Rejseoplevelser med børn // Gensyn med Weissenhäuser Strand

På vej ind i Tyskland

For lidt over to år siden stod jeg med en meget positiv graviditetstest i hånden, da jeg testede lidt tidligt på anden feriedag i Weissenhäuser strand. Vi var afsted til Weissenhäuser Strand for første gang, og vi glædede os til lidt nye omgivelser efter mange tidligere besøg i Lalandia (som nu stadig er favoritten, når det kommer til badeland). Vi havde en skøn uge, som du kan læse meget mere om her: Weissenhäuser Strand. (i dette indlæg er der en meget mere detaljeret beskrivelse af stedet).

I slutningen af marts var vi afsted igen. Denne gang med vores søde veninde Tina og hendes to søde drenge -og ungerne har i dén grad haft en fest.

Super smart: Aflåselige rum til klapvogne!

Badelandet

En baljefuld skønne unger
Unger i blød

Der blev badet i det store badeland, som stadigvæk desværre har kritisable badeforhold, men stadig er et skønt badeland. De store unger var vilde med vandrutschebanerne, og de to små nød det rigtig gode småbørnsområde med dejligt, lunt vand. At skulle klæde seks mennesker om i en lille kabine, for så at skulle vaske sig i bitte små vaskerum som sild i en tønde, var ikke et hit. På grund af badeforholdene så jeg MANGE som helt sprang badet over inden de sprang i -og vi valgte f.eks. at bade i lejligheden efter badeland, da forholdene er så kritisable.  Det dejlige badeland opvejede dog dette. For to år siden skrev Weissenhäuser ellers til mig, at de var ved at rette op på forholdene. Det var svært at se, eftersom de var præcis som sidst. Til deres forsvar skal dog siges, at de er ved at bygge et nyt wellness og bølgebadsområde, som kommer til foråret.

Legeland -Jungleland

Gratis klatrevæg -når entreen er betalt
Guldgravning til 2 Euro

Junglelegelandet var også et hit for børnene i alderen 1-10 år. De små boltrede sig i det lille småbørnsområde, mens de store hyggede sig med aktiviteter for de lidt større børn. Her kunne de lave alt lige fra at hoppe på en stor hoppepude, til klatring og balancegang til minigolf, og de var godt underholdt.

De lidt større børn var vilde med minizooen med krybdyr i alle afskygninger. Tristan og Nohr var for små til at få øje på dyrene.

Maden

Vi spiste blandt andet på restauranten ved jungeland, og her var de “levende” dyr et KÆMPE hit for de to mindste. Vi fik faktisk rigtig god mad til rimelige priser, og de store unger kunne rende ind i legelandet og lege lidt, når de ikke gad sidde ved bordet mere. Win-win. Vi spiste også mad fra pizzariaet på resortet, som vi tog med hjem til lejligheden. Her synes jeg dog at kvaliteten var dalet lidt i forhold til sidste gang, hvor vi spiste der flere gange. Vil man selv lave mad, er der et supermarked på resortet med ok priser. Man kan også vælge at køre til nabobyen og handle ind. Her er der blandt andet Netto, Aldi, Lidl og Famila.

Lejligheden

Lejligheden var en stor lejlighed med plads til os alle. Vores veninde havde været så kvik at bestille en lejlighed i stueplan, og det var altså super skønt når man let kunne komme ind og ud med tvillingeklapvognen. Lejligheden var noget slidt, men det meste af tiden blev brugt rundt omkring på resortet, så det havde ikke den store betydning. Der var de ting, vi skulle bruge, lige fraset en ovn, og vi lå godt i sengene.

Børneklubben

Isabella maler på indkøbsnet

Denne gang fik vi kun besøgt Børneklubben en enkelt gang, hvor børnene var kreative og malede på net. Der er ellers en masse fine aktiviteter. Nogle er gratis og andre koster lidt.

Opholdet -overordnet set

Vi havde en super lækker tur. Det tager ca 1,5 time fra den tyske grænse (Sønderjylland) og 45 min fra Puttgarden at komme derhen, så det kan de fleste børn være med til. Man får meget valuta for pengene, som rækker længere på Weissenhäuser end fx i Lalandia. Vi vil i hvert fald helt sikkert gerne derhen igen en anden gang.

Tak fordi du læste med!

