Stilhed før stormen? Er det hele slut?

Stilhed før stormen? Er det hele slut?

Der har været stille på bloggen. Meget stille faktisk. Lidt for stille. Alt for stille. Siden jeg startede bloggen for snart tre år siden, har der ikke været stille i mere end max et par dage, så det er en ny og uvant situation, som i virkeligheden ikke rigtig huer mig. Det har dog også været tiltrængt! Jeg har haft flere uger, hvor jeg ikke har været nær så meget på de sociale medier, som jeg plejer. Hovedet har været fyldt op med operationsoplæring på arbejdet, forberedelser til fødselsdage, jul og nytår, nætter med to søvnterrorister, som har vækket mig på skift en gang i timen hele natten, ekstravagter -og Lisettes jobstart! Lisette blev cand.public i efteråret, og er startet i job, så nu prøver vi også hvordan det er at have en travl hverdag som børnefamilie. Vi har nemlig været så privilegeret at Lisette har været studerende i alle årene indtil nu, og det har betydet en utrolig fleksibilitet i forhold til ungerne, mange skønne fridage og max fokus på børnene. Nu er vi begge i job, hverdagen er presset, ungernes sport fylder massivt (især Isabellas skøjteløb) og hverdagen kan godt komme til at handle meget om overlevelse. Lisette flexer dog på jobbet og prioriterer at møde klokken 9 og gå kl. 15, så ungerne ikke får for lange dage i institutionen.

Samtidig har den kvikke måske opdaget, at regbuemor.dk er blevet en del af MOMSTER -en community af mommybloggere. I forbindelse med flytningen af min blog, fik jeg lavet en fejl så jeg ikke fik halvdelen af indlæggene med over, og flere af dem mangler billeder. Det tog lidt af pusten fra mig, fordi jeg har mistet en masse indlæg der betød en masse for mig, og det tog desværre også lidt af gejsten med at få skrevet på bloggen. Bloggen er dog mit hjertensbarn, og jeg håber virkelig ikke at jeg har mistet for mange følgere de sidste uger, fordi de er stødt ind i det samme indlæg om julen igen og igen. Jeg har lavet bloggen som en gave til mine børn, og også for at vise folk omkring os, at en regnbuefamilie såmænd ikke er meget anderledes end alle andre familier -den er bare bygget lidt anderledes op.

Faktisk har jeg “været så langt ude”, at jeg har overvejet om jeg skulle stoppe med at skrive på bloggen -især fordi min blog er blevet så amputeret med de manglende og halve (tidligere) indlæg. Jeg håber ikke det har gjort den for rodet. Jeg har dog i dette nu besluttet mig for, at bloggen fortsætter -og jeg vil selvfølgelig bestræbe mig på at skrive og opdatere ofte. Husk at regnbuemor også kan følges på Facebook og Instagram (regnbuemor.dk)

Og nu vi er ved det. Er der nogen ting i godt kunne tænke jer at høre/læse om? Hvad er godt ved bloggen? Hvad er mindre godt ved bloggen? Jeg ville virkelig værdsætte noget feedback! Skriv en kommentar herunder!

Tak fordi du (stadig) læser med!

Tak fordi du læste med!

8 år uden julestemning -indtil nu

8 år uden julestemning -indtil nu
Julen 2016

Alle familier har forskellige traditioner. Traditioner der gør julen perfekt på sin helt egen måde. Man er sammen med dem man holder af, man hygger sig og man nyder julemagien. Før Lisette og jeg fik børn holdt vi altid jul hver for sig og med hver vores familie, for vi blev helt dårlige ved tanken om ikke at skulle være sammen med vores moar og de vante traditioner. Juleaften hjemme hos os bestod altid af et juletræ der mere eller mindre lignede et fastelavnsris -med kulørte pærer og 8 børns hjemmelavede julepynt fra flere årtier. Ikke kønt, men personligt, og vores helt specielle træ. Træet kom altid først ind dagen før eller på selve juleaftensdag, for min mor kunne ikke så godt tåle gran. Lidt uheldigt i december. Middagen bestod altid af min mors fantastiske andesteg, sprøde flæskesteg og forbandede lækre sovs, som INGEN kan gøre efter (Nej Lisette, din fars sovs er ikke bedre end min mors, selvom den er god!). Til dessert fik vi altid risalamande -og så var det ellers tid til at danse om træet og lige tage toppen af gavespændingen med lidt udpakning. Vi rendte altid rundt i huset som julejubelidioter og sang “Nu er det jul igen”, og så fik vi børn forløst spændingen med vores julegaver. Bagefter blev der spillet bingo eller raflet om pakker, mens min mors legendariske slikfad kom ind på bordet. Der var alskens lækre sager med blandt andet frugtflæsk, guldkarameller,  nødder, dadler, marcipan, mentokarameller, mors hjemmelavede brændte mandler og matadormix. Jeg mangler altid det fad til jul efter min mor er død.

