Børnehaveliv // En epoke er snart slut

Børnehaveliv // En epoke er snart slut

En epoke er snart slut for vores skønne dreng, Nicolaj, som snart skal begynde i førskole/forårssfo på samme skole som sin storesøster. Ja, faktisk har den unge mand kun 11 hverdage tilbage i børnehaven, da han holder fri i vinterferien og skal på modeljob i næste uge. Nicolaj glæder sig til at starte i skole, men jeg tror også han er lidt trykket af at skulle forlade det kendte og rare. Således har drengen, som hele sin børnehavetid er blevet hentet mellem 14 og 14.30, bedt om at blive hentet så sent som muligt de sidste dage -og allerhelst som det sidste barn!!! I går, da jeg hentede Nicolaj som det sidste barn 16.15, spurgte jeg ham, hvorfor han helst vil blive der til alle de andre børn er blevet hentet. Jo, han kunne godt lide roen i børnehaven (!), og så ville han gerne lege længere med sine venner. Jeg tror lige så meget, at han prøver at få så meget ud af børnehaven som muligt. Og det skal han selvfølgelig have lov til. 

Nicolaj tegner i børnehaven
 

Det er en meget stor ting for en femårig dreng, at skulle forlade sin trygge børnehave og begynde i skole. Nicolaj skal ikke gå i samme skole som sine børnehavevenner, da vi har valgt en fantastisk skole i nabokommunen til ham (Skoleliv // Glæde i det lille hjem -god nyhed til Nicolaj -åbner i nyt vindue). Han kender derfor ikke nogen af sine nye klassekammerater, men da han er en meget vellidt og udadvendt dreng, er vi såmænd ikke så bekymrede. Det hele skal nok gå godt 🙂

Vi mødre skal også sige farvel til børnenes elskede børnehave, som vi har været meget glade for. Isabella startede i børnehaven i september 2011, så vi er kommet i børnehaven de sidste 4 1/2 år. Børnehaven har nogle skønne pædagoger, og Nicolajs (og tidligere Isabellas) primærpædagog er intet mindre end fantastisk. Hende kommer vi til at savne. Vi glæder os dog også til næste kapitel i Nicolajs liv, skolen, og er sikker på at han nok skal falde til hurtigt. Vi mødre glæder os samtidig rigtig meget til at kunne aflevere begge børn samme sted om morgenen! Hvilken luksus!

Og selvom jeg ved, at det her er lidt af et kliché, så forstår jeg altså slet ikke, at børnene allerede er blevet så store! To skolebørn! Vildt!

Tak fordi du læste med!

Tak fordi du læste med! Husk at du kan følge Regnbuemor på Instagram (regnbuemor.dk) og Facebook (Regnburmor.dk). Jeg bliver mega glad, hvis du følger bloggen.

Skoleliv // Den lille elev og den unge lærer

Skoleliv // Den lille elev og den unge lærer

Af Lisette

Om en måneds tid starter Nicolaj i skole, og så er det jo meget godt at kunne skrive sit eget navn. Den opgave ville Isabella gerne hjælpe lillebror med, og det var Nicolaj heldigvis med på.  Så en lille elev blev undervist af en meget ung lærer.

“Se her Nicolaj…”

 

En meget tålmodig og koncentreret storesøster viste Nicolaj bogstaverne i hans navn. Og hun huskede at rose den endnu mere koncentrerede lillebror, da han havde skrevet sit navn helt selv.

Isabella læser højt for lillebror i sin Alkalær-bog

Så var det tid til at læse. Isabella var fyr og flamme og læste som om ingen kunne stoppe hende! Bagefter spurgte hun, om hun måtte lave nogle opgaver i sit bogstavhæfte. Selvom klokken var mange, er man jo næsten nødt til at belønne en sådan ivrig lille elev, så hun fik selvfølgelig lov.

Nicolaj og Isabella laver opgaver i Isabellas opgavebog

 

Isabella lagde ud selv, men fik en ide om at Nicolaj da ligeså godt kunne lære lidt. Så kl. 21.00 lørdag aften legede Isabella og Nicolaj skole.

Efter at have sikret sig, at lillebror forstod opgaven, fik han en blyant til at løse opgaven med. “Nej, Nicolaj. Du skal altså holde ordentligt på blyanten,” sagde Danmarks yngste lærer. Og det gjorde han så. “Se, er det ikke nemmere?” –Den lille elev bekræftede. Og selvom mor her var stolt og underholdt varede skolen kun en halv time. Mon ikke, der kommer flere undervisningstimer fra den unge frøken. Nicolaj nød det i hvert fald i fulde drag, og som forælder var det skønt at se deres tætte bånd.

Tak fordi du læste med!