Tristan og Nohr 18 mdr

I dag fylder mine små yndlingsdrenge 18 mdr -og tiden er simpelthen gået så hurtigt siden jeg lå med de to små fyre i mine arme på Odense Universitetshospital. Dengang synes jeg, at det var en gave at få tvillinger -og det synes jeg stadig! At opleve deres tætte bånd sammen, deres glæde, dobbelt op på smil og deres omsorg for hinanden, er FANTASTISK. Og jeg synes stadig ikke det er hårdt at have tvillinger, omend der kan være lidt mere arbejde i det.

Tristan, som blev født først, er en meget omsorgsfuld, kærlig fyr, som virkelig følger med i omgivelserne og er meget opmærksom. Han har gået i ca 5 måneder nu, og han er hér, dér og allevegne! Intet synes at være farligt! Han elsker teletubbies, at tage store sko på, cykle på sin løbecykel, fejebakker og at tømme skabe. Han elsker at lave fis og ballade, og er virkelig en sjov lille fyr. Han er samtidig den af vores fire børn som har det absolut største temperament!

Nohr, som er rosinen i pølseenden, er vores finurlige, humoristiske, eftertænksomme fyr. Han elsker at fordybe sig i puslespil, klodser (stable) og lægger mærke til de små detaljer. Han elsker også sin løbecykel og teletubbies -og især biler i alle afskygninger! Han går ikke endnu, men er startet til kiropraktor, som har konstateret, at han er låst i nakke og bækken. Han har længe taget få skridt hist og pist, men han er en lidt forsigtig fyr. Han er mega god til at lave fagter til sange -og elsker bøger.

Tristan og Nohr er lige så forskellige som nat og dag, og alligevel har de en fantastisk, indbyrdes forståelse og et bånd, som er fantastisk at følge med i på sidelinien. Jeg under virkelig alle at prøve at have tvillinger. De første halvandet år har været fantastiske, og jeg glæder mig massivt over at have dem, og de to store yndlingsbørn, I mit liv❤️

Tak fordi du læste med!

Aktivt kul på Nohr!

“Hvis han ikke kan spise sin “lakrids”is inden for 15 minutter, så må vi lave et overgreb på Nohr”, sagde sygeplejersken på Børneafdeling 17 på Næstved Sygehus i går aftes, da Nohr skulle have aktivt kul. Vi havde været hjemme at spise hos min gamle far i Faxe, og havde lavet en pillerunde i hans bolig, så de små ikke fik fingre i noget, de ikke skulle. Alligevel formåede Nohr at åbne et skab, hvor der åbenbart lå et lille æggebæger med Pradaxa, som er et stærkt blodfortyndende middel. Lisette hørte ham hoste, som om han havde fået noget galt i halsen, og så fandt hun to kapsler medicin i nærheden af ham. Jeg fik hurtigt identificeret medicinen som Pradaxa, og så ringede jeg til Giftlinien for at forhøre mig om, hvad vi skulle gøre. Tvivlen skulle komme ham tilgode, og vi skulle derfor en tur forbi børneafdelingen , så Nohr kunne få aktivt kul, som kan neutralisere medicinen i maven. Ungerne havde en fest med alt det fremmede legetøj

Vi skulle egentlig hjem til Odense, men vi måtte ikke bruge de halvanden time det ville tage, da han skulle behandles hurtigst muligt. Så hele familien på seks troppede op på afdelingen.

Sonde

Da Nohr havde fået et par skefulde af den spændende “lakrids”is, var den slet ikke spændende mere, og vi måtte derfor ty til sonden, som bestemt ikke huede den unge mand. Vores ellers meget rolige Nohr kæmpede en brav kamp, men sygeplejersken vandt og Nohr fik sit aktive kul i sonden. Da han skulle observeres i et par timer, kørte Lisette de tre andre unger tilbage til mormor og morfar, da de var meget trætte, og Nohr og jeg blev på sygehuset. Træt Nohr på Børneafdelingen

Efter et par timer hvor Nohr holdt regulær fest i venteværelset (man fik lov at passe sig selv temmelig meget), fik vi endelig lov at komme hjem. Vi snuppede en ekstra overnatning på Sjælland hos bedsterne, og er nu endelig hjemme igen. Vi slap med forskrækkelsen -og Nohr har det fremragende. Vi tog alle de forholdsregler vi kunne, og der skal ikke mere end få sekunder til før små bavianer laver ballade. Det er især værd at huske, når man har to små pilfingre med ude på nyt territorier.

Tak fordi du læste med!