Sidste jul med mor, julen 2008. Isabella (i rødt) er 14 dage gammel. På hendes arm er min Niece Nadja, som var 3 måneder gammel. Jeg holder neget af dette billede

Det år hvor Isabella blev født splittede vi juleaften op i to, så begge familier kunne opleve babys første jul -selvom 14 dage gamle Isabella vist var temmelig ligeglad. Det blev den allersidste (halve) jul jeg holdt med min mor.  7 måneder og 11 dage senere døde min mor af den kræftsygdom der langsomt havde ædt hende op de sidste tre år. Og de næste mange år derefter har jeg haft ualmindeligt svært ved at finde en julestemning frem, for mor havde en stor plads hos mig, og jul uden mor har bare ikke været det samme siden. Hver jul glædes jeg over børnenes glæde over julen, men har ikke selv kunnet mærke den, og jeg har hver eneste jul måttet synke en klump i halsen eller to i løbet af aftenen. Det kommer jeg sikkert også til i år…måske…for der skete noget mærkeligt i mig i år. Allerede i november begyndte jeg at nynne julesange, købe julegaver -ja, sågar tune hen på Radio Soft, som spiller julesange nonstop op til jul. Jeg tog selv initiativ til at få købt et juletræ og efterspurgte hvornår der skulle pyntes. Jeg har ikke mærket denne julestemning i 8 år! Men den er der. Ikke helt som i gamle dage, herregud, men den er der, og jeg håber jeg kan åbne mere op for al den juleglæde der er omkring mig. I år kommer min far også juleaften, og ham har jeg ikke holdt jul med i otte år, da han har holdt jul hjemme hos mine brødre. Ja, det bliver nærmest en juletræsfest i år, for vi er 17 mennesker der skal holde jul sammen. Vi skiftes til at vælge hvem vi skal holde jul med, og i år har Lisette valgt at vi skal holde det sammen med hendes familie -og så har vi inviteret vores veninde og to børn med også. Det skal nok blive hyggeligt. Vi har som altid købt alt for mange gaver til ungerne, men fuck det! Det bliver en fest!

Lille Isabella sætter den mus på træet hun fik af Tante Pia som spæd. Ballonerne i baggrunden skyldes, at hun havde holdt fødselsdag samme dag

Glædelig jul til alle jer der følger med på bloggen. Jeg håber i får en fantastisk aften i familiens skød. Jeg vil nyde min dejlige, store familie i år -og så vil jeg sende en kærlig tanke op til de mennesker jeg har kær, som vi ikke har blandt os længere.

Glædelig jul og godt nytår!

Tak fordi du læste med!

Kære lille mormor

Kære lille mormor

Jeg har fået lov at gengive Lisettes smukke ord til hendes mormor, Ingrid Oddershede, som gik bort for præcis 3 år siden i dag:

Ingrid Oddershede

Jeg skal leve af at bruge mine ord. Men hvad gør man så, når ingen ord er tilstrækkelige til at fortælle, hvor fantastisk et menneske, du var. Og ingen ord kan beskrive hvor stort savnet og tomrummet er.

