at åbne et skab, hvor der åbenbart lå et lille æggebæger med Pradaxa, som er et stærkt blodfortyndende middel. Lisette hørte ham hoste, som om han havde fået noget galt i halsen, og så fandt hun to kapsler medicin i nærheden af ham. Jeg fik hurtigt identificeret medicinen som Pradaxa, og så ringede jeg til Giftlinien for at forhøre mig om, hvad vi skulle gøre. Tvivlen skulle komme ham tilgode, og vi skulle derfor en tur forbi børneafdelingen , så Nohr kunne få aktivt kul, som kan neutralisere medicinen i maven. Ungerne havde en fest med alt det fremmede legetøj

Vi skulle egentlig hjem til Odense, men vi måtte ikke bruge de halvanden time det ville tage, da han skulle behandles hurtigst muligt. Så hele familien på seks troppede op på afdelingen.

Sonde

Da Nohr havde fået et par skefulde af den spændende “lakrids”is, var den slet ikke spændende mere, og vi måtte derfor ty til sonden, som bestemt ikke huede den unge mand. Vores ellers meget rolige Nohr kæmpede en brav kamp, men sygeplejersken vandt og Nohr fik sit aktive kul i sonden. Da han skulle observeres i et par timer, kørte Lisette de tre andre unger tilbage til mormor og morfar, da de var meget trætte, og Nohr og jeg blev på sygehuset. Træt Nohr på Børneafdelingen

Efter et par timer hvor Nohr holdt regulær fest i venteværelset (man fik lov at passe sig selv temmelig meget), fik vi endelig lov at komme hjem. Vi snuppede en ekstra overnatning på Sjælland hos bedsterne, og er nu endelig hjemme igen. Vi slap med forskrækkelsen -og Nohr har det fremragende. Vi tog alle de forholdsregler vi kunne, og der skal ikke mere end få sekunder til før små bavianer laver ballade. Det er især værd at huske, når man har to små pilfingre med ude på nyt territorier.

Tak fordi du læste med!

Kejsersnit -om at føle sig snydt for dyrebar tid!

Tristan og Nohr er nu fyldt 7 måneder.  Da de blev født den 30. september sidste år, var det en lidt halvbarsk oplevelse, hvor jeg fødte Tristan vaginalt og Nohr ved kejsersnit. Min fødselsberetning kan læses lige HER. I ugerne efter fødslen var jeg ret ked af det oven på den voldsomme oplevelse, og den dag i dag kan jeg nogen gange få en klump i halsen, hvis jeg fortæller andre detaljerne. Jo mere jeg tænker over fødslen, des mere føler jeg mig snydt for meget vigtig tid med mine nyfødte drenge, og det giver et ordentligt stik i hjertet!

Omringet af personale under fødslen
Jeg føler mig snydt for de dyrebare første minutter med hvert barn. Minutterne, hvor ens nyfødte barn bliver lagt på brystkassen, og man ser det barn, man har båret under sit hjerte i 9 måneder. Hvor man endelig har sit elskede barn i armene.

Da Tristan blev født, kom han straks over for at blive undersøgt m.m., mens jeg skulle føde hans bror lige efter. Ikke engang Lisette fik ham op til sig. Der var ikke tid til at få Tristan op på brystkassen, og jeg skulle i stedet forberede mig på fødslen af tvilling B, som jeg så heller ikke fik op på brystet, da jeg røg til akut kejsersnit! Jeg kan faktisk ikke huske andet end at jeg lige så Tristan ultrakort, da han blev løftet op, da jeg netop havde født ham. Det var  mærkeligt ikke at få sit lille barn op til sig -selvom jeg selvfølgelig også havde fødslen af tvilling B i tankerne. Så tomt at se ens lille dreng blive “fjernet”, mens man er omringet af et “halvpanisk” personale omkring sig, som alle var igang med et eller andet omkring en.

Føler mig kejsersnydt

Da Nohr skal fødes, kan lægerne ikke fange hjertelyden ordentligt, og navlesnoren ryger ud og “blokerer” udgangen. Efter lidt rumsteren på stuen besluttes det, at Nohr skal ud NU ved akut kejsersnit. Da jeg har født uden smertestillende, har jeg ikke nogen epidural, og jeg lægges derfor i fuld narkose. 10 minutter efter jeg er blevet kørt ud fra fødegangen, fødes Nohr. Jeg ligger i dyb søvn og oplever ikke fødslen. Hører ikke hans første gråd. Ser ham ikke før flere timer senere. Har ingen billeder fra fødslen.  Ingen. Sover bare. Får bagefter at vide, at Nohr blev lagt til amning mens jeg blev lappet sammen på stuen. Det er dejligt, at han lå hos mig, men desværre ikke noget jeg kan huske, da jeg sov.