Fastelavn er mit navn!

De her to små løver, er nok de sødeste løver, jeg nogensinde har set! Desværre kom de ikke afsted til Fastelavn i dagplejen, da de har en regel om, at man ikke må komme dagen efter man har haft feber, men klædes ud -det skulle de!

Storebror Nicolaj var et farligt spøgelse (dog det sødeste, farligste spøgelse) og Isabella en (smuk) skøjteprinsesse. De nåede begge at fejre Fastelavn på skolen inden de skulle til Marcus og Martinuskoncert senere samme dag.

I år nåede de desværre ikke ud at rasle. Det havde de ellers meget glæde af sidste år. Til gengæld slog de Havkatten af tønden på Den Blå Planet, og det synes de var en meget fin erstatning.

Hvad var dine børn klædt ud som i år?

Tak fordi du læste med!

Stilhed før stormen? Er det hele slut?

Der har været stille på bloggen. Meget stille faktisk. Lidt for stille. Alt for stille. Siden jeg startede bloggen for snart tre år siden, har der ikke været stille i mere end max et par dage, så det er en ny og uvant situation, som i virkeligheden ikke rigtig huer mig. Det har dog også været tiltrængt! Jeg har haft flere uger, hvor jeg ikke har været nær så meget på de sociale medier, som jeg plejer. Hovedet har været fyldt op med operationsoplæring på arbejdet, forberedelser til fødselsdage, jul og nytår, nætter med to søvnterrorister, som har vækket mig på skift en gang i timen hele natten, ekstravagter -og Lisettes jobstart! Lisette blev cand.public i efteråret, og er startet i job, så nu prøver vi også hvordan det er at have en travl hverdag som børnefamilie. Vi har nemlig været så privilegeret at Lisette har været studerende i alle årene indtil nu, og det har betydet en utrolig fleksibilitet i forhold til ungerne, mange skønne fridage og max fokus på børnene. Nu er vi begge i job, hverdagen er presset, ungernes sport fylder massivt (især Isabellas skøjteløb) og hverdagen kan godt komme til at handle meget om overlevelse. Lisette flexer dog på jobbet og prioriterer at møde klokken 9 og gå kl. 15, så ungerne ikke får for lange dage i institutionen.

Samtidig har den kvikke måske opdaget, at regbuemor.dk er blevet en del af MOMSTER -en community af mommybloggere. I forbindelse med flytningen af min blog, fik jeg lavet en fejl så jeg ikke fik halvdelen af indlæggene med over, og flere af dem mangler billeder. Det tog lidt af pusten fra mig, fordi jeg har mistet en masse indlæg der betød en masse for mig, og det tog desværre også lidt af gejsten med at få skrevet på bloggen. Bloggen er dog mit hjertensbarn, og jeg håber virkelig ikke at jeg har mistet for mange følgere de sidste uger, fordi de er stødt ind i det samme indlæg om julen igen og igen. Jeg har lavet bloggen som en gave til mine børn, og også for at vise folk omkring os, at en regnbuefamilie såmænd ikke er meget anderledes end alle andre familier -den er bare bygget lidt anderledes op.

Faktisk har jeg “været så langt ude”, at jeg har overvejet om jeg skulle stoppe med at skrive på bloggen -især fordi min blog er blevet så amputeret med de manglende og halve (tidligere) indlæg. Jeg håber ikke det har gjort den for rodet. Jeg har dog i dette nu besluttet mig for, at bloggen fortsætter -og jeg vil selvfølgelig bestræbe mig på at skrive og opdatere ofte. Husk at regnbuemor også kan følges på Facebook og Instagram (regnbuemor.dk)

Og nu vi er ved det. Er der nogen ting i godt kunne tænke jer at høre/læse om? Hvad er godt ved bloggen? Hvad er mindre godt ved bloggen? Jeg ville virkelig værdsætte noget feedback! Skriv en kommentar herunder!

Tak fordi du (stadig) læser med!

Tak fordi du læste med!