Da jeg var var fire år købte du sammen med morfar, mine forældre og tante og onkel en gammel skole ude på landet. Et kæmpe sted med masser af plads. Det var din vison at gøre det til et sted, ensomme, udstødte, syge og alle andre, samfundet ikke gad at lege med, kunne komme og være. Her fik de en seng at sove i, de fik mad og de fik noget, de ikke fik andre steder. Respekt, forståelse, et lyttende øre og en skulder at græde ved. Det gav du dem. Hver dag. Uden fordømmelse.

Når oldefar kom på besøg fyldte du køleskabet med øl, selvom du aldrig rørte alkohol. Men oldefar drak øl – og ganske mange af dem.

Da jeg var barn holdt vi juleaften i gymnastiksalen. Vi var mange. For du inviterede altid dem, der ikke havde noget NOGEN steder af være. Dem var der mange af. Da jeg var barn, var juleaften en kæmpefest. Nogle ville måske kalde det en juletræsfest, men du insisterede på, de var velkomne. Ingen skal sidde alene juleaften, sagde du.

Da jeg var barn tog du min søster og mig med på campingferie uden mor og far. Du hoppede på trampoliner og hoppepuder, bestilte mad fra grillen og alt for mange salatmayonaiser. Når jeg fik mine hidsige udbrud – og det fik jeg jævnligt – satte du dig altid på knæ og tog om mig. Du råbte aldrig tilbage.

Da jeg var barn spiste vi sammen – hele familen og dem der nu ellers boede der. Du lavede mad og ringede med klokken, når der var serveret.

Da jeg var teenager så jeg, hvordan du utrætteligt tog imod folk med alle mulige skavanker og mennesker med uhelbredelige sygdomme ind i din klinik. Her smertelindrede du dem og gjorde deres hverdag mere tålelig. Hvordan du gjorde, er der stadig ingen der ved. Du kunne ikke bære armbåndsur – de gik i stå så snart, de kom i berøring med dit håndled. Derfor bar du dit guldur i en kæde om halsen. Måske du bare var lavet af noget, vi andre ikke er.

Mormor

Da jeg var teenager så jeg hvordan du dødtræt pakkede bilen med hjemmelavede æblekage, lagkage og boller og tog turen fra vores hjem til Frelsens Hær i Roskilde med morfar. Her dækkede du op til kaffestue og tog imod de mennesker, som ikke havde andre at gå til. Her lyttede du, tog dem i hånden og lod dem vide, du var der for dem. Og det var du. For dem. For os. For mig.

Da jeg var teenager, arrangerede du loppemarkeder og alt gik til mennesker i nød. Du tog med tusindvis af familier i Bonbonland, der ellers ikke ville have haft den mulighed. Du pakkede julehjælpsgaver til familier, der ikke kunne give deres børn en julegave og flæskesteg juleaften.

Da jeg var teenager så jeg flere busser fyldt med mennesker til dine komsammener i festsalen. Her diskede du op med alverdens mad og drikke – og naturligvis hjemmelavede lagkager.

Da jeg blev voksen så jeg, hvor syg, du egentlig var. Hvor syg du egentlig havde været hele dit liv. Jeg så, hvor utrolig træt du var, men aldrig så træt, at du ikke havde tid til andre. Når vi kom op til jer, sad du altid og var igang med noget. Hækle til nogen. Lave kort til nogen. Lave invitationer til et arrangement, du havde planlagt. En juletræsfest eller en påskefest. Du rejste dig, og jeg kan stadig høre dig sige hej. Du sagde det på en helt særlig måde – med et smil og med åbne arme. Og så inviterede du på kaffe og brød. Jeg ville ønske jeg oftere havde sagt ja tak.

Sådan var du. Uselvisk. Kærlig. Tålmodig. Hjælpsom. Hjertevarm. En engel. Du kan nok se, at mine ord ikke er tilstrækkelige til at beskrive, hvor helt igennem fantastisk, du var. Hvor meget du betød for så utrolig mange mennesker.
Derfor giver det slet ingen mening at gå i gang med at beskrive, hvor helt uhyggelig tomt her er uden dig.