Tak fordi du læste med! Husk at du kan følge Regnbuemor på Instagram (regnbuemor.dk) og Facebook (Regnburmor.dk). Jeg bliver mega glad, hvis du følger bloggen.

At blive lammetævet…

…i Mario Kart af sin 5-årige søn, huer ikke en regnbuemor, som ellers er ret god til spillet! Og guderne skal vide, at jeg prøvede ALT hvad jeg kunne på at vinde! Det lykkedes ikke! Jeg blev sgu lammetævet af en 5-årig! Nicolaj er efterhånden også en ret garvet spiller, og han er vild med al elektronik. Han elsker når nogen spiller med ham -især vennerne (Mandehørm i miniformat). I mangel på bedre kunne jeg dig godt bruges i dag!

Meget koncentreret mor og søn! Må den bedste vinde!

 
Jeg er ret imponeret over, hvor dygtig han er, for han har faktisk kun haft sin Wii U i et par måneder, og alligevel mestrer han at spille super godt. Vi spillede også Super Mario -og her var han også super sej -men endnu ikke helt så god som sin mor. Dog er jeg ret sikker på, at det kun er et spørgsmål om tid! 
Spiller du med dine børn?

Tak fordi du læste med!

Tak fordi du læste med! Husk at du kan følge Regnbuemor på Instagram (regnbuemor.dk) og Facebook (Regnburmor.dk). Jeg bliver mega glad, hvis du følger bloggen.

Børnehaveliv // Fødselsdagsfest med Minions

Nicolaj fylder 5 år den 10. november, men da jeg starter nyt job i dagstid fra næste uge, blev vi nødt til at holde fødselsdagsfest for børnehaven i forgårs. Nicolaj elsker Minions, og derfor var han slet ikke i tvivl om, hvilket tema der skulle være: Minions. Han skal faktisk holde en fødselsdagsfest mere for sine bedste venner, som skal foregå i et legeland, og her har han også bestilt temaet Minions. Vi har holdt mange temafødselsdage for børnene med bl.a. Turtles, Monsters Inc, Doctor McStuffins, Prinsesse Sofia, prinsesser, Barbabapa, bilfest, farvefest m.m. De fester kan du finde under kategorien Temafødselsdag (åbner i nyt vindue).

Fødselsdagsbord og balloner…Ingen børnefødselsdag uden balloner!

Vi plejer at forberede EN MASSE til børnenes temafester, men overskuddet har ikke været der til denne fest, da vi har haft meget om ørerne. Nicolaj var dog OVENUD tilfreds og synes, han havde haft et brag af en fest.

Det fine bord

Vi købte papservice med Minions i BR, købte en blå papirsdug og stillede nogle af Nicolajs Minionsfigurer rundt omkring på bordet. Vi lavede selv nogle super cool Minionssugerør, som jeg smider en “opskrift” på med i morgen.

Jeg synes ofte at fødselsdagsbordet bliver ret rodet, hvis man også køber de temaduge, der passer til servicen. Vi er store fans af engangsservice herhjemme, fordi festen tager få minutter at rydde op bagefter!

Ungerne elsker de fine paptallerkener med motiv. Bemærk de fine, DIY, sugerør i kopperne.

Som bordpynt stillede vi en masse Minionsfigurer på bordet, og i dagens anledning fik de et flag i hånden. Figurerne havde vi i forvejen.

Minions som bordpynt. Figurerne fik børnene i et Happy Meal på et tidspunkt

Nicolaj havde nogle heliumsballoner, som var løbet tør for luft. Fordi vi vidste, at vi ville holde Minionsfest, havde vi gemt dem, og de var super fine at bruge i oppyntningen -blandt andet som velkomst ved hoveddøren.

Velkomst Minion af gammel Heliumsballon
Meget glad fødselar
Stolt Nicolaj
Endelig kom gæsterne
Brunsvigerkagemand med slik

Nicolaj fik lov at vælge menuen, og han var meget simpel i sit ønske: Pølser og pommes frites -og brunsviger til dessert (vi plejer selv at lave kagen). Ungerne var vilde med menuen, og der blev spist med stort velbehag. Vi betalte en bager for at bage kagen, så det kunne simpelthen ikke være nemmere.

Vi skal nok få udnyttet vores kreative gen, for Nicolaj skal have bedstevennerne til Minionsfødselsdag, vi skal have hele familien til fællesfødselsdag, Isabella skal have hele klassen med hjem til Inderst Inde fødselsdag og hun skal holde fødselsdag for bedstevennerne i et bowlingcenter. Oktober-december står altid i temafødselsdagenes tegn herhjemme 🙂

Tak fordi du læste med!

Tak fordi du læste med! Husk at du kan følge Regnbuemor på Instagram (regnbuemor.dk) og Facebook (Regnburmor.dk). Jeg bliver mega glad, hvis du følger bloggen.