8 år uden julestemning -indtil nu

Julen 2016

Alle familier har forskellige traditioner. Traditioner der gør julen perfekt på sin helt egen måde. Man er sammen med dem man holder af, man hygger sig og man nyder julemagien. Før Lisette og jeg fik børn holdt vi altid jul hver for sig og med hver vores familie, for vi blev helt dårlige ved tanken om ikke at skulle være sammen med vores moar og de vante traditioner. Juleaften hjemme hos os bestod altid af et juletræ der mere eller mindre lignede et fastelavnsris -med kulørte pærer og 8 børns hjemmelavede julepynt fra flere årtier. Ikke kønt, men personligt, og vores helt specielle træ. Træet kom altid først ind dagen før eller på selve juleaftensdag, for min mor kunne ikke så godt tåle gran. Lidt uheldigt i december. Middagen bestod altid af min mors fantastiske andesteg, sprøde flæskesteg og forbandede lækre sovs, som INGEN kan gøre efter (Nej Lisette, din fars sovs er ikke bedre end min mors, selvom den er god!). Til dessert fik vi altid risalamande -og så var det ellers tid til at danse om træet og lige tage toppen af gavespændingen med lidt udpakning. Vi rendte altid rundt i huset som julejubelidioter og sang “Nu er det jul igen”, og så fik vi børn forløst spændingen med vores julegaver. Bagefter blev der spillet bingo eller raflet om pakker, mens min mors legendariske slikfad kom ind på bordet. Der var alskens lækre sager med blandt andet frugtflæsk, guldkarameller,  nødder, dadler, marcipan, mentokarameller, mors hjemmelavede brændte mandler og matadormix. Jeg mangler altid det fad til jul efter min mor er død.

Sidste jul med mor, julen 2008. Isabella (i rødt) er 14 dage gammel. På hendes arm er min Niece Nadja, som var 3 måneder gammel. Jeg holder neget af dette billede

Det år hvor Isabella blev født splittede vi juleaften op i to, så begge familier kunne opleve babys første jul -selvom 14 dage gamle Isabella vist var temmelig ligeglad. Det blev den allersidste (halve) jul jeg holdt med min mor.  7 måneder og 11 dage senere døde min mor af den kræftsygdom der langsomt havde ædt hende op de sidste tre år. Og de næste mange år derefter har jeg haft ualmindeligt svært ved at finde en julestemning frem, for mor havde en stor plads hos mig, og jul uden mor har bare ikke været det samme siden. Hver jul glædes jeg over børnenes glæde over julen, men har ikke selv kunnet mærke den, og jeg har hver eneste jul måttet synke en klump i halsen eller to i løbet af aftenen. Det kommer jeg sikkert også til i år…måske…for der skete noget mærkeligt i mig i år. Allerede i november begyndte jeg at nynne julesange, købe julegaver -ja, sågar tune hen på Radio Soft, som spiller julesange nonstop op til jul. Jeg tog selv initiativ til at få købt et juletræ og efterspurgte hvornår der skulle pyntes. Jeg har ikke mærket denne julestemning i 8 år! Men den er der. Ikke helt som i gamle dage, herregud, men den er der, og jeg håber jeg kan åbne mere op for al den juleglæde der er omkring mig. I år kommer min far også juleaften, og ham har jeg ikke holdt jul med i otte år, da han har holdt jul hjemme hos mine brødre. Ja, det bliver nærmest en juletræsfest i år, for vi er 17 mennesker der skal holde jul sammen. Vi skiftes til at vælge hvem vi skal holde jul med, og i år har Lisette valgt at vi skal holde det sammen med hendes familie -og så har vi inviteret vores veninde og to børn med også. Det skal nok blive hyggeligt. Vi har som altid købt alt for mange gaver til ungerne, men fuck det! Det bliver en fest!

Lille Isabella sætter den mus på træet hun fik af Tante Pia som spæd. Ballonerne i baggrunden skyldes, at hun havde holdt fødselsdag samme dag

Glædelig jul til alle jer der følger med på bloggen. Jeg håber i får en fantastisk aften i familiens skød. Jeg vil nyde min dejlige, store familie i år -og så vil jeg sende en kærlig tanke op til de mennesker jeg har kær, som vi ikke har blandt os længere.

Glædelig jul og godt nytår!

Tak fordi du læste med!

Kære lille mormor

Jeg har fået lov at gengive Lisettes smukke ord til hendes mormor, Ingrid Oddershede, som gik bort for præcis 3 år siden i dag:

Ingrid Oddershede

Jeg skal leve af at bruge mine ord. Men hvad gør man så, når ingen ord er tilstrækkelige til at fortælle, hvor fantastisk et menneske, du var. Og ingen ord kan beskrive hvor stort savnet og tomrummet er.