Jeg ville ønske, Isabella, Nicolaj, Tristan og Nohr kunne have dig i deres liv, men jeg glædes over, at Isabella og Nicolaj nåede at lære dig lidt at kende. Du sagde altid, at man kunne se i Nicolajs øjne, at han havde danset med engle, da vi troede, vi skulle miste ham. Den historie fortæller jeg ham jævnligt. Og det er det, jeg kan fortælle mine børn. Historien om en kvinde – deres oldemor, min mormor – der var det mest fantastiske og magiske menneske, jeg nogensinde har mødt. Det er historien om en kvinde, der gjorde så meget for så mange og aldrig forlangte noget igen. En kvinde med et hjerte så stort, at det til sidst ikke kunne slå mere.

Kære mormor. Tak fordi du var lyset og varmen i en til tider mørk og kold verden. Jeg elsker dig. Jeg savner dig. Hver dag.

-Lisette

Tak fordi du læste med!

Nissen er død!

Nissen er død!

“Nicolaj, skal vi have nissedøren sat op i år, nu hvor i ikke tror på nissen?”, spurgte Lisette forleden med nissedøren i hånden -overbevist om at Nicolaj havde sagt for et stykke tid siden, at han godt vidste at vi var nissen. “ER DET JER DER SÆTTER DEN OP?????!?!”, svarede den noget målløse dreng -og så var den julemagi ligesom død! FAIL

Julehygge

Vi var ellers overbeviste om at drengen ikke troede på nissen mere -og for et par måneder siden spurgte jeg ungerne, om de ville have “24 små lorteting” eller fire fede  afventsgaver, så de kunne få noget ordentligt. De valgte heldigvis sidstnævnte -men Nicolaj må have troet at han så også kunne høste lidt fra nissen ved siden af!

Forleden sad han nede ved nissedøren med tvillingerne. Han sagde til mig at “Nu tror Tristan og Nohr jo ikke på nissen”, hvorefter jeg svarede, at de ikke forstod så meget af det i år, men at vi kunne lade som om nissen fandtes næste år. Hans svar: “Så kommer de til at tro på nissen til de er en 6-7 år gamle, ikke mor?”  Elsker børns logik❤️

Adventsgaverne har faktisk været et hit herhjemme. Vi er glade for at kunne købe noget ordentligt, og ungerne har kunnet bruge tingene i meget højere grad. Ved siden af adventsgaverne har Nicolaj en Ramasjang-, Chupa Chips-, Bean boozled-, Lego Starwars og en fodboldkortkalender -og Isabella en lakridspibe-, en Barbie-, en Chupa Chups, en ramasjang – og en Playmobilkalender -så der er rigeligt at muntre sig med hver dag! Og imens truer julen i det fjerne! Den kommer hoppende op på ryggen af en, og ripper ens konto for kontanter, inden man ved af det. Men det er familietid. Det er hygge. Og det er magi. Også selvom nissen er død.

En er meget begejstret for dagens afventsgave
Tak fordi du læste med!

Isabella 9 år

Isabella 9 år

Tillykke Isabella!

Isabella 1 måned gammel

Præcis klokken 20.03 for 9 år siden blev verdens dejligste pige født -3742 g og 54 cm lang. Vores førstefødte. Vores arving (tvivler på der bliver noget at arve😂). Isabella bliver dejligere og dejligere hver eneste dag. Hun er en fantastisk, empatisk pige, en god ven, et godt menneske -og jeg tror faktisk verden ville være et meget bedre sted hvis alle var som hende! Og i dag fylder hun 9 år. De bedste 9 år i mit liv. Herhjemme bestemmer fødselaren menuen, og vi ender derfor ofte med brunch. Imidlertid  havde Isabella et meget beskedent ønske om menuen i dag, så vi fik bacon og vafler!

Børnene vælger selv oppyntningen. Isabella ville gerne bede om et simpelt bord med grønne servietter
Nu 9 år

Efter morgenmaden blev ungerne kørt i skole. For en sjælden gangs skyld ville Isabella ikke have hjemmebag med, men derimod flødeboller. Dejligt nemt. Kl. 10 blev hun allerede hentet i skolen igen, for så skulle hun ud at hygge med sine mødre. Tvillingernes dagplejemødre havde meldt sig syge i dag, så vi kunne ikke begge komme i bio med Isabella som planlagt, men så tog Lisette og Bella i bio, og så hyggede vi allesammen bagefter med frokostbesøg på Jensens Bøfhus (efter fødselarens ønske) og aftensmad med hjem fra Chicago Burger (+impulsiv invitation af bedsteveninden)

Isabella har haft en fantastisk dag, og vi mødre gnider os i øjnene og forstår ikke at der allerede er gået 9 år!!!