Tom opvågning 

Endelig. Endelig er drengene samlet.
Det første jeg spørger om, da jeg vågner, er hvor mine børn er henne! Og jeg bliver helt ude af mig selv, da jeg erfarer, at Tristan ligger på Neonatal i CPAP og Nohr på barselsgangen med Lisette. Adskilt. ADSKILT! Mine små drenge, som har ligget side om side i maven i 9 mdr, ligger nu ikke engang i hver deres seng, men på hver deres afdeling, på hver deres etage! Og kun den ene har en mor hos sig! Jeg spørger hver eneste gang, jeg vågner lidt af min døs. Spørger efter drengene. Spørger efter deres velbefindende. Og så snart jeg er bare det mindste vågen, insisterer jeg på at komme op til dem! Da Nohr har Lisette, insisterer jeg på at blive kørt hen til Tristan, men det må jeg ikke. Jeg SKAL forbi barselsgangen først. På barselsgangen ser jeg Nohr for allerførste gang. Han er flere timer gammel og ligger i Lisettes arme. Jeg får for første gang en af mine tvillinger i armene -og mangler den anden tvilling helt vildt. Jeg insisterer på at blive kørt ned til Tristan sammen med Nohr, og på Neonatal får jeg for første gang begge mine drenge i armene. Jeg fortæller herefter personalet, at jeg under ingen omstændigheder vil have drengene liggende hvert sit sted, og de lover mig at finde en løsning. Da Tristan et par timer senere kommer ud af CPAP, samles vi alle på barselsgangen, og drengene bliver lagt sammen i samme vugge. Det føles endelig rigtigt. Mine drenge sammen. Samlet.

Men jeg føler mig snydt. Snydt for alle de minutter og timer hvor drengene var i andres hænder. Hvor de skulle ligge trygt på min brystkasse og blive beroliget af mit hjerteslag. Snydt for at føde dem begge vaginalt. Snydt for dyrebar tid! Og her 7 måneder efter, føles den del af fødslen så tom. Og jeg forstår ikke, hvorfor man skilte tvillingerne ad! De havde og har brug for hinanden -og den dag i dag sover de stadig sammen hver nat. Oplevelsen kunne ikke have været anderledes lige med hensyn til selve fødslen, for man kan ikke forudsige et akut kejsersnit -men jeg er ked af, at drengene blev skilt.

Tak fordi du læste med!

Tak fordi du læste med!

Fødselsberetning: Igangsættelse med tvillinger!

Torsdag den 29. september trådte vi ved 8-tiden ind på Svangreklinikken for forhåbentlig sidste stop inden Fødegangen. Jeg var da 36+6 uger henne med to dejlige drengebørn i maven! Jeg er altid gået over tid i mine graviditeter, henholdsvis 41+1 og 41+4, så det var en lidt mærkelig følelse allerede at skulle være forældre nu -4-5 uger før de andre gange!

CTG
Først blev der målt CTG, og så tjekkede jordemoderen, om jeg havde livmoderhals eller havde åbnet mig. Havde jeg det, kunne jeg nemlig komme direkte på Fødegangen og få taget vandet! Desværre havde jeg stadig 2 cm livmoderhals og var kun 1 cm åben, så det blev til igangsættelse med Angustapiller, som man sluger med et fast interval hver 2.time…
Angusta igangsættelsespille
I løbet af dagen begyndte jeg at få nogle heftige plukkeveer, som virkelig bed. Fra kl 16 kom de med ca 3 minutters interval og var af ca 50 sekunders varighed. Da de havde stået på et stykke tid, tjekkede de livmoderhalsen igen, og de havde desværre ikke modnet den yderlige. 19.30 var der stadig 2-3 min mellem, og derfor skulle der holdes pause med pillerne. 
En dejlig sms fra Isabella ❤️

Ved 20-tiden opdagede jeg den første tegnblødning  Der havde jeg holdt pause med pillerne siden 17.15, og havde stadig plukkeveer med 3 minutters interval. Da der blev mærket på livmoderhalsen efter en time, var den desværre ikke yderligere udslettet. Tegnblødningen var dog et tegn på, at livmoderhalsen var igang med en udsletning. 

22.40 tog jeg 6. pille, som også ville blive dagens sidste. Nu måtte natten vise, om jeg skulle sove eller føde!

Et sidste hurtigt mavebillede

Ved 3-tiden om natten (30.09.16) vågner jeg efter tre dejlige rolige timer og skal tisse. Efter dette toiletbesøg begynder jeg så småt at få, hvad der ligner rigtige veer…
…og ved 6-tiden om morgen havde jeg haft et par timer med 5 minutter imellem veerne á ca 1 minuts varighed. Jeg valgte derfor at kalde natsygeplejersken, fordi jeg var i tvivl om, jeg burde ses af en jordemoder fra fødegangen. Det skulle jeg, og det viste sig, at jeg stadig havde lidt livmoderhals tilbage, men at den nu var blød. De ville derfor gerne have mig op på Fødegangen og 6.50 kørte jeg op til stue 5 og fik ringet efter Lisette. 

Havde jeg vidst, hvad der ventede mig, havde jeg nok været meget skræmt…

Fortsættes…

Tak fordi du læste med!

Tak fordi du læste med!