Da jeg var var fire år købte du sammen med morfar, mine forældre og tante og onkel en gammel skole ude på landet. Et kæmpe sted med masser af plads. Det var din vison at gøre det til et sted, ensomme, udstødte, syge og alle andre, samfundet ikke gad at lege med, kunne komme og være. Her fik de en seng at sove i, de fik mad og de fik noget, de ikke fik andre steder. Respekt, forståelse, et lyttende øre og en skulder at græde ved. Det gav du dem. Hver dag. Uden fordømmelse.

Når oldefar kom på besøg fyldte du køleskabet med øl, selvom du aldrig rørte alkohol. Men oldefar drak øl – og ganske mange af dem.

Da jeg var barn holdt vi juleaften i gymnastiksalen. Vi var mange. For du inviterede altid dem, der ikke havde noget NOGEN steder af være. Dem var der mange af. Da jeg var barn, var juleaften en kæmpefest. Nogle ville måske kalde det en juletræsfest, men du insisterede på, de var velkomne. Ingen skal sidde alene juleaften, sagde du.

Da jeg var barn tog du min søster og mig med på campingferie uden mor og far. Du hoppede på trampoliner og hoppepuder, bestilte mad fra grillen og alt for mange salatmayonaiser. Når jeg fik mine hidsige udbrud – og det fik jeg jævnligt – satte du dig altid på knæ og tog om mig. Du råbte aldrig tilbage.

Da jeg var barn spiste vi sammen – hele familen og dem der nu ellers boede der. Du lavede mad og ringede med klokken, når der var serveret.

Da jeg var teenager så jeg, hvordan du utrætteligt tog imod folk med alle mulige skavanker og mennesker med uhelbredelige sygdomme ind i din klinik. Her smertelindrede du dem og gjorde deres hverdag mere tålelig. Hvordan du gjorde, er der stadig ingen der ved. Du kunne ikke bære armbåndsur – de gik i stå så snart, de kom i berøring med dit håndled. Derfor bar du dit guldur i en kæde om halsen. Måske du bare var lavet af noget, vi andre ikke er.

Mormor

Da jeg var teenager så jeg hvordan du dødtræt pakkede bilen med hjemmelavede æblekage, lagkage og boller og tog turen fra vores hjem til Frelsens Hær i Roskilde med morfar. Her dækkede du op til kaffestue og tog imod de mennesker, som ikke havde andre at gå til. Her lyttede du, tog dem i hånden og lod dem vide, du var der for dem. Og det var du. For dem. For os. For mig.

Da jeg var teenager, arrangerede du loppemarkeder og alt gik til mennesker i nød. Du tog med tusindvis af familier i Bonbonland, der ellers ikke ville have haft den mulighed. Du pakkede julehjælpsgaver til familier, der ikke kunne give deres børn en julegave og flæskesteg juleaften.

Da jeg var teenager så jeg flere busser fyldt med mennesker til dine komsammener i festsalen. Her diskede du op med alverdens mad og drikke – og naturligvis hjemmelavede lagkager.

Da jeg blev voksen så jeg, hvor syg, du egentlig var. Hvor syg du egentlig havde været hele dit liv. Jeg så, hvor utrolig træt du var, men aldrig så træt, at du ikke havde tid til andre. Når vi kom op til jer, sad du altid og var igang med noget. Hækle til nogen. Lave kort til nogen. Lave invitationer til et arrangement, du havde planlagt. En juletræsfest eller en påskefest. Du rejste dig, og jeg kan stadig høre dig sige hej. Du sagde det på en helt særlig måde – med et smil og med åbne arme. Og så inviterede du på kaffe og brød. Jeg ville ønske jeg oftere havde sagt ja tak.

Sådan var du. Uselvisk. Kærlig. Tålmodig. Hjælpsom. Hjertevarm. En engel. Du kan nok se, at mine ord ikke er tilstrækkelige til at beskrive, hvor helt igennem fantastisk, du var. Hvor meget du betød for så utrolig mange mennesker.
Derfor giver det slet ingen mening at gå i gang med at beskrive, hvor helt uhyggelig tomt her er uden dig.

Jeg ville ønske, Isabella, Nicolaj, Tristan og Nohr kunne have dig i deres liv, men jeg glædes over, at Isabella og Nicolaj nåede at lære dig lidt at kende. Du sagde altid, at man kunne se i Nicolajs øjne, at han havde danset med engle, da vi troede, vi skulle miste ham. Den historie fortæller jeg ham jævnligt. Og det er det, jeg kan fortælle mine børn. Historien om en kvinde – deres oldemor, min mormor – der var det mest fantastiske og magiske menneske, jeg nogensinde har mødt. Det er historien om en kvinde, der gjorde så meget for så mange og aldrig forlangte noget igen. En kvinde med et hjerte så stort, at det til sidst ikke kunne slå mere.