Kæmpe tillykke elskede skar. Vi elsker dig!

Tak fordi du læste med!

Nicolaj 7 år

Nicolaj 7 år

I dag fylder verdens dejligste Nicolaj 7 år!

Nicolaj Elijah 7 år

For snart 7 år siden sad vi på intensivafdelingen på Odense Universitetshospital, og anede ikke om Nicolaj ville overleve eller blive svært hjerneskadet af den herpesencephalit han havde pådraget sig. I forgårs var vi til skole-hjemsamtale i 1.a, hvor Nicolaj lå blandt de bedste fagligt i klassen -trods de dystre fremtidsudsigter 7 år forinden. Og i dag blev vores Supermand så fejret hele dagen. 

Dagen startede med morgenvækning på sengen med flag og fødselsdagssang. Herefter spiste vi alle 6 hjemmelavet brunch efter Nicolajs ønske (boller, pandekager, vafler, bacon, saftevand og kakao med flødeskum) og halvdelen af gaverne blev åbnet. Nicolaj havde bestilt regnbuemuffins til at dele ud i klassen, og ved 10-tiden hentede vi mødre ham og tog ham en tur i biografen for at se “Den utrolige historie om den kæmpestore pære” -en super sød film. Nicolaj elsker at komme i biografen! Efter bio hentede vi tvillingerne fra dagpleje og Isabella fra skole, og så kom Nicolajs ene ven Mathias og hans mor forbi til kage -og efterfølgende McDonaldsmad efter Nicolajs ønske.

Nicolaj foran sit fødselsdagsbord
Nicolaj i biografen
Nicolaj og bedstevennen Mathias

Nicolaj ligger nu sødt og sover i vores seng (det ønskede han).  Han har haft en fantastisk dejlig dag lige efter hans hoved. Herhjemme bestemmer man nemlig både morgenmad, aktiviter og aftensmad (bio fandt vi dog på) på sin fødselsdag.  Gaverne hittede, selskabet var perfekt og så synes Nicolaj at det var vildt sejt at have fødseldag på samme dag som Disneysjov!

Tak fordi du læste med!

Dengang jeg var barn…

Dengang jeg var barn…

…legede vi udenfor hele dagen. Vi mødtes på de lokale legepladser, hvor vi spillede rundbold eller fodbold, og kom først hjem til spisetid -kun for at drøne ud af døren igen, når vi havde spist. Der var altid et leben udenfor på legepladserne, som i dag ikke virker til at være lige så velbesøgte som dengang. I dag sidder alt for mange børn indenfor med deres tablets eller lignende, man mødes “på skyen” og jeg synes ikke det virker som om, børn er lige så aktive i dag.

Mine store dreng elsker elektronik, og han ville elske at kunne sidde og spille hele dagen. Min datter er derimod meget glad for at holde sig i gang -både derhjemme og i fritiden. Jeg synes det er super vigtigt at give sine børn nogle gode motionsvaner allerede fra barndommen, og derfor går begge mine børn til fritidsaktiviteter, og vi er egentlig også ret gode til at komme lidt ud at opleve ting sammen. Det er dog vigtigt også at have en god balancegang mellem fritidsaktiviteter og ro til barnet, så de kan overskue deres hverdag, som også indeholder mange timer på skolen!

