8 år uden julestemning -indtil nu

Julen 2016

Alle familier har forskellige traditioner. Traditioner der gør julen perfekt på sin helt egen måde. Man er sammen med dem man holder af, man hygger sig og man nyder julemagien. Før Lisette og jeg fik børn holdt vi altid jul hver for sig og med hver vores familie, for vi blev helt dårlige ved tanken om ikke at skulle være sammen med vores moar og de vante traditioner. Juleaften hjemme hos os bestod altid af et juletræ der mere eller mindre lignede et fastelavnsris -med kulørte pærer og 8 børns hjemmelavede julepynt fra flere årtier. Ikke kønt, men personligt, og vores helt specielle træ. Træet kom altid først ind dagen før eller på selve juleaftensdag, for min mor kunne ikke så godt tåle gran. Lidt uheldigt i december. Middagen bestod altid af min mors fantastiske andesteg, sprøde flæskesteg og forbandede lækre sovs, som INGEN kan gøre efter (Nej Lisette, din fars sovs er ikke bedre end min mors, selvom den er god!). Til dessert fik vi altid risalamande -og så var det ellers tid til at danse om træet og lige tage toppen af gavespændingen med lidt udpakning. Vi rendte altid rundt i huset som julejubelidioter og sang “Nu er det jul igen”, og så fik vi børn forløst spændingen med vores julegaver. Bagefter blev der spillet bingo eller raflet om pakker, mens min mors legendariske slikfad kom ind på bordet. Der var alskens lækre sager med blandt andet frugtflæsk, guldkarameller,  nødder, dadler, marcipan, mentokarameller, mors hjemmelavede brændte mandler og matadormix. Jeg mangler altid det fad til jul efter min mor er død.

Sidste jul med mor, julen 2008. Isabella (i rødt) er 14 dage gammel. På hendes arm er min Niece Nadja, som var 3 måneder gammel. Jeg holder neget af dette billede

Det år hvor Isabella blev født splittede vi juleaften op i to, så begge familier kunne opleve babys første jul -selvom 14 dage gamle Isabella vist var temmelig ligeglad. Det blev den allersidste (halve) jul jeg holdt med min mor.  7 måneder og 11 dage senere døde min mor af den kræftsygdom der langsomt havde ædt hende op de sidste tre år. Og de næste mange år derefter har jeg haft ualmindeligt svært ved at finde en julestemning frem, for mor havde en stor plads hos mig, og jul uden mor har bare ikke været det samme siden. Hver jul glædes jeg over børnenes glæde over julen, men har ikke selv kunnet mærke den, og jeg har hver eneste jul måttet synke en klump i halsen eller to i løbet af aftenen. Det kommer jeg sikkert også til i år…måske…for der skete noget mærkeligt i mig i år. Allerede i november begyndte jeg at nynne julesange, købe julegaver -ja, sågar tune hen på Radio Soft, som spiller julesange nonstop op til jul. Jeg tog selv initiativ til at få købt et juletræ og efterspurgte hvornår der skulle pyntes. Jeg har ikke mærket denne julestemning i 8 år! Men den er der. Ikke helt som i gamle dage, herregud, men den er der, og jeg håber jeg kan åbne mere op for al den juleglæde der er omkring mig. I år kommer min far også juleaften, og ham har jeg ikke holdt jul med i otte år, da han har holdt jul hjemme hos mine brødre. Ja, det bliver nærmest en juletræsfest i år, for vi er 17 mennesker der skal holde jul sammen. Vi skiftes til at vælge hvem vi skal holde jul med, og i år har Lisette valgt at vi skal holde det sammen med hendes familie -og så har vi inviteret vores veninde og to børn med også. Det skal nok blive hyggeligt. Vi har som altid købt alt for mange gaver til ungerne, men fuck det! Det bliver en fest!

Lille Isabella sætter den mus på træet hun fik af Tante Pia som spæd. Ballonerne i baggrunden skyldes, at hun havde holdt fødselsdag samme dag

Glædelig jul til alle jer der følger med på bloggen. Jeg håber i får en fantastisk aften i familiens skød. Jeg vil nyde min dejlige, store familie i år -og så vil jeg sende en kærlig tanke op til de mennesker jeg har kær, som vi ikke har blandt os længere.

Glædelig jul og godt nytår!

Tak fordi du læste med!

Skriv et svar