Kære mormor. Tak fordi du var lyset og varmen i en til tider mørk og kold verden. Jeg elsker dig. Jeg savner dig. Hver dag.

-Lisette

Tak fordi du læste med!

Nissen er død!

“Nicolaj, skal vi have nissedøren sat op i år, nu hvor i ikke tror på nissen?”, spurgte Lisette forleden med nissedøren i hånden -overbevist om at Nicolaj havde sagt for et stykke tid siden, at han godt vidste at vi var nissen. “ER DET JER DER SÆTTER DEN OP?????!?!”, svarede den noget målløse dreng -og så var den julemagi ligesom død! FAIL

Julehygge

Vi var ellers overbeviste om at drengen ikke troede på nissen mere -og for et par måneder siden spurgte jeg ungerne, om de ville have “24 små lorteting” eller fire fede  afventsgaver, så de kunne få noget ordentligt. De valgte heldigvis sidstnævnte -men Nicolaj må have troet at han så også kunne høste lidt fra nissen ved siden af!

Forleden sad han nede ved nissedøren med tvillingerne. Han sagde til mig at “Nu tror Tristan og Nohr jo ikke på nissen”, hvorefter jeg svarede, at de ikke forstod så meget af det i år, men at vi kunne lade som om nissen fandtes næste år. Hans svar: “Så kommer de til at tro på nissen til de er en 6-7 år gamle, ikke mor?”  Elsker børns logik❤️

Adventsgaverne har faktisk været et hit herhjemme. Vi er glade for at kunne købe noget ordentligt, og ungerne har kunnet bruge tingene i meget højere grad. Ved siden af adventsgaverne har Nicolaj en Ramasjang-, Chupa Chips-, Bean boozled-, Lego Starwars og en fodboldkortkalender -og Isabella en lakridspibe-, en Barbie-, en Chupa Chups, en ramasjang – og en Playmobilkalender -så der er rigeligt at muntre sig med hver dag! Og imens truer julen i det fjerne! Den kommer hoppende op på ryggen af en, og ripper ens konto for kontanter, inden man ved af det. Men det er familietid. Det er hygge. Og det er magi. Også selvom nissen er død.

En er meget begejstret for dagens afventsgave
Tak fordi du læste med!

Isabella 9 år

Tillykke Isabella!

Isabella 1 måned gammel

Præcis klokken 20.03 for 9 år siden blev verdens dejligste pige født -3742 g og 54 cm lang. Vores førstefødte. Vores arving (tvivler på der bliver noget at arve😂). Isabella bliver dejligere og dejligere hver eneste dag. Hun er en fantastisk, empatisk pige, en god ven, et godt menneske -og jeg tror faktisk verden ville være et meget bedre sted hvis alle var som hende! Og i dag fylder hun 9 år. De bedste 9 år i mit liv. Herhjemme bestemmer fødselaren menuen, og vi ender derfor ofte med brunch. Imidlertid  havde Isabella et meget beskedent ønske om menuen i dag, så vi fik bacon og vafler!

Børnene vælger selv oppyntningen. Isabella ville gerne bede om et simpelt bord med grønne servietter
Nu 9 år

Efter morgenmaden blev ungerne kørt i skole. For en sjælden gangs skyld ville Isabella ikke have hjemmebag med, men derimod flødeboller. Dejligt nemt. Kl. 10 blev hun allerede hentet i skolen igen, for så skulle hun ud at hygge med sine mødre. Tvillingernes dagplejemødre havde meldt sig syge i dag, så vi kunne ikke begge komme i bio med Isabella som planlagt, men så tog Lisette og Bella i bio, og så hyggede vi allesammen bagefter med frokostbesøg på Jensens Bøfhus (efter fødselarens ønske) og aftensmad med hjem fra Chicago Burger (+impulsiv invitation af bedsteveninden)

Isabella har haft en fantastisk dag, og vi mødre gnider os i øjnene og forstår ikke at der allerede er gået 9 år!!!

Kæmpe tillykke elskede skar. Vi elsker dig!

Tak fordi du læste med!