Nicolaj til fodbold
Isabella til skøjtetræning

Vores børn har desværre ikke mulighed for at cykle i skole, da de går i skole i nabokommunen, og vejen dertil er meget trafikkeret og uden cykelsti, så vi er meget opmærksomme på at have dem i bevægelse uden for skoletiden. Nicolaj på knap 7 går til fodbold to gange om ugen og svømning en gang. Isabella på snart 9 træner skøjteløb 4 gange om ugen, og går også til svømning, som hun dog stopper med til nytår, da skøjteløbet fylder mere og mere. Børn spejler sig dog også i de voksne og deres motionsvaner, og der er vi nok ikke de bedste rollemodeller after all. Jeg cykler godt nok 20 km hver dag til og fra arbejde, men vores hverdag er for fyldt af fire børn og deres fritidsaktiviteter til at vi får prioriteret os selv. Vi taler med børnene om vigtigheden af at bevæge sig, hvad det gør for kroppen og ens velvære, og hvorfor det er vigtigt at man ikke bare er en sofakartoffel. Heldigvis kan de begge to godt lide at være i bevægelse. Vores små tvillingedrenge er endnu for små, men de holder sig I DEN GRAD i bevægelse hele tiden 🙂

Og hvorfor skriver jeg så dette?

Det gør jeg fordi Reima har opstartet en kampagne, hvor de vil sætte fokus på børns bevægelse på baggrund af at mere en 60% af de danske børn ikke når op på målet om 60 minutters fysisk aktivitet dagligt. Det gør de via hashtagget #millionhoursofjoy , hvor de i den globale challenge opfordrer så mange børn som muligt til at deltage. Formålet er at bekæmpe børn stillesiddende adfærd og hjælpe forældre med at holde sine børn aktive.

Lisbeth Runge Larsen giver følgende tips til at øge dit barns daglige fysiske aktiviteter:

1. Forsøg at identificere dit barns interesser og fysiske udgangspunkt

2. Lad barnet afprøve forskellige former for idræt for at udvikle et bredt bevægelsesrepetoire og en god grundmotorik

3. Vær opmærksom på barnets faktiske fysiske aktivitetsniveau i løbet af ugen. (Det er fx sjældent, at der er konstant bevægelse under træning)

4. Husk, at det er vigtigt at svede ordentligt og blive forpustet, men lettere motion anbefales også

5. Det er vigtigt at inspirere, opmuntre og støtte dit barn fx ved at være aktive sammen, da det har stor betydning for, hvor aktive børn er, også i puberteten

6. Støt dit barn både ved at vise interesse og ved at tilbyde muligheder for fysisk aktivitet. Fx ved selv at være en god rollemodel for bevægelse, ved at gøre plads i din egen kalender til at barnet kan komme afsted til træning, eller opmuntre barnet til at bruge cyklen

Hvordan er i aktive med børnene derhjemme? Og hvordan opfordrer du dit barn til bevægelse?

Giv endelig dit besyv med herunder, så vi sammen kan inspirere hinanden.

Tak fordi du læste med!

Tak fordi du læste med!

Overskuddet der blev væk

“Hvor får i alt det overskud fra?”, er vi ofte blevet spurgt, når vi igen skulle ud at opleve spændende ting, eller når vi for tredje gang den uge skulle have kammerater med hjem til begge børn. Vi ved det ikke. Vi ved heller ikke hvor overskuddet smuttede hen, for vi er på ingen måde så overskudsagtige som vi har været tidligere. Det irriterer mig grænseløst, for jeg kan virkelig godt lide at have mange bolde i luften, men det har nok været kroppens måde at sige, at nu skulle vi lige geare lidt ned. Vi laver stadig utrolig mange ting i forhold til så mange andre, men virkelig lidt i forhold til hvad vi plejer. Jeg mistænker lidt at det er vores små yndlingsbabyer som dræner os lidt. De er verdens nemmeste drenge, men der er stadig to af dem, to der skal skiftes, to der skal mades/have mad, to mere der skal afleveres i institution om morgenen, to der skal have hjælp til alt, skal overvåges hele tiden og som kræver deres mødre 24/7. Vi har aldrig haft behov for at få passet de store. Det kan i hvert fald tælles på een hånd, hvor mange gange de er blevet passet, men jeg kan mærke at det behov altså er kommet. At vi virkelig trænger til at kunne trække vejret en gang imellem, komme ud at spise, se en voksenfilm i biografen (nej ikke sådan en slags voksenfilm din lille gris) m.m., men det er ikke lige sådan at få afsat 4 (dejlige) unger -og det er bestemt heller ikke hvem som helst der får lov!

Med det manglende overskud føler jeg heller ikke, at jeg er den mor jeg gerne vil være. Den mor med overskud, som lige har tid til at spille et spil med ungerne, når de ytrer ønske om det, som kan engagere sig i en hyggelig leg i længere tid ad gangen, som ikke har den noget kortere lunte, som jeg har fået med det manglende overskud (ikke forstået sådan at jeg render og råber af dem), som ikke har så mange bolde i luften, at hun glemmer at holde hvad hun lover o.s.v. F.eks. sad jeg og hjalp Nicolaj med en opgave på hans skoletablet, så kom der gæster ind ad døren, og jeg vendte aldrig tilbage og hjalp ham færdig, selvom jeg havde lovet ham det. Jeg glemte det simpelthen, og kom først i tanke om det da jeg var på vej i seng, og Nicolaj havde sovet i mange timer! Og Nicolaj sagde ikke noget. Var det mon udtryk for at han bare havde opgivet på forhånd? Jeg ved det ikke.

Tvillingerne tager enormt meget af vores tid, og vi bestræber os virkelig på at huske de store også, så tvillingerne ikke får al opmærksomheden. Jeg er bare ikke sikker på, at jeg er god nok til det. Jeg er meget opmærksom på at have de store i fokus, men de små kræver mig fra det sekund jeg kommer ind ad døren, og de kan jo ikke så meget selv -endnu -og så kommer jeg hurtigt væk fra de store, og kommer til at fokusere på de små. Det er bestemt ikke med min gode vilje! Men også svært at lave om på! For at være helt ærlig føler jeg mig lidt som en dårlig mor i de her dage. Eller i hvert fald ikke som den mor, jeg ved jeg kan være. Det her skal jo altså ikke tolkes som om, at jeg er deprimeret. Sådan er det på ingen måde. Humøret er skam udmærket. Jeg kan bare mærke at jeg ikke kan have lige så mange bolde i luften, som jeg plejer, og der er mange ting jeg simpelthen ikke orker for tiden -og det går mig vanvittigt meget på!

Så hvordan finder man lige det overskud igen? Hvordan bliver jeg den nærværende mor, jeg ved jeg kan være? Er det bare oddsene, når man har TO (meget nemme) babyer derhjemme? Det er ikke rigtig muligt at geare mere ned i forhold til oplevelser og sådan, for vi har en stram kalender året ud med ting der ikke rigtig kan rykkes -f.eks. børnenes kommende fødselsdage/fødselsdagsfester som kommer som perler på en snor. Hvad gør en klog? Hvad gør en mor der bare gerne vil være den bedste mor som muligt?

H.j.æ.l.p.

Tak fordi du læste med!

Tak fordi du læste med!

Blå temafødselsdag

Blå temafødselsdag

Tristan og Nohr fyldte 1 år den 30. september, og er i dén grad blevet fejret til den store guldmedalje! Først blev de fejret af familien med det sejeste biltema, så hjemme på selve dagen, så i dagplejen (som du kan læse om i morgen) og til sidst af vores venner med børn til “Blå temafødselsdag”. Da vi havde meget om ørerne blev det “den hurtige løsning”, som dog blev ganske fin alligevel:

Voksenbordet
Børnebordet
Dejlige, børnevenlige kager
Lækre gaver som alle hittede
Gaverne blev straks taget i brug af de to fødselarer

Servietter, vimpler og papservice blev købt i “Normal” og ballonerne blev bestilt på Wish, hvor man dog skal bestille i meget god tid!
Menuen bestod af hjemmebagte, koldthævede Sophieboller, lun leverpostej med champignon og bacon, ost, diverse kødpålæg, frisk frugt, chokolademuffins, vanillemuffins, lagkage med creme og vandbakkelsesmænd. Så lækkert.
Begge drenge havde en fest da de blev fejret af 17 børn og 13 voksne. Legetøjslageret blev opdateret med mere alderssvarende legetøj og der blev HYGGET til den store guldmedalje. Vi har verdens skønneste omgangskreds, altså!

Tak fordi du læste med!

Tristan og Nohr 1 år!!!

For et år siden havde jeg de værste presseveer i mands minde (eller i hvert fald i mit minde!),  som føltes fordoblet i smerter fordi der lå to små fyre inde i maven og pressede sammen for at komme ud. Jeg var 37+0 og var i fuld gang med at fordoble min børneflok! Fødslen tog ikke lang tid, men efterlod både psykiske og fysiske ar som har taget en del tid at bearbejde. Måske er de endda ikke helt bearbejdet endnu. Fødselsoplevelsen kan du læse meget mere om lige HER.

Lisette med to helt nye, lækre små drengebørn

To små mirakler ser dagens lys

Lille Tristan var den første som blev født klokken 10.43. Han vejede 2465 g og var 49 cm lang, Han blev næsten skudt ud som en raket, og mens Lisette hurtigt fik lov at klippe navlesnoren, begyndte fødselsholdet at arbejde på tvillingebror Nohrs ankomst. Nohr havde drillet fødselsholdet fra start, hvor han drønede rundt inde i maven så de ikke kunne komme til at måle hans hjertelyd ordentligt. Nu hvor lille Tristan var ankommet, havde Nohr pludselig endnu mere plads til at drøne rundt inde i maven, og det var svært at fange hjertelyden selvom de sad med både scanner og doptone. Da Nohrs navlesnor så kom ud før Nohr fik de travlt, og fra de tog beslutningen om kejsersnit klokken 10.56 og til hans ankomst 11.06 gik der kun 10 min, hvor jeg nåede at blive kørt ud af Fødegangen.  hen til elevatoren, tre etager ned, ind på en operationsstue, blive bedøvet, maven skåret op og Nohr trukket ud! Imponerende! -og så sov jeg endda fra det hele! Nohr vejede 2625 gram og var også 49 cm lang.

Stolt mor og stolte søskende. Tristan og Nohr bliver for første gang lagt sammen på Neonatal
1 uge gamle. Nohr til venstre, Tristan til højre

Alt vel. P.S Send flere penge!

Det gik jo heldigvis godt med begge drenge, som suger al energi (og alle vores penge) ud af os :). De gror som ukrudt, er stort set altid glade, kravler i hver deres retning, rejser sig op af ALT, går langs møblerne, putter ALT i munden og elsker at lege med deres søskende. Det var en omvæltning at få små børn i huset igen, og vi skulle ud at anskaffe os alt igen, da vi ikke havde regnet med at skulle have flere børn, men hvor var det dog en skøn omvæltning. Tristan og Nohr er virkelig nogle dejlige, glade, skønne drenge, som spreder en masse glæde og god karma omkring sig. Vi er alle vilde med dem herhjemme, og ikke mindst deres store søskende som elsker at lege med dem. Og nu er de allerede et år! Ja, det er vildt som tiden flyver, og fantastisk at følge deres udvikling på sidelinien…Og vi synes stadig ikke at det er hårdt at have tvillinger!

Hver dag er en fest! Her i Legoland september 2017

Hurra, hurra, hurraaaaaaaaaaaa…

Morgenen i dag blev fejret som vi fejrer alle fødselsdage herhjemme: Med masser af gaver, lækker morgenmad og bare vores lille familie fra morgenstunden. For et par uger siden holdt vi fest for familien, og om en uge bliver de fejret af vores venner. Normalt vælger vores børn selv hvor de vil spise om aftenen, men det er Tristan og Nohr ikke helt gamle nok til, så vi laver deres livret i aften: Spaghetti med kødsovs. Vi ville have været i zoo i dag, men vejrudsigten så bestemt ikke tillokkende ud, så vi har hygget herhjemme i stedet.

Vi ville lige have en treer, men endte med to dejlige børn mere -og det værdsætter jeg hver dag.

Tak for dig Nohr Maximillian.

Tak for dig Tristan Jackson.

Tak for jer.

Og kæmpe stort tillykke med jeres første år. Vi elsker jer!

Tak fordi du læste med!

Tak fordi du læste med!